
Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune og Pia Ulv Helleland, direktør for Social og Sundhed i Lemvig Kommune.
Sundhedsreformens mål er mere nærhed: Ældredirektører forventer det modsatte
Overflytningen af opgaver til regionerne risikerer at mindske nærheden, på trods af sundhedsreformens mål om det modsatte, viser rundspørge.
Udgivet: 14/01/2025
Selv om sundhedsreformen sigter mod mere nærhed for borgeren, forventer flere ældredirektører det modsatte af politikernes ambitioner bag aftalen.
Det afslører en rundspørge fra NB-Ældre, hvor 26 ældredirektører har deltaget.
Af de 26 ældredirektører i undersøgelsen tror kun to, at sundhedsreformen vil skabe mere nærhed. Ti ældredirektører forventer, at den vil føre til mindre nærhed, mens fem vurderer, at den ikke vil gøre nogen forskel. De resterende ni ved ikke, hvad de skal forvente.
Det fremgår ellers af den politiske aftale om sundhedsreformen, at nærhed kombineret med mere ensartet kvalitet i hele landet har været pejlemærker for overvejelserne om behovet for konkrete opgaveflytninger. Dog gør ældredirektører opmærksom på, at opgaveflytningen kan medføre centralisering og dermed svække nærheden.
"Jeg ved ikke, om det er en forventning, men jeg kan være bekymret for, om den her reform også indebærer en centralisering - for eksempel af de midlertidige pladser," siger Pia Ulv Helleland, direktør for Social og Sundhed i Lemvig Kommune.
Det er enormt vigtigt, mener hun, at de midlertidige pladser fortsat hænger sammen med hjemme- og sygeplejen.
"Jeg frygter, at det ikke kommer til at ske. Der er en risiko for, at der opstår en ny snitflade, et nyt skel, som skader borgerne," siger hun.
Lemvig Kommune bruger ifølge hende meget tid på at have en god dialog med alle de pårørende på de midlertidige pladser. At være tæt på er en af kommunernes styrker, forklarer hun:
"Når regionen overtager, er jeg bekymret for, om nærheden kan bevares i en så stor struktur. Regionerne er specialister på det specialiserede, men en borger på et midlertidigt ophold skal ses som en helhed – mere end blot en diagnose eller lidelse," siger Pia Ulv Helleland og oplyser, at Lemvig Kommune ønsker at bevare driftsansvaret for de midlertidige pladser - blandt andet for at bevare nærheden for borgerne.
Centraliseringens pris
Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, deler nogle af de samme bekymringer.
Han peger på, at centralisering af ansvaret ofte betyder mindre nærhed, selv om der også er elementer af sundhedsreformen, der potentielt kan øge den nærhed, borgerne har til læger og specialister. Men for de opgaver, der flyttes fra kommunerne til sundhedsrådene, er hans forventning, at det vil resultere i mindre nærhed over tid.
"Vi ved, at nærheden betyder meget for de ældre – i hvert fald for dem, der også måtte have en ægtefælle eller andet netværk lokalt. Det er jo grunden til, at man har oprettet 3.500 pladser ude i kommunerne af en mere midlertidig karakter. Det er for at udfylde det vakuum, som de store, centrale sygehuse har efterladt. At have noget tæt på betyder noget for vores borgere," siger han.
Ulrik Johansen understreger dog, at sundhedsreformen ikke betyder mindre nærhed over hele linjen:
"Hvis hele delen med lægereformen lykkes, så er der ingen tvivl om, at nogle af vores ældre borgere vil få tættere adgang til læger og speciallæger. Og det er jo en forbedring. Hvis vi samtidig får et sundhedsråd, der rent faktisk prioriterer de lokale tilbud, er ændringen marginaliseret," siger han.
Ifølge den politiske aftale om sundhedsreformen bliver det sundhedsrådene, der får ansvaret for at sikre, at de lokale behov for nærhed og sammenhæng fortsat tages i betragtning på tværs af kommuner og regioner.
Sidst opdateret: 14/01/2025 - 10:48










































