Af Jan Nielsen, direktør i Aalborg Kommune og medlem af hovedbestyrelsen i Kommunale Velfærdschefer, og Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune og formand for Kommunale Velfærdschefer

Sundhedsstrukturkommissionen har siden offentliggørelsen af sine anbefalinger fået mange roser. Dem kan vi kun tilslutte os i Kommunale Velfærdschefer. Det gælder den overordnede diagnose af sundhedsvæsnet, kommissionen stiller, og de seks tværgående både hensyn og anbefalinger, der er nødvendige i en ny organisering af sundhedsvæsenet. Det er gennemgående kloge og konstruktive tiltag, som vi længe har efterspurgt.

Skaber dybe kløfter

Lidt anderledes forholder det sig med kommissionens tre modeller for organisering af sundhedsvæsenet i fremtiden. Her møder vi nye begreber: Opgavesamling, end-to-end ansvar og enhedsorganisation. Alle tre modeller bygger på, at de kommunale sundhedsopgaver i et eller andet omfang skal samles i sundheds- og omsorgsregioner eller i de eksisterende regioner.

Skaber en samling af sundhedsopgaverne under én myndighed – regional eller statslig – høj kvalitet for borgerne, let adgang til relevante tilbud eller mere sammenhængende forløb? Det vil vi godt sætte et stort fagligt spørgsmålstegn ved.

For hvis man flytter hele eller dele af sygeplejen til regioner eller sundheds- og omsorgsregioner, skaber man uoverstigelige og nye dybe kløfter mellem sygehusvæsenet og kommunernes øvrige velfærdsydelser. I teorien kan vi selvfølgelig ikke udelukke, at ældrelovens helhedspleje, kontinuitet og faste tværfaglige teams kan sameksistere, hvis man vælger at samle det kommunale sundheds- og ældreområde under centrale driftsenheder. Men i den virkelige verden vil det aldrig komme til at spille. Hvorfor? Fordi sygeplejekompetencer er en helt uundværlig faglig møtrik i maskinrummet på de tværfaglige teams.

Det samme gælder akutsygeplejen, som også foreslås flyttet væk fra kommunerne. Her vil vi igen gerne give et fagligt råd: Rør ikke ved akutsygeplejen eller de 3.800 midlertidige pladser. Det giver ingen mening at centralisere akutsygeplejen. Med den hast, borgere udskrives fra sygehusene til videre behandling i kommunerne og ikke mindst behovet for at reducere genindlæggelser – er den kommunale akutindsats helt uundværlig. Så fjerner man akutsygeplejen, bliver vi nødt til at genopfinde og snige den ind ad bagdøren for at få omsorg og pleje til at hænge sammen.

Smid ikke barnet ud med badevandet

Som fagdirektører er vi belastet af viden fra den kommunale sundhedssektor og har derfor naturligvis svært ved at se bort fra de opgaver, vores mange tusinde dygtige sundhedsmedarbejdere løser i dag:

De kommunale sundhedsopgaver er tæt på borgerens hverdagsliv – hele livet – fra sundhedspleje, tandpleje, generel sundhedsfremme og forebyggelse, genoptræning, tilbud til borgere med kronisk sygdom, pleje og sygepleje.

Opgaver, der løses i et komplekst samspil med andre kommunale opgaver og forskellige lovgivninger, som vi får til at fungere til gavn for de ældre og syge, hvoraf 75 pct. af dem, som får personlig pleje, også modtager sygepleje. Den erfaring og viden, de kompetencer og den nære kontakt mellem borger, bopæl og behandlere skal ikke smides ud med badevandet.