Af Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Danske Regioner og gruppeformand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti i Region Hovedstaden

Jeg tror, at de fleste husker valgløftet om 1.000 ekstra sygeplejersker. Det har været vanskeligt at levere på, for arbejdsløsheden er ikke-eksisterende. Men her er en stor del af løsningen:

For vi ved, at vi kan frigøre 600-900 årsværk, ved at sætte øget tempo på udbredelsen af dosispakket medicin.

Og så er dosispakket medicin en måde at øge patientsikkerheden på. For fejlene er færre end ved manuel pakning.

Hver gang vi får 75 danskere over på dosispakket medicin, kan der frigøres en medarbejder til andre - og i mine øjne vigtigere opgaver end at stå med ryggen til borgerne og pakke medicin. Jeg mener simpelthen, at vores sygeplejerskers og SOSU-assistenters tid er for dyrebar til, at vi ikke straks får sat endnu højere tempo på udrulningen af dosispakket medicin.

Jeg er ikke specielt tålmodig anlagt. Fix det, er min tilgang. I regionerne har vi besluttet at betale regningen for at få borgerne over på dosispakket medicin. Også selvom det er kommunerne, der vil opleve besparelsen i form af frigjort medarbejdertid. I 2024 vil udgiften forventeligt være cirka 100 millioner kroner, men det, synes vi i regionerne, er den rigtige investering for vores samlede danske sundhedsvæsen.

På to år er antallet af danskere på dosispakket medicin steget med +16.000. Det er positivt, for det svarer til, at der i kommunerne er frigjort 240 sygeplejersker og SOSU-assistenter, der kan bruge tiden bedre. Men potentialet er langt større. Vi skal da have alle med, så vi kan frigøre de 600-900 årsværk. Det kræver, at stigningen i antal danskere på dosispakket medicin ikke er 16.000, men 60.000! Det ved jeg, at mange kommuner også arbejder ihærdigt for - det er et fælles mål.

Og hvordan gør vi så det?

For det første skal vi have udpeget de borgere, der har gavn af den dosispakkede medicin. Det er både en opgave for kommunerne og de praktiserende læger. For det andet skal alle hospitaler være meget opmærksomme på, at patienter der bliver indlagt ikke ryger af ordningen med dosispakket medicin, hvis ikke det er nødvendigt. Vi skal simpelthen ikke “tabe nogen” ud af ordningen efter en hospitalsindlæggelse. Det er regionernes ansvar, og det er vi meget opmærksomme på.

Men der er også behov for at ændre lovgivningen. Apotekernes rolle skal styrkes. Der skal fra Folketingets side gives lovhjemmel til, at behandlerfarmaceuters virke udvides. Det er vi heldigvis enige med regeringen i. Vi har derfor fået skrevet ind i vores netop indgåede økonomiaftale, at der skal ses på den del.  For der er tale om en god case rent kvalitetsmæssigt, patientsikkerhedsmæssigt, menneskeligt og økonomisk. Samtidig synes jeg, at kommunerne bør få hjemmel til at beslutte at finansiere den egenbetaling, som dosispakningsgebyret til apoteket koster borgerne.

Lad os nu komme i gang - det er en lavthængende frugt. Den kræver lidt omstilling - men der er så mange gevinster. Og regionerne har endda sagt, at vi betaler gildet!