
FOA-formand Mona Striib peger på budgetloven som et benspænd på kommunerne, når de vil bruge lønkroner på at få efterspurgt personale til at gå op i tid. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
FOA-formand: Kommunerne slår sig på budgetloven, når de vil afhjælpe personalemangel
Det går 'ufatteligt langsomt' med at få blandt andre flere sosu'er op i tid og dermed afhjælpe påtrængende personalemangel i kommunerne. Det mener formanden for FOA, Mona Striib. Hun peger på budgetloven som et alvorligt benspænd i kommunernes bestræbelser på at få blandt andre flere sosu'er op i tid.
Udgivet: 01/08/2023
Kommunerne kæmper for at skaffe nok personale især i ældreplejen og forsøger blandt at få flere sosu'er op i tid. En af de hårde bespænd i bestræbelserne på at folk på fuldtid er ifølge FOA budgetloven. Altså det faktum, at kommunerne risikerer kollektiv straf, hvis de ikke holder sig inden for den serviceramme, som er aftalt med staten.
Formanden for FOA, Mona Striib, er utilfreds med budgetloven:
"Vi har her og nu en kæmpe stor udfordring med mangel på personale i kommunerne. Men hvis man så i kommunerne sagde, ‘godt, vi får alle på fuldtid’, så ville man slet ikke kunne gøre det. For det koster penge at få folk op i tid. Og her ramler kommunerne ind i budgetloven som en herre, der uddeler dummebøder, hvis man ikke holder budgettet," siger Mona Striib til NB-Kommune og konkluderer:
"Budgetloven er en hæmsko for kommunerne i forhold til at få folk op i tid."
Løn og arbejdsmiljø spænder også ben
Adspurgt om der ikke er andre markante barrierer for at få flere sosu'er op i tid, siger Mona Striib:
"Det her med at få folk op i tid er en meget kompleks udfordring. Nogle af de største barrierer er ud over budgetloven, om arbejdsmiljøet er så belastet, at medarbejderne ikke kan holde til at være på fuldtid."
"En anden er lønnen: Her er der en del sosu’er, som er på deltid i kommunen, men så supplerer op med vikararbejde til højere løn. Vi har sågar eksempler på nogle, der er ordinært ansat på et plejecenter, men også arbejder samme sted som vikar."
"Lønnen er i det hele taget et problem. For den er jo på sådan et niveau, at sosu’erne ikke økonomisk sidder på den grønne gren."
Mona Striib får med sin udtalelse varmet op til forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige område. Forhandlingerne begynder for alvor i det nye år og benævnes OK24.
"En meget vigtig del af OK24 bliver at finde endnu bedre veje til at reducere personalemanglen. Vi skal have brudt den onde cirkel: Desto større personalemangel, jo større bliver presset på de resterende medarbejdere og forbruget af vikarer. Det giver mindre fokus på den faglige kvalitet, og gør det sværere at få folk til at søge ind i faget," siger Mona Striib.
FOA-formanden ønsker mere virksomme midler for at få blandt andre flere sosu'er i kommunerne op i tid, for det går ifølge hende 'ufatteligt langsomt'. Hun er dog ikke med på den model dertil, som Dansk Industri foreslår i NB-Kommune:
Sidst opdateret: 09/08/2023 - 10:47
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, FOA, Dansk Industri, Mona Striib, formand for FOA





































