
Færre ældre i Sønderborg Kommune vil fremover få besøg af en hjemmehjælper, der kommer og støvsuger hos dem. - Foto: Sønderborg Kommune
Robotstøvsugning bliver det nye normal i hjemmeplejen
Flere kommuner indfører en ny visitationspraksis for de borgere, der søger om eller har fået bevilget hjælp til støvsugning: Kan borgerne betjene en robotstøvsuger, så skal de selv købe en til hjemmet.
Udgivet: 18/09/2023
Velfærdsteknologien udvikler sig hele tiden, mange robot-produkter er blevet almindelige i hjemmet - også i ældreplejen. Det gælder blandt andet robotstøvsugere, der nu sidestilles med en almindelig støvsuger efter Servicelovens regler. Det skriver NB-Kommune.
Derfor indfører Sønderborg Kommune i lighed med andre kommuner en ny visitationspraksis fra 1. oktober for de borgere, der søger om eller har fået bevilget hjælp til støvsugning. Det drejer sig om ca. 1.900 borgere.
"Velfærdsteknologi er en del af en udvikling, hvor nogle af de opgaver, der indtil nu er blevet løst af medarbejdere i hjemmet, fremover løses af teknologiske løsninger. Det gør, at vi kan frigøre tid hos medarbejderne i Hjemme- og Sygeplejen til at løse andre og mere komplekse opgaver, hvilket er nødvendigt for at udvikle kernevelfærden og mødet med borgeren," siger Stefan Lydal (K), formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, i en meddelelse.
Sønderborg Kommune vil udlevere en informationsfolder til borgerne med gode råd og opmærksomhedspunkter ved køb af en robotstøvsuger. Visitatoren vil gennem dialog, oplæring og afprøvning vejlede borgerne i muligheder og valg af robotstøvsuger.
Den ny praksis for visitationens behandling af ansøgninger om hjælp til støvsugning vurderer om:
- Borgeren kan håndtere at have en robotstøvsuger kørende i hjemmet.
- Borgeren kan betjene robotstøvsugeren i forhold til igangsætning, tømning og rensning.
- Der er behov for, at borgeren afprøver en robotstøvsuger i en 14 dages periode forud for en afgørelse.
- Borger har brug for hjælp til at starte, tømme og rengøre robotstøvsugeren. Er det tilfældet, kan der visiteres hjælp til det.
- Det er ansvarligt ud fra borgers funktionsniveau, at en robotstøvsuger skal køre rundt i hjemmet. I de tilfælde, hvor det ikke er, vil der fortsat være mulighed for hjælp med manuel støvsugning.
"Borgere, der ikke kan betjene en robotstøvsuger, vil selvfølgelig stadig få hjælp. Vores dygtige medarbejdere vil hjælpe borgerne på vej til den rette løsning til deres behov og hjem," siger Preben Storm (S), næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Sidst opdateret: 21/09/2023 - 15:56
Emner: Ældrepleje, Sønderborg Kommune






































