
Maria Durhuus, ældreordfører for Socialdemokratiet, forstår ikke, hvorfor kommunerne ikke tror på, at ældrereformen vil medføre afbureaukratisering. - Foto: Marie Hald
Debat
Kommunerne kan indrette ældreplejen, som de ønsker
Socialdemokratiets ældreordfører er uforstående over for, hvorfor mange ældredirektører ikke tror på afbureaukratisering som følge af ældrereformen. Kommunerne får jo frihed til selv at bestemme, skriver hun.
Udgivet: 18/06/2024
Af Maria Durhuus, ældreordfører Socialdemokratiet
Efter at have læst endnu et indlæg om direktører rundt om i landet, som ikke mener, at ældrereformen vil skabe afbureaukratisering, fristes jeg som ældreordfører og sygeplejerske til at spørge: Hvorfor ikke?
Nej, det er korrekt, at der fra regeringens side ikke er udsendt en liste på, hvad der skal afbureaukratiseres, og hvad der ikke skal.
Det, vi har gjort, er, at vi har lagt friheden ud til jer. Ud til kommunerne. Vi har givet jer muligheden for at indrette ældreplejen, som I ønsker jer det, og som giver mening i jeres kommune. Det eneste, vi pålægger jer som kommunaldirektører er velsagtens at have en vision - et værdigrundlag, om man vil, der nu skal være andet end ord på et stykke papir, andet end tanker og hensigter. Nu skal værdigrundlag og visioner realiseres, nu kan de realiseres ude hos jer, hos borgeren. Men vi lægger også et ansvar over på jer. Et ansvar for at indrette ældreplejen, så den giver mening og skaber værdi for både medarbejdere og borgere.
Jeg har svært ved at se, hvorfor den ikke kan skabe afbureaukratisering? Noget, jeg er bekymret over, er, at de eneste perspektiver, jeg hører i debatten her er: ”hvad mener medarbejderne? ”
Hvad mener medarbejderen om, at der skal vises mere tillid til deres faglighed? At det ikke længere er nødvendigt, at deres arbejdsdag skal styres af minutter og regneark, og at visitationen af handlinger, der skal foregå på baggrund af deres observationer, nu ikke behøver ske langt væk fra borgeren. At vi satser på tværfaglige faste teams, hvor det giver mulighed for sparring, udvikling af faglighed, forebyggelse af forråelse og indsats på demensområdet.
Hvad mener medarbejderen om, at dokumentation skal give mening? Ja, sundhedsydelser skal dokumenteres i et vist omfang, men det skal ikke resultere i, at medarbejderen ikke har tid til kerneopgaven: at yde pleje og omsorg for vores ældre medborgere.
Det er rigtigt, at på direktørniveau ligger der en opgave i at give tilliden tilbage til medarbejderen. En af succeserne her er, at vi nu skal tilbage til at tænke omsorg, og omsorg kan ikke måles, og det kan ikke driftsoptimeres. Er det nemt? Nej, ikke nødvendigvis. Nu kan jeg ikke i kritikken se, hvor mange dokumentationskrav og måleparametre kommunerne selv har opfundet for at kunne økonomi- og driftsoptimere. Men jeg vi tro, at man kan starte med at kigge på, om der sker en dobbeltdokumentation for dokumentationens skyld.
Hvad er den gode ældrepleje for jer?
Kritikken går også på, at vi nu pålægger kommunerne at oprette flere fri- og lokalplejehjem. Nej, vi giver kommunerne mulighed for det, hvis det er de, de ønsker og synes giver mening for lige netop deres borgere og medarbejdere. Og så giver vi mulighed for at etablere forskellige tilbud ude på plejehjemmene.
Vi sætter også et fokus på fagligheden, ved for eksempel at sikre lige konkurrencevilkår imellem den private og offentlige sektor. Det betyder, at private leverandører også skal levere på faglighed, pris og gennemsigtighed. Det er en mulighed – en frisættelse for alle kommuner. Hvad kommunerne vælger at gøre, er op til dem selv.
Det er korrekt, at sundhed ikke er med i aftalen. Det er forebyggelse heller ikke. Er det uambitiøst? Nej, det mener vi ikke. Vi har lavet en ramme, der nu skal fyldes ud sammen med forligspartierne, og her kommer sundhed, forebyggelse, frivillighed, frit valg og selvbestemmelse ind.
Mon ikke at aftalen var landet et helt andet sted og med et helt andet fokus, hvis vi havde siddet på hænderne og afventet Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger?
Jeg mangler dog stadig er høre én ting: Hvad er den gode ældrepleje for jer ude i kommunerne? Hvilken vision har I forskellige direktører for den ældrepleje, I er direktører for?
Sidst opdateret: 17/06/2024 - 10:56
Temaer: Debat










































