Heidi Næsted Stuhaug, souschef i Frederiksberg Kommunes Sundheds- og Omsorgsafdeling (tv.) og Tina Wils, sundheds- og omsorgschef i Egedal Kommune.

Heidi Næsted Stuhaug, souschef i Frederiksberg Kommunes Sundheds- og Omsorgsafdeling (tv.) og Tina Wils, sundheds- og omsorgschef i Egedal Kommune.

Fra kontrol til læring: Ældretilsynet lever op til ældrereformens løfter

Det nye tværkommunale ældretilsyn skulle være et opgør med kontrolkulturen. To ældrechefer har nu de første erfaringer og bekræfter, at tilsynet indtil videre lever op til ældrereformens intentioner.

Udgivet: 19/05/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

De første erfaringer med det nye ældretilsyn er hjemme, og meldingen er klar ifølge to ældrechefer: Meget tyder på, at det nye ældretilsyn virker efter hensigten.

"Det lever meget godt op til forventningerne, og jeg synes, at det er i god tråd med intentionerne i ældrereformen," siger Tina Wils, sundheds- og omsorgschef i Egedal Kommune.

Det er en vurdering, der kommer godt et år efter, at det tværkommunale ældretilsyn blev sat i drift 1. juli 2025 som en del af ældrereformen. Det har erstattet de tidligere kommunale ældretilsyn samt forsøgsordningen med et statsligt ældretilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed. Tilsynet er baseret på ældrelovens tre bærende værdier: den ældres selvbestemmelse, tillid til medarbejdere og ledelse samt et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

I Frederiksberg Kommune kendte hjemmeplejen tidligere til en ganske anden stemning på tilsynsdage.

"I de tilsyn, vi hidtil har kendt til, var medarbejdere ofte nervøse op til tilsynsdagen, ja faktisk har vi enkelte gange oplevet, at der var lidt flere sygemeldinger den pågældende dag," siger Heidi Næsted Stuhaug, der til og med april var leder af hjemmeplejen i Frederiksberg Kommune og nu er souschef i kommunens Sundheds- og Omsorgsafdeling.

Hun har selv deltaget i to af besøgene fra det nye ældretilsyn, og det var en helt anden oplevelse, forklarer hun:

"Medarbejderne havde rent faktisk følt, at tilsynet var interesseret i det, de sagde, og de var stolte af at få lov til at fortælle, hvordan de har arbejdet med implementeringen," siger hun.

Det er netop den slags oplevelse, ældrereformens nye tilsynsmodel har lovet: fokus på værdier frem for kontrol af dokumentation, og en anerkendende tilgang frem for fejlfinding. Og ifølge Heidi Næsted Stuhaug holder løftet.

Hun forklarer, at det tidligere kendte tilsyn gik tæt på dokumentationen. Var der fejl? Var journalnotaterne i orden? Var arbejdsgangene korrekt beskrevet? Medarbejderne stod og blev observeret ude hos borgerne og følte sig vurderet på, om de overholdt reglerne, snarere end om de lavede god pleje.

Fik du læst?

Usammenlignelige data i tilsynspraksis slører udviklingen i ældreplejen

Det nye tilsyn spørger i stedet ind til, hvordan kommunen praktiserer de bærende værdier. Tilsynet gennemfører interviews med ledelse og medarbejdere separat, besøger borgere og taler med pårørende – og leder til sidst efter den røde tråd på tværs, forklarer Heidi Næsted Stuhaug:

"De tilsynsførende er positive, undrende og spørgende. De fokuserer i højere grad på kvaliteten i helhedsplejen end på dokumentationen i sig selv, hvilket jeg finder meget mere relevant."

Mærkbart stemningsskifte

Det billede genkender Tina Wils i Egedal Kommune, som indtil videre har haft fire tilsyn fordelt på to plejecentre og to hjemmesygeplejegrupper.

"Det er et tilsyn, som i høj grad er dialogbaseret og præget af en anerkendende tilgang. Der er meget fokus på praksis og hverdagen, og ikke nær så meget en oplevelse af kontrol og fejlfinding," siger hun.

Også hos medarbejderne i Egedal er stemningsskiftet mærkbart. Tina Wils tilføjer, at bevægelsen mod mere dialog faktisk allerede var begyndt at vise sig inden indførelsen af det tværkommunale tilsyn. Det har man taget med videre i den nye model, mener hun.

"Der er faldet bemærkninger fra medarbejderne om, at man føler, man knap så meget er til eksamen, og at der er lagt mere op til dialog og refleksion," siger hun.

I øjenhøjde med medarbejderne

En af de konkrete ting, det nye tilsyn adskiller sig ved, er indholdet i den afsluttende dialog. Hvor tidligere tilsyn også overleverede en rapport og afholdt en afsluttende samtale, er det nye, at ledere og medarbejdere nu sætter sig ned i samme rum og sammen med tilsynet drøfter forbedringspotentialer og de udfordringer, kommunen har mødt i implementeringen af ældreloven.

I Frederiksberg oplevede Heidi Næsted Stuhaug, at tilsynskonsulenterne ikke satte sig for bordenden, men placerede sig nede ved siden af medarbejderne.

Et konkret eksempel kom, da tilsynet havde bemærket, at to borgere ikke kendte til funktionen 'Min Dialog' i omsorgssystemet – en funktion, der giver borgerne mulighed for selv at se, aflyse eller ændre besøgstidspunkter fra hjemmeplejen. Da medarbejderne selv havde nævnt funktionen i deres interview, opfordrede tilsynet kommunen til at lave en oplysningskampagne.

"Det var en dialog omkring, hvad har I arbejdet med, og hvordan kunne det blive bedre," siger Heidi Næsted Stuhaug.

I Egedal har tilsynet sat fokus på kontinuitet i hjemmesygeplejen, altså at det er de samme medarbejdere, der kommer hos den samme borger, samt samarbejdet med civilsamfundet. Det var ikke overraskende for ledelsen.

"De opmærksomhedspunkter er ikke noget, der er kommet bag på os. Det er noget, vi godt ved, vi skal arbejde med – og allerede arbejder med, hvilket også blev anerkendt af tilsynet. Vi er i gang, men vi er ikke i mål," siger Tina Wils og tilføjer:

"Fokus for tilsynet er på de bærende værdier i ældreloven, fremfor kontrol. Og tilsynet har primært givet anledning til refleksion og justeringer af den daglige praksis fremfor egentlig anbefalinger eller behov for nye initiativer."  

Fik du læst?

Aarhus udvikler ny model til at følge kvaliteten i ældreplejen

Det nye ældretilsyn er risikobaseret og kommer som udgangspunkt kun hvert femte år, hvis der ikke er konkrete bekymringer.

"Det fordrer, at man som leder er opmærksom på egenkontrol i ens egen organisation,” siger Heidi Næsted Stuhaug.

Sidst opdateret: 20/05/2026 - 10:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]