70-75 procent af forskellene på, hvor mange penge kommunerne bruger på ældreområdet pr. ældre skyldes fem faktorer.

Sådan lyder det fra Kurt Houlberg, professor ved Vive, som har forsket over 20 år i kommunernes økonomi. En analyse fra NB-Ældre på baggrund af kommunernes budgetter for 2025 viste i sidste uge, at den kommune, som forventer at bruge mest pr. ældre regner med at bruge næsten dobbelt så meget som den, der har budgetteret med mindst. Kommunerne kan dermed bruge forklaringerne til at overveje, om de bruger det rette beløb på ældre i forhold til den service, de leverer. Eller om der er ting, som kan gøres smartere.

“Fra tidligere analyser ved vi, at mellem 70 og 75 procent af forskellene i kommunernes ældreudgifter kan tilskrives ældrebefolkningens alderssammensætning, hvor stor en andel som er enlige, hvor stor en andel som har indvandrer- eller efterkommerbaggrund fra ikke-vestlige lande, og hvor stor en andel af borgerne, som bor i almene familieboliger. Derudover betyder det også noget, hvor spredt borgerne bor,” forklarer han.

I NB-Ældres analyse er der taget højde for alderssammensætningen. Men analysen viste, at blandt de ti kommuner, som forventer at bruge mest, ligger alle i Region Hovedstaden, på nær Læsø Kommune. Og det kan flere af faktorerne være med til at forklare, hvorfor det er tilfældet.

“Der er relativt flere enlige ældre i de fleste hovedstadskommuner, som alt andet lige gør det dyrere pr. ældre at levere kommunal ældrepleje. Det skyldes særligt to elementer: Hvis man er enlig, har man per definition ikke en ægtefælle, som kan hjælpe en i hverdagen, så hvis man bliver aldersvækket er sandsynligheden for at skulle have hjælp større. Og så er det også dyrere at levere hjemmepleje til to enlige end til et ægtepar,” siger Kurt Houlberg.

Tolke kan hæve prisen

I mange hovedstadskommuner er de to socioøkonomiske kriterier omkring en større andel indvandrere og større andel i almene familieboliger desuden til stede, pointerer han.

“Alt andet lige, jo flere af de ældre som har indvandrerbaggrund og jo flere der bor i almene familieboligbyggerier, jo mere pres vil der være på den kommunale ældrepleje i forhold til at yde pleje og omsorg pr. ældre,” forklarer han og fortsætter:

“Det er nogle paraplyvariable for grupper af borgere i en ressourcesvag socioøkonomisk situation og med nogle sociale problemstillinger, hvor man alt andet lige statistisk set oftere har behov for kommunal ældrepleje. I forhold til ældre med indvandrerbaggrund kan det også betyde noget, at der i højere grad er brug for at tolke og oversætte kommunale dokumenter til forskellige sprog for at kunne kommunikere med ældrebefolkningen på en kvalificeret måde.”

Service fylder under en fjerdedel

Derimod bor de ældre ikke så spredt i hovedstadskommuner, og er derfor ikke en forklaring på højt forbrug der. Det er i højere grad en forklaring for de kommuner, som ligger højt i udkantsdanmark.

“Jo mere spredt borgerne bor, jo mere koster det også pr ældre at levere kommunal ældrepleje. Det er dyrere både i tid og kroner at levere ældrepleje til to ældre på landet med et stykke vej imellem sig, end to som bor dør om dør i et byområde,” siger Kurt Houlberg.

De sidste 25 til 30 procent forskelle mellem kommunernes budgetter på ældreområdet kan tilskrives lokale forhold eller særlige problemstillinger, og de serviceniveauer man prioriterer lokalt, forklarer professoren. Nogle kommuner prioriterer for eksempel, at de ældre får gjort rent eller kommer i bad oftere end i andre kommuner, hvilket hæver prisen pr. ældre.