Se kortet: Hovedstadskommuner bruger flest penge på ældre
Der er store forskelle på, hvor mange penge kommunerne har budgetteret med på ældreområdet i år, også når man tager hensyn til den forskellige alderssammensætning i kommunerne, viser ny analyse.
Udgivet: 17/01/2025
Kommuner i hovedstaden er de kommuner i hele landet, som forventer at bruge flest penge på de ældre i år.
Det viser en analyse, som NB-Ældre har lavet på baggrund af kommunernes budgettal for 2025, som Danmarks Statistik offentliggjorde fredag morgen.
For at korrigere for den forskellige alderssammensætning i kommunerne har vi ud fra de aldersbestemte udgiftsbehov i Den Kommunale Udligning omregnet antallet af ældre til 65-74-årige. Den kommune der bruger flest penge forventer således at bruge 49.474 kr. pr. 65-74 ækvivalente, hvilket er Københavns Kommune. Derimod budgetterer Syddjurs Kommune kun med 26.666 kr. pr. 65-74 ækvivalente, hvilket er det laveste i landet.
Kommuner, der bruger flere penge, burde alt andet lige have bedre mulighed for at give en god service til ældre - og modsat. Tallene er interessante for kommunerne at se nærmere på for at vurdere, om det således også er tilfældet.
Tallene siger ikke noget om, hvor effektiv den enkelte kommune er til at anvende pengene bedst muligt, så de giver den bedste ældrepleje. Man kan således godt have en kommune, som bruger færre penge pr. ældre end en anden kommune, men som alligevel har en bedre ældrepleje, alt andet lige, fordi de formår at bruge pengene mere hensigtsmæssigt og effektivt.
Ligeledes har kommunerne forskellige ældre, nogle ældre kan være mere syge end andre kommuners ældre, hvorfor de alt andet lige skal bruge flere penge på disse ældre, uden at det nødvendigvis giver en bedre ældrepleje for den enkelte.
På landsplan budgetterer kommunerne i gennemsnit med at bruge 34.984 kr. pr. 65-74 ækvivalente.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Blandt de ti kommuner, som forventer at bruge mest, ligger alle i Region Hovedstaden, på nær Læsø Kommune. Der gælder ud over Københavns Kommune blandt andet Brøndby, Rødovre, Hvidovre og Albertslund.
I den anden ende - kommuner som forventer at bruge færrest penge - finder man derimod kun én hovedstadskommune, hvilket er Halsnæs Kommune. Ligeledes er der én kommune fra Region Sjælland, hvilket er Lejre. Derimod er der hele fire kommuner fra henholdsvis Midtjylland og Syddanmark.
Det gælder ud over Syddjurs Kommune; Struer, Middelfart, Lemvig, Holstebro, Assens, Faaborg-Midtfyn og Vejle kommuner.
Sådan har vi gjort
Tallene er vægtet i forhold til, hvor mange i de forskellige ældre aldersgrupper som kommunen har, da de ældste alt andet lige antages at koste mere end den yngre gruppe af ældre.
For at korrigere for den forskellige alderssammensætning i kommunerne har vi ud fra de aldersbestemte udgiftsbehov i Den Kommunale Udligning omregnet antallet af ældre til 65-74-årige.
En 75-84-årig svarer således rent udgiftsmæssigt til 1,253 65-74 årige, mens en 85+ årig svarer til 3,365 65-74-årig. Herved kan vi udregne ældreudgiften i en kommune til 65-74 ækvivalente.
Data til udgifterne til ældre er fra Danmarks Statistiks 'BUDK32'. Her er valgt funktionerne 5.30.26-5.30.36. Nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.
Sidst opdateret: 17/01/2025 - 11:23










































