Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) efter præsentationen af den nye regering på Amalienborg Slot.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) efter præsentationen af den nye regering på Amalienborg Slot. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Politisk modstander og Christiansborg-veteran: Sådan vurderer de Jacob Marks ministerudnævnelse

Han er kendt som en passioneret fortaler for børneområdet. Nu skal Jacob Mark også løfte ældreområdet som ny minister. To kilder med professionelt kendskab til ham tegner billedet af en vellidt og velkvalificeret politiker. Men får ældreområdet den opmærksomhed, det fortjener?

Udgivet: 04/06/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Dygtig og ambitiøs.

Det er de første to ord, som kommer ud af munden på folketingsmedlem Anni Matthiesen (V), da NB-Ældre beder hende beskrive Jacob Mark (SF), der officielt tiltrådte som ny børne-, ældre- og boligminister under ministeroverdragelsen onsdag eftermiddag.

De har ofte siddet i samme forhandlingslokale, da de begge var børne- og undervisningsordførere for henholdsvis Venstre og SF. Det er den vej igennem, hun kender ham bedst. Her sad de over for hinanden – lige indtil, at Jacob Mark blev sygemeldt med stress, næsten mistede synet og måtte trække sig fra politik i december 2024. Noget, han siden har skrevet to bøger om. Den seneste – Signalfejl – udkom i starten af året, seks måneder før udnævnelsen.

Fik du læst?

Her er den nye minister for ældreområdet

Anni Matthiesen husker ham særligt for at være åben, rimelig direkte, men samtidig også en glad person.

"Han er altid let at arbejde sammen med, fordi han altid har en positiv tilgang til en – uanset hvilket parti, man er fra. Det kommer ham til gavn i forhandlingssituationer, men det er klart, at det er en ny rolle, han skal træde ind i. At være minister for det her område kræver selvfølgelig mere end bare at være glad og imødekommende," siger hun.

Folkesocialisten og liberalisten

Jacob Mark er utvivlsomt velkvalificeret til området, særligt hvad angår børneområdet, som han i en længere årrække har repræsenteret og brændt for gennem sit ordførerskab, mener politisk kommentator.

"Han var en del af SF-toppen og var en slags forhandler dengang de fik presset minimumsnormeringer igennem. Og når man kigger regeringsgrundlaget er børnene fremhævet på side et," siger Peter Lautrup-Larsen.

Den garvede tidligere TV2-reporter, som har et indgående kendskab til Christiansborg, betragter det ligefrem som et ønskeministerium for Jacob Mark og partiet SF.

Et træk, der ifølge Peter Lautrup-Larsen siger noget særligt om Jacob Mark som politiker, er det venskab, han har opbygget på tværs af partiskel. For et par år siden udkom samtalebogen Mark & Vanopslagh med Jacob Mark og formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, hvor det viste sig, at de to er private venner.

"En folkesocialist og en liberalist med et godt personligt forhold til hinanden. Det overraskede mig."

Hvorfor er det interessant?

"Det siger noget om, at han er vellidt, men man skal ikke tage fejl. Der er også et magtelement i det."

Penge til ældreområdet

På spørgsmålet om, hvad det får af betydning, at han ikke har noget nær så meget erfaring på ældreområdet, svarer han:

"Jeg ved ikke, hvor meget det kommer til at betyde, fordi det er tydeligt, når man ser regeringsgrundlaget, at det er der altså andre, der er optaget af – ikke mindst statsministeren."

Det forklarer han med, at Mette Frederiksen (S) udmærket er klar over, at Socialdemokratiet har mistet ældre vælgere til SF. Det er der flere grunde til, men derfor tænker han, at netop ældreområdet har høj prioritet.

"Det kan godt være, at der bliver noget omfordeling og noget afbureaukratisering, men både børne- og ældreområdet er tydeligvis steder, hvor regeringen er klar til at bruge penge," siger han.

Den dybe tallerken

Jacob Mark er notorisk passioneret omkring børneområdet. Kommer det til at gå ud over hans fokus på ældreområdet?

"Det kommer vi til at se, men jeg tror det ikke, fordi det har så høj prioritet i regeringen. Han arver en ældrereform, som den forrige regering fik vedtaget, den løber Socialdemokratiet og Moderaterne ikke fra. Børneområdet er hovedfokus på nytænkning, men der ligger stadig en ældrereform, som stadigvæk ikke er fuldt implementeret – og jeg kan se i regeringsgrundlaget, at man blandt andet vil udbygge frit valg osv. Det er han givetvis bundet af."

Fik du læst?

"Se at kom ud over rampen": Kommunale topchefer bakker op om regeringens ældreambitioner

Jacob Marks held er, at ældrereformen er vedtaget, mener Peter Lautrup-Larsen.

"Han skal ikke genopfinde den dybe tallerken. Han skal udbygge noget som et skelet, der allerede ligger der."

Det er ifølge den politiske kommentator endnu for tidligt at slå fast, om Jacob Mark er den helt rette til at løfte ældreområdet.

"Man skal først tage hatten af, når man ser manden, men der er ingen tvivl om, at hvis han skulle have en ministerpost, så var det de her områder," siger han.

Skal holdes til ilden

Børneområdet, havde Anni Matthiesen på forhånd tænkt, lå lige til højrebenet.

Ældreområdet blev hun alligevel lidt overrasket over, forklarer hun:

"Jeg ved, at han har indsigt i børneområdet, det kommer han uden tvivl hurtigt ind i. Men jeg er meget spændt på, hvordan det forholder sig med ældreområdet, det er i hvert fald to aldergrupper, som ligger i hver deres ende. Jeg håber, at han ikke glemmer ældreområdet – og at det dermed bare bliver skubbet til side."

Det er fortsat uklart, hvem der bliver Venstres nye ældreordfører, men vedkommende får en vigtig opgave i at holde ham til ilden.

"Vi i opposition har en opgave i at være ekstra bevågne, så det ikke bliver et område, man glemmer som minister. Det tror jeg ikke, at han gør, men forstå mig ret: Han vil med garanti lettere kunne træde ind i børneområdet, fordi det altid har lagt hans hjerte nær," siger Anni Matthiesen.

Fakta

Jacob Mark er ny børne-, ældre- og boligminister

Alder: 34 år

Parti: SF

Uddannelse: Bachelor i journalistik, politik og administration, Roskilde Universitet (2017)

Folketingsmedlem: 2015-2024 og igen fra 2026

Tidligere politiske poster: Blandt andet formand for SF's folketingsgruppe og børne- og undervisningsordfører

Byrådserfaring: Medlem af Køge Byråd 2010-2015 – valgt ind som 18-årig, den yngste nogensinde i Køge Kommunalbestyrelse

Personlige stemmer ved valget i 2022: 31.235 – femtestørste stemmesluger på landsplan

Trak sig fra politik: December 2024 på grund af stress

Erhvervserfaring uden for politik: Afdelingschef for Natur og Miljø i Danmarks Naturfredningsforening samt senior public affairs manager i Andel

Privat: Gift med socialdemokrat og borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen.

Sidst opdateret: 04/06/2026 - 11:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]