
KL's formand for sundhedsudvalget Sisse Marie Welling (SF) i en debat med sundhedsminister Sophie Løhde (V) til KL's kommunalpolitisk topmøde i marts i Aalborg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL: Servicen bliver dårlige, hvis regionerne overtager kommuners opgaver
43 ud af 48 borgmestre svarer i en KL-undersøgelse, at servicen til borgerne bliver dårligere, hvis regionerne overtager kommunernes sundhedsopgaver. Formand for KL's sundhedsudvalg er enig, siger hun til NB-Ældre.
Udgivet: 04/06/2024
Langt de fleste borgmestre - 43 ud af 48 - der har svaret på en KL-undersøgelse, tilkendegiver, at servicen bliver dårligere for borgerne, hvis regionerne skal til at overtage de kommunale sundhedsopgaver.
Spørgsmålet fra KL til borgmestrene lyder, hvordan det vil påvirke servicen til borgerne, "hvis man adskiller sundheds- og ældreområdet, så regionerne overtager de kommunale sundhedsopgaver". Hele 34 svarer, at den bliver 'meget dårligere'.
Formanden for KL's sundhedsudvalg Sisse Marie Welling (SF) er enig med sine borgmesterkollegaer, hun begrunder svaret med, at servicen kommer for langt væk fra borgeren.
"Vi har helt grundlæggende forskellige logikker, vi arbejder efter, om det er det kommunale system, eller om det er det regionale system. Det regionale system er skabt ud fra forudsætninger om stordrift, og det er langt væk, og det kommunale system er skabt ud fra forudsætninger om, at vi skal være tæt på borgernes hverdag," siger Sisse Marie Welling til NB-Ældre.
Hele ældrereformen er bygget op omkring, at borgeren skal tættere på de ansatte. Selvom sundhed ikke er en del af reformen, så mener mange aktører, at man ikke kan skille ældre- og sundhedsområdet ad. Det har ældreminister Mette Kierkgaard (M) også erkendt, og i aftalen er der skrevet ind, at aftalepartierne skal mødes efter Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger for at "drøfte sammenhænge og snitflader mellem ældreområdet og sundhedsområdet, herunder betydning for ældreloven, med afsæt i en evt. justeret struktur på sundhedsområdet."
Frygt for at miste sundhedsområdet
Siden Danske Regioner spillede ud med at overtage det nære sundhedsområde - som i øjeblikket ligger hos regionerne, så har der været en kamp mellem regionerne og KL om opgaveløsninger.
Den specialiserede del af sundhedsområdet i ældreplejen kan være i reel fare for at ryge op i regionerne, hvis regeringen efter sommeren kommer med et reformudspil på sundhedsområdet, hvor de har et sådan element med. Det er også i det lys, at man skal se KL-undersøgelsen.
Sisse Marie Welling frygter, hvad der vil ske, hvis regionerne overtager sundhedsområdet fra kommunerne.
"Det er klart, at hvis man giver dem, der har logikken om, at ansvaret skal være langt væk fra borgeren, så vil det også betyde en centralisering," siger hun.
Sundhedsstrukturkommissionen forventes at blive præsenteret i næste uge den 11. eller 12. juni. Uanset hvad kommissionen foreslår, så er det op til SVM-regeringen at strikke en sundhedsreform sammen, der tager stilling til det nære sundhedsvæsen. Her behøver regeringen ikke at følge anbefalingerne i kommissionen, hvorfor både KL og Danske Regioner er i fuld gang med at påvirke både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Sidst opdateret: 04/06/2024 - 07:57










































