Af Pia Kjærsgaard, MF, ældreordfører, Dansk Folkeparti 

Dansk Folkeparti blev som bekendt smidt ud af forhandlingerne om regeringens ældrereform i det, der kun kan betegnes som et helt grotesk forløb, hvor jeg gennem flere dage forsøgte at få et møde sat i stand med ældreminister Mette Kierkgaard, og hvor jeg til sidst fik en kurv.

Det var tydeligt, at vi på intet tidspunkt var velkomne i forhandlingslokalet, fordi regeringen naturligvis var klar over, at en del af manøvren gik ud på at pille nogle af Dansk Folkepartis landvindinger på ældreområdet gennem tiden helt ud. 

Man ville derfor naturligvis ikke lytte til, hvad vi havde at sige, og man ønskede så lidt medieopmærksomhed som overhovedet muligt. Men hvad er resultatet så? Nedslående og en glidebane til alvorlige forringelser af de ældres velfærd og trivsel. 

Uspiseligt at skære i servicen

Under en overskrift om ”frihed” til kommunerne giver man samtidig kommunerne ret til at skære på nogle dele af ældreområdet, som er aldeles uspiselige for Dansk Folkeparti. Nu er der åbnet for at afskaffe service, som kommunerne tidligere var lovgivningsmæssigt forpligtede til at levere. 

Det kan f.eks. betyde, at de forebyggende hjemmebesøg bliver afskaffet. I dag skal kommunerne tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 70 år. På den måde kan den enkelte borger i kommunen i forening hurtigt finde ud af, om der er udsigt til behov for hjælp – yderligere besøg skal tilbydes borgerne, når de fylder 75 og 80 år. 

Men vi risikerer også, at kvalitetsstandarder og værdighedspolitik bliver fjernet, hvilket vil indebære, at borgerne efterlades i uklarhed om, hvilken hjælp, de har ret til. Hertil kommer, at der i ekstra penge til kommunerne ikke længere er øremærkede midler til ældreområdet, sådan som Dansk Folkeparti tidligere fik sikret. Med andre ord er det op til kommunalpolitikerne, hvordan de vil bruge øgede midler i bloktilskud. 

Hvad med plejehjemspladserne?

Endelig skal de nævnes, at man i ældrereformen er gledet hen over det behov for nye plejehjemspladser, som er en integreret bestanddel af Dansk Folkepartis 2030-plan. Her har vi anvist, hvordan der kan etableres 5.000 nye ældreboliger i samarbejde med pensionskasserne, der skal forestå opførelsen af disse. 

Men navnlig er reformen nedslående, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) for blot et par år siden slog en værdig ældrepolitik op som et af regeringens helt store programpunkter – måske under indtryk af alt det, som var gået galt under Corona-pandemien og de mange hjerteskærende afsløringer af uacceptabel behandling på plejehjem landet over. Men i stedet for at tage livtag med strukturelle problemer og mangel på ressourcer, plantede man ansvaret hos personale og ledelse, mens man gav sig til at ansætte flere konsulenter i kommunerne. 

Naturligvis er der også gode elementer i reformen – blandt andet brugen af faste teams i ældreplejen og ting som helhedspleje og en borgernær visitation. Men hvis Dansk Folkeparti havde siddet med ved bordet, ville vi have blokeret for, at kommunerne i fremtiden kan skære på service, som tidligere var garanteret ved lov. Og vi ville naturligvis have krævet en fremtidssikret reform, som for alvor tager højde for den demografiske udvikling med flere ældre. Som sagerne står nu, vil der i løbet af kort tid være behov for endnu en reform.