Af Nina Andersen, sundheds- og ældrechef i Langeland Kommune

Vi træffer hver dag beslutninger på ældreområdet, som har stor betydning for borgerne.

Mange af dem bygger på nationale undersøgelser.

Som ældre- og sundhedschef i Langeland Kommune er jeg ikke i tvivl: Vi er dybt afhængige af, at vi kan stole på de undersøgelser, der udarbejdes nationalt – ikke mindst brugertilfredshedsundersøgelser.

Men tilliden til undersøgelserne kommer ikke af sig selv. Tilliden forudsætter, at vi forstår undersøgelsernes begrænsninger – og bruger dem med omtanke.

Vi beder både borgere, pårørende og medarbejdere om at investere tid i disse undersøgelser. Det forpligter. For hvis resultaterne ikke er retvisende eller anvendelige, risikerer vi ikke blot at spilde deres tid – men også at træffe beslutninger på et for spinkelt grundlag.

For undersøgelserne bliver hurtigt til mere end blot data. De bliver til fortællinger om vores kommune. De bruges i den offentlige debat, i dialogen med pårørende og som pejlemærker internt i organisationen. Netop derfor er det afgørende, at resultaterne ikke står alene, men forstås i den rette kontekst.

En lav svarprocent – som vi senest har set i brugertilfredshedsundersøgelsen for plejehjem – kalder på forsigtighed. For hvem er det egentlig, vi hører fra? Og hvem mangler vi at høre? Vi skal være opmærksomme på, at ikke alle borgere har lige let ved at deltage i undersøgelserne. På ældreområdet gælder det i særlig grad borgere, som ikke er digitalt stærke. Hvis deres stemmer ikke bliver hørt, får vi et skævt billede af virkeligheden.

Kan ikke stå alene

Brugertilfredshedsundersøgelser er et vigtigt redskab. Men de kan ikke stå alene.

De kvantitative data skal suppleres med kvalitative indsigter, hvor vi kommer tættere på borgernes oplevelser. Tilgange som “Hvad er vigtigt for dig ugen” giver mulighed for at forstå, hvad der ligger bag svarene. Det er i den dialog, vi for alvor bliver klogere – og kan tilpasse vores indsatser til den lokale kontekst.

Det stiller krav til, hvordan vi tilrettelægger dataindsamlingen. Den skal være så inkluderende som muligt – men også balanceres, så ressourcerne står mål med udbyttet.

Her ser jeg en styrke i samspillet med Ældretilsynet. Tilsynet bidrager med et vigtigt supplement gennem dialog og observationer med både borgere og pårørende. Det kan være med til at understøtte og nuancere resultaterne fra tilfredshedsundersøgelserne og give et mere dækkende billede af kvaliteten – uden at vi nødvendigvis skal opfinde nye målinger – vi skal blot bruge det, vi allerede får givet.

Der er ingen tvivl om, at brugertilfredshed er et centralt parameter. Det er også tydeligt forankret i Ældreloven, hvor det understreges, at hjælpen skal tage udgangspunkt i borgernes ønsker og behov.

Netop derfor må vi passe på, at vi ikke reducerer kvalitet til et enkelt tal.

Brugertilfredshedsundersøgelser, mener jeg som sagt, bør ses som én del af et større billede. Når vi kombinerer dem med andre datakilder, faglige vurderinger og den løbende dialog med borgere, pårørende og medarbejdere, får vi et langt stærkere grundlag for at udvikle vores tilbud.

Skal udvikles i fællesskab

Tillid til nationale undersøgelser er afgørende. Men tilliden opstår ikke alene gennem metoder og målinger. Den opstår i måden, vi anvender resultaterne på – med faglighed, nysgerrighed og en bevidsthed om, at virkeligheden altid er mere nuanceret, end tallene kan vise.

Derfor er der også brug for et tættere samspil mellem stat og kommuner om udviklingen af de nationale undersøgelser. Vi har brug for større gennemsigtighed i metoderne, en åben dialog om begrænsningerne – og en fælles ambition om, at data skal være meningsfulde i praksis.

Samtidig skal vi turde prioritere. Ikke alle målinger skaber værdi, og flere data er ikke nødvendigvis altid lig med bedre data. Hvis vi vil bevare tilliden – både hos borgere, medarbejdere og beslutningstagere – kræver det, at vi bruger kræfterne der, hvor de gør en reel forskel.

Min opfordring er derfor klar: Lad os udvikle de nationale undersøgelser i fællesskab, bruge dem med omtanke – og have modet til også at vælge fra, hvis eller når de ikke længere giver værdi.

For kun sådan sikrer vi, at data bliver et redskab til bedre kvalitet – og ikke et mål i sig selv.