“Man vil som ministerium meget nødigt stå med en ubrugelig rapport med flere fejl. Så på den måde er det i ministeriets interesse at nedjustere det,” forklarer retorikprofessor Lisa Storm Villadsen med henvinsning til det tidligere ældreministeriums sprogbrug omkring en fejl i plejehjemsundersøgelsen, som bliver kaldt en 'mindre justering'.

“Man vil som ministerium meget nødigt stå med en ubrugelig rapport med flere fejl. Så på den måde er det i ministeriets interesse at nedjustere det,” forklarer retorikprofessor Lisa Storm Villadsen med henvinsning til det tidligere ældreministeriums sprogbrug omkring en fejl i plejehjemsundersøgelsen, som bliver kaldt en 'mindre justering'.

Retorikprofessor kalder ministeriets sprogbrug om fejl i plejehjemsundersøgelsen for "misvisende"

Det er ikke i orden, at Ældreministeriet kommunikerer misvisende omkring en fejl i plejehjemsundersøgelsen, lyder det fra retorikprofessor Lisa Storm Villadsen. Ministeriet har haft en interesse i at nedtone fejlen, påpeger hun.

Udgivet: 18/06/2026

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Det er misvisende, at Ældreministeriet kalder fejl i plejehjemsundersøgelsen for "en mindre justering". Det er der to grunde til.

Sådan lyder det fra Lisa Storm Villadsen, professor i retorik ved Københavns Universitet, som først og fremmest pointerer, at den misvisende kommunikation ikke er i orden.

“Myndighederne skal aldrig kommunikere på en misvisende måde. De skal forsøge at give os så ærligt og så fuldstændigt og retvisende et indtryk som muligt. Så at behandle parallelle fejl eller sammenlignelige fejl forskelligt, det er ikke i orden,” siger hun.

Sagen handler om, at det nu tidligere ældreministerium på sin hjemmesiden har kaldt rettelserne af en fejl i resultaterne i plejehjemsundersøgelsen, hvor en interviewer i fire kommuner har fejltolket et spørgsmål, for “en mindre justering”. Mens en rettelse af fejlen i forbindelse med resultaterne af plejehjemsundersøgelsen for Hørsholm Kommune, hvor én plejehjemsbeboers negative svar var kommet til at fylde for meget på grund af Danmarks Statistiks vægtning, bliver betegnet som at påvirke resultaterne “i væsentlig grad” på ministeriets hjemmeside.

Fik du læst?

"Mindre justering" i plejehjemsundersøgelse giver "væsentlig ændring" for flere kommuner

“Det er forskellige typer fejl, men konsekvenserne for kommunerne er de samme. De rykker markant i rangeringen på bestemte spørgsmål, efter fejlen bliver rettet,” forklarer Lisa Storm Villadsen.

Hørsholm Kommune var placeret som den absolut dårligste kommune, når det gælder plejehjemsbeboernes samlede tilfredshed. Men efter at Danmarks Statistik rettede metoden og frasorterede plejehjem, hvor kun en beboer havde svaret, er kommunen nu på en 25. plads. Og i forbindelse med fejltolkningen af et spørgsmål fra en interviewer rykker for eksempel Norddjurs Kommune fra en bundplacering til en placering tæt på landsgennemsnittet i spørgsmålet om, i hvilken grad plejehjemsbeboerne føler sig trygge i deres hverdag.

“Det er bemærkelsesværdigt, at man i det ene tilfælde bruger ret voldsomme ord. Det lyder alvorligt, når det er ‘i væsentlig grad’. Det betyder, at man skal forstå undersøgelsen anderledes, end man gjorde i første omgang. Hvis man siger ‘en mindre justering’, så lyder det som om, at man ikke rigtig behøver at læse de nye tal. Det er at minimere betydningen af det,” siger Lisa Storm Villadsen og fortsætter:

“Ministeriet behandler sammenlignelige fejl forskelligt i kommunikationen udadtil. Den ene får opmærksomheden, og den anden får vi som læsere at vide, at den er ikke afgørende. Så den bliver nedtonet.”

Interesse i at nedtone fejlen

Men der er endnu en årsag til, at retorikprofessoren kalder ministeriets kommunikation omkring fejlen ved interviewerens fejltolkning af et spørgsmål for misvisende.

Danmarks Statistik har nemlig over for Ældreministeriet kaldt rettelsen af fejlen for en "væsentlig ændring" for fire kommuner. Det viser en aktindsigt, som NB-Ældre har fået i kommunikationen omkring plejehjemsundersøgelsen mellem Ældreministeriet og Danmarks Statistik.

“Når de får at vide, at der er ‘en væsentlig ændring’ for de fire kommuner, men så kalder det ‘en mindre justering’, så har de sprogligt skruet ned for alvoren,” siger professoren.

Lisa Storm Villadsen vurderer, at nedtoning af fejlen omkring intervieweren kan hænge sammen med, at ministeriet ikke har ville have undersøgelsen til at fremstå som ubrugelig.

“Man vil som ministerium meget nødigt stå med en ubrugelig rapport med flere fejl. Så på den måde er det i ministeriets interesse at nedjustere det,” forklarer hun.

NB-Ældre har forelagt ministeriet kritikken, men har ikke fået svar endnu. Vi følger op.

Fik du læst?

Derfor kan man ikke stole på plejehjemsundersøgelsen: Indeholder fem store problemer

Sidst opdateret: 18/06/2026 - 11:29

Temaer: Kan man stole på brugertilfredshedsundersøgelsen?

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]