
Professor Bent Greve fra Roskilde Universitet pointerer, at nogen alt andet lige vil gå ned i tid som følge af øget løn. - Foto: Pressefoto
Professor: Lønstigninger vil hjælpe mest på rekruttering til nattevagter
Regeringens lønpose til bl.a. sosu’er og sygeplejersker vil hjælpe kommunernes ældrepleje mest, hvis de gives til aften- og nattearbejdere, vurderer professor.
Udgivet: 19/09/2023
For social- og sundhedsassistenter og -hjælpere samt sygeplejersker vil det være bedst at bruge regeringens lønpose til at øge lønnen til aften- og nattearbejde.
Det vurderer Bent Greve, professor i arbejdsmarkedsforhold ved Roskilde Universitet.
“Øget løn vil gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere til mere atypiske arbejdstider i ældreplejen, fordi de opleves som mere belastende for den enkelte og personens familie og omgivelser. Der tror jeg, det vil hjælpe med mere løn, fordi folk så kan føle, at de kan gøre noget andet sjovt for de flere penge,” siger han.
Regeringen meldte i weekenden ud, at den vil give lønstigninger på i gennemsnit 2.500 kr. om måneden til sosu-assistenter og -hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i kriminalforsorgen. Det vil dog ikke være alle inden for en faggruppe, som får den samme lønstigning, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) til TV2.
Højere løn kan føre til færre hænder
Selv om regeringens penge inden for ældreplejen vil være bedst givet ud til aften- og nattearbejdere, så vil der stadig være forskel på, hvor stor effekt en øget løn samlet set vil have på arbejdskraften i de enkelte kommuner.
“Der kan være forskel på, hvor meget arbejdskraft der er til rådighed i forskellige områder af landet, så derfor hjælper en lønstigning mere i de områder, hvor der er arbejdskraft til rådighed,” siger Bent Greve, som også pointerer, at udviklingen ikke er lige til at forudse.
“Når lønnen går op, vil der også være nogen, som har lyst til at arbejde mindre, fordi de kan bevare samme indkomst ved mindre arbejde,” siger han.
Bent Greve peger ligesom Robusthedskommissionens anbefalinger på, at man skal dreje på flere knapper for at løse rekrutteringsudfordringerne i ældreplejen.
“Vi bliver nødt til også at skaffe mere arbejdskraft fra andre lande, da der ikke er nok herhjemme,” siger han.
Og det er også regeringens plan.
“Regeringen vil se på forskellige tiltag, der kan forbedre mulighederne for at gøre brug af udenlandsk arbejdskraft i sundheds- og plejesektoren. I task forcen om udenlandsk arbejdskraft, der blev nedsat som led i aftalen om en akutplan for sygehusvæsenet, pågår der aktuelt drøftelser om sådanne tiltag,” står der i et nyligt svar fra ældreminister Mette Kierkgaard (M) til Folketingets Ældreudvalg på baggrund af informationer fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Task forcen forventer at komme med sine anbefalinger i denne måned.
Arbejdsmiljø vigtig for rekruttering
Annette Homilius, chef for social og sundhed i Sorø Kommune, mener også, at man skal interessere sig for andre parametre end løn, hvis man vil hjælpe kommunerne ud af deres rekrutteringsbesvær.
"For mig at se er det nogle andre ting end løn, som i bund og grund afgør, om vi kan skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft i kommunerne. Det drejer sig om det arbejdsmiljø, der er i kommunerne; om hvor meget fleksibilitet, vi kan tilbyde; og så betyder fagenes omdømme meget. Der er i høj grad brug for, at vi taler fagene op," siger Annette Homilius til NB-Kommune.
Sidst opdateret: 19/09/2023 - 11:49
Temaer: Rekruttering
Emner: Rekruttering





































