
- Foto: Fra venstre: Riber Hog Anthonsen (V), formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Syddjurs Kommune, Hajg Zanazanian (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune og Gunnar Lisby Kjær (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lemvig Kommune.
Budgetforskelle i ældrepleje: Tre kommuner forklarer deres placering
Brøndby Kommune er blandt dem, der bruger flest penge på ældreområdet pr. ældre, men Syddjurs og Lemvig ligger i den anden ende. Læs udvalgsformændenes egne forklaringer her.
Udgivet: 21/01/2025
Mange ældre med hårde liv, flere hjemmeboende ældre og fornuftig brug af økonomien.
Det er nogle af forklaringerne på, hvorfor tre kommuner bruger markant mere eller mindre end andre kommuner på ældreområdet.
NB-Ældre har talt med tre udvalgsformænd i kommunerne for at høre deres forklaringer på, hvorfor de ligger i toppen eller bunden, når man ser på, hvor mange penge kommunerne forventer at bruge på ældreområdet pr. ældre i år.
Brøndby Kommune er en af de kommuner, som forventer at bruge mest på ældreområdet pr. ældre, når man tager højde for alderssammensætningen i kommunerne. Her budgetterer de med 45.804 kr. pr. 65-74-årige ækvivalente. På landsplan er gennemsnittet 34.984 kr.
“Vi går meget op i den gode borgernære velfærd på ældreområdet. Så det er også en politisk prioritering. Men vi har også nogle ældre, som er mere plejekrævende, fordi de har haft nogle hårde liv,” forklarer Hajg Zanazanian (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.
Brug for mindre vejtid
Samtidig er Brøndby den kommune, som har den højeste andel, som bor i almene boliger, pointerer formanden.
“De er billige og til at betale. Vi er en arbejderkommune, så den socioøkonomiske sammenhæng spiller også ind,” siger han.
Men kommunen kigger også hele tiden på at gøre tingene smartere, fortæller Hajg Zanazanian. De har sidste år haft et samarbejde med Komponent, som har været med til at give bud på, hvordan de kan kigge ind i driften, og hvordan de kan effektivisere. Og et af resultaterne er, at kommunen med budget 2025 har valgt at bruge færre penge på vejtid.
“I forhold til hjemmeplejen kunne vi se, at i nogle områder bor borgere i etagebebyggelser, hvor der ikke er behov for så stor vejtid for at komme fra borger A til borger B. Så der har vi effektiviseret i budgettet og i stedet valgt at bruge pengene på mere løn til vores plejepersonale,” siger udvalgsformanden.
Flere overskridelser vækker undren
Syddjurs Kommune er derimod en af de kommuner, som bruger færrest penge pr. 65-74-årige ækvivalente. Her forventer kommunen at bruge 26.666 kr. næste år.
Riber Hog Anthonsen (V), formand for sundheds- og ældreudvalget i Syddjurs Kommune, siger, at en del af forklaringen er, at kommunen har flere ældre, der bor hjemme end på plejehjem sammenlignet med andre kommuner.
Men trods det lavere beløb vurderer udvalgsformanden ikke, at kommunen har et lavere serviceniveau end sammenlignelige kommuner. “Vi ligger på højde med dem,” siger han.
“Men vi har sat en undersøgelse i gang, for at finde ud af, om der er andre ting, som gør, at vi har et lavere beløb, eller beløbet er for lavt,” siger udvalgsformanden.
For kommunen har ifølge formanden overskredet budgettet på ældreområdet flere gange.
“Budgettet har vi som styringsmekanisme. Her sætter vi politiske retninger og serviceniveauet. Derfor er et retvisende budget vigtigt, så vi ved, hvad vi taler om. Ellers skal vi hele tiden give tillægsbevilling eller bede området om at løbe tingene ind,” siger han.
Ruller ikke med pengene
Lemvig Kommune er også en af de kommuner, som ligger blandt de kommuner, som forventer at bruge færrest midler pr. ældre i år. Her er forventningen at bruge 28.848 kr. pr. 65-74-årige ækvivalente.
Ifølge formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Gunnar Lisby Kjær (V), skyldes det lave niveau to forhold:
“Lemvig er den kommune i landet, hvor borgerne får mest service for pengene, viste en undersøgelse. Samtidig er vi blandt dem med lavest sygefravær. Det betyder, at vi ikke ruller med pengene. Vi bruger dem der, hvor det giver mening for at få mest mulig service ud til borgerne,” siger udvalgsformanden.
Han mener samtidig ikke, at serviceniveauet over for de ældre er lavere i Lemvig Kommune end i andre kommuner.
Sidst opdateret: 22/01/2025 - 08:52










































