
Departementschef Janus Breck (tv), Jacob Mark (SF), ny børne-, ældre- og boligminister og afgående ældreminister Henrik Frandsen (M) under ministeroverdragelsen onsdag eftermiddag. - Foto: Ólafur Gestsson/Ritzau Scanpix
Departementschef til ny minister: "Du har allerede høstet point"
Onsdag eftermiddag blev Ældreministeriet, som bliver slået sammen med børne- og boligområdet, overdraget til Jacob Mark (SF) fra den nu afgående ældreminister Henrik Frandsen (M).
Udgivet: 04/06/2026
Jacob Mark (SF) har officielt fået nøglerne til det nye børne-, ældre- og boligministerium.
Det skete onsdag eftermiddag under den traditionelle ministeroverdragelse, som begyndte klokken 14.
Henrik Frandsen (M) nåede præcis at stå i spidsen for Ældreministeriet i fire måneder – heraf den længste periode som fungerende minister. På de 23 dage, inden valget blev udskrevet, nåede han blandt andet et samråd, et aftalekredsmøde, en udlandstur og møder med en række interessenter.
Efter at departementschef Janus Breck havde sagt et par pæne ord om Henrik Frandsen og overrakt ham det sidste ældreministerkrus – som fremover forsynes med 'børne'- og 'bolig'-tilføjelser – rettede han fokus mod Jacob Mark.
"Vi kommer til at have nok at se til. Derfor er vi også glade for at få en minister, som – selv om du er ung, når man tænker på Ældreministeriet – har solid politisk erfaring. Det glæder vi os til. Og så har vi i dag noteret os i medierne, at du allerede er gået i gang med at læse op på lovgivningen på områderne i ministeriet. Der har du allerede høstet point fra os embedsmænd," lød det fra departementschefen.
Opgaverne er i de bedste hænder
Henrik Frandsen sagde til Jacob Mark, at han blev rigtig glad, da han hørte, hvem der skulle overtage posten.
"Jeg kender dig som et både dygtigt og samvittighedsfuldt menneske. Et menneske med hjertet på det rette sted – og det er for mig en helt afgørende kvalitet for den person, som skal stå i spidsen for vores ældre."
Henrik Frandsen erkendte, at det var vemodigt at give slip på posten, men understregede, at opgaverne er i de bedste hænder. Jacob Mark overtager et veldrevet og velfungerende ministerium, fastslog han, inden han ridsede arbejdsopgaverne op.
Og fordi mange danskere – og ikke mindst ældre – går meget op i mad, havde Henrik Frandsen købt et forklæde og en grydeske til Jacob Mark, som hurtigt indskød, at det ville "Christina" (Jacob Marks kone og Holbæks borgmester) blive glad for.
Jacob Mark takkede for de pæne ord på det, han kaldte "en lidt vild dag", og roste Henrik Frandsen: Uanset hvor kort eller lang en ministerperiode er, er det altid flot at komme igennem uden fejl og skandaler – og det stråler igennem, at Henrik Frandsen har været flittig og ordentlig.
Selv forventer den nye minister, at der venter en vild tid. Derfor overrakte han den tidligere Tønder-borgmester Henrik Frandsen en Gammel Dansk og en sønderjysk pølse til at smage på i Folketinget efter en lang dag – noget velkendt at finde roen i, hvis det hele bliver for meget.
Sidst opdateret: 03/06/2026 - 20:22










































