Af Lise-Lotte Kjær, pensionist

I ældredebatten savner jeg udtalelser fra de ældre om deres visioner for fremtiden – de enlige med og uden familie, dem med ægtefælle og dem med børn, de ikke ser osv.

"Skal vi fastholde vores velfærdssamfund, så er der brug for markante ændringer," siger Nina Smith, professor i økonomi på Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen.

Citat 1:"Vi mangler hænder i velfærdsfagene. Problemet er generelt, og det ses i vitale dele af den offentlige sektor, hvilket er et stort problem – blandt andet også i lyset af udsigten til en fordobling af ældre over 80 år frem mod 2045."

Citat 2:"Finansministeriets regnemodeller, der skal beregne effekten af reformer og investeringer, har store begrænsninger, især når det gælder velfærdsinvesteringer og omsorgsarbejde. De undervurderer værdien af investeringer i velfærd og tager ikke højde for de langsigtede gevinster ved at sikre gode daginstitutioner, folkeskoler og ældrepleje. I dag behandles investeringer i velfærd som en udgift i de traditionelle økonomiske regnemodeller, men selvfølgelig har investeringer i bedre offentlig omsorg også ofte positive effekter på samfundsøkonomien."

Ældre over 75 falder mellem to stole

Ovennævnte formuleringer er fra professor Nina Smith, der har forståelse for fremtidens udfordringer og kan se nødvendigheden af, at noget ændres. Det, sammenholdt med de mange artikler om bofællesskaber for 55+-årige, bekymrer mig.

For der er ingen, der interesserer sig for den umiskendelige aldersdiskrimination i de nuværende bofællesskaber. Derfor må der tænkes i nye baner. Der må fokuseres på at hjælpe de aldrende til at klare sig selv – blandt andet ved at give mulighed for at flytte til en praktisk bolig, som kan klares, selv om kræfterne svigter. Den form for investering fra det offentliges side skulle kunne give en økonomisk samfundsgevinst.

Hvor skal personer over 70-75 år, der ikke er modne til plejehjem, flytte hen, når de ikke kan modtages i et seniorbofællesskab?

Bofællesskaber for dem i den fjerde alder – i min optik folk over 75 – findes jo ikke. De bofællesskaber, der findes nu, tillader ikke personer over 70-75 år at flytte ind ifølge deres vedtægter. Det er forståeligt, at man ønsker, at de yngre aldersgrupper bliver repræsenteret, da man forventer en vis deltagelse i fællesskabet både fysisk og psykisk. Mange seniorbofællesskaber ligger i række- eller klyngehus-enklaver med fælleshus og -arealer, hvis pasning man ikke forventer, at de ældste kan deltage i – formentlig derfor afvisningen.

Behov for nye boligformer

Vi skal basere os på: så længe som muligt i eget hjem – og, lyder det til: indlæggelse i eget hjem.

Vi må indse, at SOSU-hjælp i fremtiden begrænses, da antallet ikke vokser i samme takt som den aldrende befolkning.

Det er vigtigt af flere årsager, at ældre flytter til mindre boliger – især dem, der bor i store parcelhuse – dels for at bo mere enkelt, dels for at give plads til børnefamilier. Boligen skal ikke være for stor og bør indrettes praktisk, så man kan klare sig med hjælpemidler som bl.a. robotstøvsuger.

Boligen skal meget gerne være certificeret, så den overholder visse regler og mål, da SOSU-hjælp i en plejesituation har krav på bestemte mål af hensyn til arbejdsmiljøet. Det er også nødvendigt, så medarbejderne ikke unødigt slides.

Certificeringen kunne bestå af:En etplans lejlighed (eje/leje) i etagebyggeri uden forpligtelser, med pedelordning – bestående af opholdsrum, soveværelse med plads til plejeseng og pleje, stort badeværelse, et mindre værelse (kontor/gæst/opbevaring), 70-100 m², elevator, altan, fælles aktivitetsrum (motion, sammenkomster m.v.) samt gæsterum, der kan lejes til familiebesøg.

Hvis man indfører indlæggelse i hjemmet, kan det være nødvendigt – eller en mulighed – med et enkelt klinikrum i ejendommen til særlige opgaver.

Frihed, værdighed og fællesskab

De tidligere ældreboliger er ved at blive udfaset. De er upopulære, fordi de ikke lever op til den nødvendige komfort. En anden detalje er, at borgerne skal visiteres til ældreboliger og plejehjem. I et seniorbyggeri kan man frit flytte ind, hvilket foretrækkes af mange, da det hænger sammen med de aldrendes værdighed og selvforståelse.

Eftersom bygherrer har frit slag i forhold til størrelse og udformning, ville det være hensigtsmæssigt, om de skulle overholde certificeringsbestemmelser – måske mod at kunne opnå fordelagtige lån.

Det gode liv som 80+-årig hænger ofte sammen med, at nogen har brug for ens indsats, i stedet for at man henfalder til mistrivsel på grund af inaktivitet. Man kan hjælpe naboen med indkøb, køre eller ledsage til fodpleje, frisør osv., hjælpe med madlavning, give naboen en pause i pasningen af en syg ægtefælle eller invitere til brætspil, kort og kaffe for at afhjælpe ensomhed.

Alt sammen noget, SOSU’er ikke har tid til.

Oplandsbyer og landdistrikter må ikke glemmes. Det er vigtigt at kunne blive i et kendt område med det netværk, man har tilbage.