Det med at få afklaret deres kompetencer er virkelig bøvlet, det tager lang tid, siger Thomas de Richelieu, ældredirektør i Lolland Kommune.

Det med at få afklaret deres kompetencer er virkelig bøvlet, det tager lang tid, siger Thomas de Richelieu, ældredirektør i Lolland Kommune.

Ældredirektør: Gør det lettere at få udenlandsk arbejdskraft

Lolland Kommune går foran i rekrutteringen af international arbejdskraft til ældreplejen, men direktøren efterlyser enklere systemer og mere støtte for at sikre indsatsen på den lange bane.

Udgivet: 21/01/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

To konkrete tiltag efterlyses for lettere rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til ældreplejen: mere finansiering og et bedre system til kompetenceafklaring.

Det fortæller Thomas de Richelieu, direktør for Ældre og Sundhed i Lolland Kommune.

"Vi har et autorisationssystem, der fungerer godt for læger og sygeplejersker, men for social- og sundhedsassistenter er der ingen international sammenlignelig model. Det gør det meget komplekst at vurdere, hvad ansøgerne egentlig kan," siger han.

Lolland er en af de første kommuner i landet til at satse intensivt på rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til SOSU-området. Rekrutteringsprocessen involverer blandt andet jobopslag i EU, online jobsamtaler, intensivt sprogkursus og integration i det danske samfund. Udfordringen ligger dog ikke kun i at finde de rette kandidater, men også i at afklare deres faglige kvalifikationer i forhold til de danske krav, da det kræver en autorisation at arbejde som assistent i Danmark, forklarer Thomas de Richelieu:

"I vores nabolande findes der noget, der minder en lille smule om det (social-og sundhedsassistent, red.). Men man kan grundlæggende sige, at det er en dansk konstruktion. Det betyder, at der er store udfordringer i forhold til kompetenceafklaring. Altså, hvad kan medarbejderne egentlig?"

Frustrationer hos medarbejderne

Siden 2022 har kommunen arbejdet målrettet med at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, primært fra Spanien og Ungarn. Ifølge ældredirektøren varierer deres kompetencer markant. Nogle har kun et treugers kursus bag sig, mens andre har kvalifikationer, der minder om en sygeplejeuddannelse.

"Det er dér, problemet ligger. Det med at få afklaret deres kompetencer er virkelig bøvlet, det tager lang tid," siger Thomas de Richelieu.

Hvis udenlandske medarbejdere ikke opnår autorisation, kan de arbejde som medhjælpere eller ufaglærte på et løntrin, der afspejler deres ansættelsesniveau. Lolland Kommune tilbyder desuden uddannelsesforløb i samarbejde med SOSU-uddannelsen, hvor medarbejderne placeres på det niveau, der passer til deres kvalifikationer, så de på sigt kan opnå autorisation.

Er det ikke meget fornuftigt, at de får en uddannelse i en dansk kontekst?

"Det kan man sige. Men det er selvfølgelig frustrerende for en medarbejder med et højt kompetenceniveau, som ikke får mulighed for at udføre de opgaver, de egentlig er kvalificerede til i deres hjemland, fordi deres kompetencer ikke er blevet afklaret."

Økonomisk støtte

Thomas de Richelieu mener derfor, at der bør være klare retningslinjer og hjælp til kompetenceafklaring.

"Der skal være nogle modeller, så det ikke er os, der skal sidde og opfinde dem fra bunden. Vi er en lille kommune, og vi bruger virkelig mange ressourcer på at få det her til at fungere," siger han.

For det andet mener Thomas de Richelieu, at der bør afsættes økonomiske midler til Lolland Kommune for rekrutteringen.

"Vores største udgift er de fire måneder, hvor vi betaler potentielle medarbejdere løn under sprogkurset, mens de ikke kan arbejde. Lønnen er den største omkostning, men der kommer også udgifter til projektudvikling, sprogskole og støtte til at finde sig til rette i det danske samfund, for eksempel med daginstitutioner, bolig og fritidsliv. Det ville være rimeligt, hvis vi som kommune blev kompenseret," siger han.

Ældredirektøren håber, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) vil arbejde tæt sammen med sine kollegaer i Sundhedsministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed for at få løst udfordringerne med kompetenceafklaring og set på mulighederne for kompensation. Lolland Kommune er i øjeblikket ved at rekruttere det femte hold af medarbejdere.

Hjælp ministeren

Hvordan hjælper ældreministeren bedst kommunerne med implementeringen?

På Kommunale Velfærdschefers årsmøde sidste år opfordrede ældreminister Mette Kierkgaard (M) kommunerne til at komme med input til, hvordan ministeren bedst hjælper kommunerne i processen med implementeringen af ældreformen.

NB-Ældre har derfor spurgt en række ældrechefer og direktører om deres bud input.

Læs også:

Ældredirektør til ældreministeren: Synliggør de gode indsatser

Har du et forslag til, hvad ministeren kan gøre, må du meget gerne skrive til redaktør på NB-Ældre Rikke Gundersen på [email protected]

Sidst opdateret: 21/01/2025 - 07:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]