Som formand for Robustheds-kommissionen fremlægger Søren Brostrøm (tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen) her kommissionens anbefalinger.

Som formand for Robustheds-kommissionen fremlægger Søren Brostrøm (tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen) her kommissionens anbefalinger. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Her er Robustheds-kommissionens anbefalinger

Manglen på arbejdskraft i sundheds- og ældresektoren skal løses med tyve forskellige tiltag. Det viser nye anbefalinger fra kommission.

Udgivet: 11/09/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der skal lægges større vægt på prioritering inden for opgaveløsning på ældre- og sundhedsområdet i fremtiden. Derudover skal arbejdspladserne være mere attraktive, og der skal nyt fokus på at sikre de rigtige faglige kompetencer.

Det er de tre overordnede temaer, som de tyve anbefalinger er delt op i den nye rapport fra Kommission for Robusthed, som blev offentliggjort mandag kl. 11 på et pressemøde.

”De tre tilgange supplerer og forstærker hinanden og skal tilsammen sikre et robust sundhedsvæsen med tid til den enkelte patient og borger og med tilstrækkeligt og kompetent personale, der modsvarer omfanget og antallet af opgaver,” står der i rapporten

Rapporten bliver afgørende for ældreplejen de kommende år, fordi implementeringen af anbefalingerne skal sikre, at der er nok hænder med mere tid til kerneopgaven til at håndtere den nære sundhed i ældreplejen i kommunerne. Men kommissionen skulle også se på, hvordan man udnytter velfærdsteknologier bedre, og hvordan man nedbringer bureaukratiet.

NB-Ældre har derfor samlet et kort overblik over de tyve anbefalinger herunder.

Prioritering, opgaveløsning, velfærdsteknologi og færre tilsyn

De første otte anbefalinger handler om prioritering i sundhedsvæsenet. Her vil man nedsætte et prioriteringsråd, som løbende skal prioritere i de opgaver, som blandt andet det nære sundhedsvæsen og ældreplejen i kommunerne skal tilbyde borgerne.

Et nationalt prioriteringsråd skal blandt andet komme med ”anbefalinger om skærpet visitation, reduktion af behandlingsniveau, øget egenbetaling eller tilskud frem for vederlagsfri behandling,” står der i kommissionens anbefalinger, som primært henvender sig til sundhedsområdet, der ikke har direkte indvirkning på ældreområdet.

Dog anbefaler kommissionen, at der kan være områder i prioriteringsrådet, som bør forholde sig til ældreområdet.

Prioriteringsrådet bør blandt andet "komme med anbefalinger om investering i konkrete teknologier eller indsatser, som kan bidrage til at robustgøre sundheds- og ældreområdet," står der i rapporten.

Man kan frigøre 2,2 mia. kr. alene ved at gøre den offentlige sundhed én procent mere effektiv, hvilket vil frigøre 3.200 årsværk på sundhedsområdet, står der ydermere i rapporten.

Velfærdsteknologi skal være mere evidensbaseret, og det er vigtigt, at man får set på nye økonomiske modeller og strukturer i forholde til incitamentsstrukturen. Det kan nemlig være dyrt at implementere, hvorfor mange kommuner med en presset økonomi ikke får det gjort.

“Samtidig er der behov for, at der ved finansiering af konkrete tiltag tænkes i et flerårigt investeringsperspektiv, da gevinsterne ved ny teknologi typisk ikke kan indfries på kort sigt”.

Derudover anbefaler Robustheds-kommissionen, at man reducerer antallet af tilsyn på det kommunale område.

Søren Brostrøm, formand for Robustheds-kommissionen og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, (t.v.) og Michael Bech (medlem af kommissionen og professor i sundhedsøkonomi på SDU) giver her en teknisk briefing om Robustheds-kommissionens arbejde og anbefalinger.
Søren Brostrøm, formand for Robustheds-kommissionen og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, (t.v.) og Michael Bech (medlem af kommissionen og professor i sundhedsøkonomi på SDU) giver her en teknisk briefing om Robustheds-kommissionens arbejde og anbefalinger. (Foto: Christina Yoon Petersen/NB-Ældre)

Fuld implementering har en lang tidshorisont, da det blandt andet først kræver lovændringer. Men implementeringen kan dog foregå løbende, så man høster gevinster undervejs.

Attraktive arbejdspladser og tid til kerneopgave

De næste seks anbefalinger handler om at få flere timer ind i hjemmeplejen.

Fulgte man anbefalingerne skulle man øge antallet af timer på ældreområdet og i sundhedssektoren ved blandt andet at få mere personale op på fuldtid.

Ledelsen skal styrkes, og ledere skal være bedre til at lede flere faggrupper end blot den samme faggruppe. Karrierer skal ikke kun være for dem med lange uddannelser, og flere - også ledere - skal have mere patient- og borgernært arbejde.

Vagtplanlægningen skal fordeles mellem flere. Flere seniorer skal have tilbuddet om at blive på arbejdsmarkedet, og det skal være nemmere at rekruttere unge fra EU- og EØS-landene. I øvrigt skal der være bedre introforløb til unge under uddannelse.

Meget af implementeringen her er også på mellemlang eller lang sigt, og det kræver en tæt dialog mellem arbejdsgivere og fagorganisationerne.

Styrke de rette kompetencer og den faglig fleksibilitet

De sidste fem anbefalinger handler om at styrke uddannelserne. De skal være mere praksisnære, og der skal være større fleksibilitet, hvis man ønsker at skifte retningen indenfor de forskellige sundhedsuddannelser, uden de fag man har taget går tabt. Til gengæld skal man reducere udbuddet af uddannelser.

En anden anbefaling handler om, at man skal kunne tage en hel sosu-uddannelse via AMU-systemet, hvor man ellers tager få kurser ad gangen. Det skal også være muligt at få beviser eller certifikater på uddannelser, der ikke er helt gennemført, således at man kan få et arbejde og levere arbejde på det niveau, man er nået til.

Administrativt personale skal i højere grad tage sig af de administrative opgaver, som sundhedspersonalet i dag tager sig af.

Implementeringen her er også på mellemlang og lang sigt, og det kræver i flere tilfælde, at man inddrager arbejdsmarkedets parter og uddannelserne.

Der er ikke nogle 'quick fixes' i nogle af anbefalingerne. Man skal se dem som mange bække små, der indbyrdes styrker hinanden, og som tager tid at få implementeret med fuld effekt.

Sidst opdateret: 11/09/2023 - 11:17

Temaer: Arbejdskraftmangel

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]