Ældreområdet i tre kommuner skal forblive frisat, lige indtil en ny ældrelov kan træde i kraft. Det ønsker ældreminister Mette Kierkgaard (M).

Ældreområdet i tre kommuner skal forblive frisat, lige indtil en ny ældrelov kan træde i kraft. Det ønsker ældreminister Mette Kierkgaard (M). - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Regeringen: Frikommuneforsøg på ældreområdet skal fortsætte

Regeringen vil give kommunerne Viborg, Middelfart og Langeland lov til at fortsætte deres frikommuneforsøg på ældreområdet udover den hidtil fastsatte tid. Det vækker glæde hos borgmester.

Udgivet: 19/09/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne Langeland, Middelfart og Viborg Kommune har siden 2021 indgået i en forsøgsordning, der frisætter kommunerne på ældreområdet. Nu vil regeringen give kommunerne mulighed for at fortsætte de såkaldte velfærdsaftaler frem til en ny ældrelov træder i kraft.

Det fremgår af en meddelelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, skriver NB-Kommune. Og det vækker glæde i Middelfart.

“Jeg er positivt over for forlængelse af Velfærdsaftalen. Det har givet både medarbejdere og borgere i Middelfart Kommune stor værdi at have bedre muligheder for at tilrettelægge arbejdet med afsæt i sund fornuft,” skriver borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) i en udtalelse til NB-Ældre.

De tre kommuners frihed på ældreområdet udløber ifølge 'Lov om velfærdsaftaler' om et år - ved udgangen af september 2024. Men for at undgå, at de tre kommuner inden for en kort årrække skal forholde sig til flere forskellige regelsæt, vil regeringen nu søge Folketingets opbakning til at forlænge forsøgsordningen indtil, at den nye ældrelov træder i kraft.

Det vil ifølge regeringen understøtte en god overgang for kommunerne og sikre vished om retstilstanden for borgerne i de tre kommuner.

Johannes Lundsfryd Jensen forklarer, at frikommuneforsøget i Middelfarts ældrepleje har givet bedre arbejdsglæde.

“Det vigtigste i vores erfaringer med Velfærdsaftalen har været indsigten i værdien af, at lade ledere og medarbejdere få frisat deres faglighed og skruet ned for kvalitetsstandarder og regler. Det giver arbejdsglæde og bedre service for borgerne,” skriver han og fortsætter:

“Jeg håber, der bliver mulighed for at brede fritagelsen fra regler ud, så det også gælder dele af sundhedsområdet. Det vil skabe mere sammenhæng og en bedre samlet velfærd.”

Alle får gavn af erfaringerne

Regeringen oplyser, at den vil sikre, at de gode erfaringer fra de tre kommuner kommer alle kommuner til gavn i den nye ældrelov, som bliver det første led i den gennemgribende frisættelse af den offentlige sektor.

Regeringen følger løbende de tre kommuners forsøg og inddrager relevante erfaringer i reformarbejdet, herunder evalueringen af forsøget, som forventes færdiggjort ultimo 2024.

"Der er mange gode erfaringer at trække på fra kommunerne, der har været en del af forsøgsordningen. Det skal vi naturligvis benytte os af i arbejdet med den kommende ældrelov, hvor frit valg og lokalt ansvar er helt centrale elementer. Derfor giver det også kun mening at lade kommunerne fortsætte i ordningen, indtil den nye ældrelov er på plads," udtaler ældreminister Mette Kierkgaard (M).

Læs også:
Ældreminister slår fast: Der kommer bestyrelser på plejehjem

Sidst opdateret: 19/09/2023 - 12:09

Temaer: Frikommuner

Emner: Ældrepleje, Langeland Kommune, Middelfart Kommune, Viborg Kommune, Frikommuneforsøg

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]