Af Mette With Hagensen (S), 1. næstformand Region Syddanmark og formand for Sundhedsråd Sydvestjylland

Tal betyder noget. Rigtig meget, faktisk. Især når man sidder med ansvaret for at træffe politiske beslutninger i regioner og kommuner.

Som politikere bruger vi data, når vi skal finde ud af, hvor der mangler medarbejdere, hvor kvaliteten halter, og hvor borgerne ikke får den hjælp, de har brug for. Vi bruger dem til at planlægge, prioritere og fordele ressourcer. Kort sagt: Tallene er med til at sætte kursen.

Derfor er det heller ikke en lille ting, når nationale myndigheder sender undersøgelser og opgørelser ud. De bliver brugt. Helt konkret. Og derfor er det afgørende, at vi kan stole på dem. Hvis tilliden til tallene begynder at slå revner, så gør tilliden til beslutningerne det også.

Hvem svarer på undersøgelserne?

Troværdige data handler ikke kun om statistik, metode og regneark. Det handler også om hvem der faktisk svarer på undersøgelserne. Og endnu mere om, hvem der ikke gør.

Professor Morten Sodemann er mester til at sætte fingeren på det ømme punkt, når lighed i sundhed er udfordret, og hans kritik af de store befolkningsundersøgelser rammer noget centralt. Problemet er ikke, at svarprocenterne falder. Problemet er, at det ofte er de mennesker, der i forvejen står længst væk fra systemet, som ikke bliver spurgt eller ikke svarer på befolknings- eller patientundersøgelser.

Det er borgere med kort uddannelse. Lav indkomst. Dårligere helbred. Mennesker, som måske allerede kæmper med sygdom, psykiske problemer, sproglige barrierer eller et hverdagsliv, hvor overskuddet er brugt op, længe før et spørgeskema lander i e-Boks.

Og det er jo netop dem, vi burde vide mest om.

Hvis de ikke bliver hørt, ender vi med et glansbillede, der skjuler, hvor hårdt virkeligheden rammer dem, der har det sværest.

Det er alvorligt. Især når vi taler om ulighed i sundhed.

Skal kunne stole på data

For mig er det helt grundlæggende, at adgang til sundhed ikke afhænger af, hvor du bor, hvor mange penge du har, eller hvilken familie du kommer fra. Det må ikke være postnummer, uddannelse eller social baggrund, der afgør om eller hvilken hjælp, du får.

Alle mennesker skal mødes ordentligt. Alle skal have reel adgang til behandling.

Derfor er det ikke nok, at vi har bunker af data. Vi skal også kunne stole på, at de faktisk viser verden, som den er. Ellers ender vi med at træffe beslutninger på et skævt grundlag.

Vi kan komme til at tro, at tilfredsheden er højere, end den egentlig er. Vi kan overse de forhindringer, som de mest sårbare patienter møder igen og igen. Og vi kan komme til at prioritere ud fra dem, der har tid, overskud og systemforståelse nok til at svare på et spørgeskema i stedet for dem, der har allermest brug for et sundhedsvæsen, der faktisk hænger sammen.

Det betyder ikke, at vi skal kassere de nationale undersøgelser. Tværtimod. Vi har brug for dem. Uden fælles data risikerer vi, at beslutninger bliver truffet på enkeltsager og mavefornemmelser. Det er heller ikke en farbar vej. Politik skal ikke styres af tilfældigheder.

Åbenhed om usikkerhed

Data kan vise os mønstre. De kan pege på, hvor noget ser skævt ud. Men de kan ikke alene forklare, hvorfor problemerne opstår, eller hvad der faktisk skal til for at løse dem. Der er vi nødt til at lytte bredere. Til patienter. Til pårørende. Til medarbejdere. Til de lokale erfaringer.

Statistik er vigtig. Men virkelighedskendskab er mindst lige så vigtigt.

Det gælder især, når vi taler om ulighed i sundhed. For to borgere kan sagtens se ens ud i en tabel og alligevel leve i vidt forskellige virkeligheder.

Den ene kan læse breve fra det offentlige uden problemer, bestille tid digitalt og møde velforberedt op. Den anden kæmper måske med sproget, med angst, med kronisk sygdom eller med en hverdag, hvor økonomi, børn og bolig allerede fylder alt. På papiret ligner de måske hinanden. I praksis er afstanden enorm.

Derfor skal vi også stille høje krav til de nationale undersøgelser. Vi skal kræve åbenhed om metode, usikkerhed og blinde vinkler. Vi skal tage det alvorligt, når bestemte grupper er underrepræsenterede. Og vi skal være villige til at bruge andre måder at indsamle viden på, hvis de klassiske spørgeskemaer ikke fanger dem, vi helst ikke må miste af syne.

Pointen er enkel: Vi må ikke forveksle de data, vi har adgang til, med virkeligheden.

Hvis vi virkelig mener noget med lighed i sundhed, så skal vi også turde stille det ubehagelige, men nødvendige spørgsmål: Hvem mangler i tallene?