"Vi lover ikke hurtige løsninger. Vi lover vedholdenhed, gennemsigtighed og samskabelse. For det er sådan, vi skaber mere fællesskab, mere mening og mere nærhed," skriver Kirsten Dyrholm Hansen, områdechef i Vejen Kommune, i dette debatindlæg.

"Vi lover ikke hurtige løsninger. Vi lover vedholdenhed, gennemsigtighed og samskabelse. For det er sådan, vi skaber mere fællesskab, mere mening og mere nærhed," skriver Kirsten Dyrholm Hansen, områdechef i Vejen Kommune, i dette debatindlæg.

Civilsamfundet skal spille en langt større rolle i fremtidens ældreområde

Hvis vi skal tættere på borgernes ønsker og hverdagsliv, kræver det et bredt samarbejde mellem kommune, civilsamfund og erhvervsliv. Og i virkeligheden er behovet langt bredere end ældreområdet.

Udgivet: 09/04/2026

Del artiklen:

Af Kirsten Dyrholm Hansen, områdechef på ældreområdet i Vejen Kommune

Kommunerne skal styrke de lokale partnerskaber og skabe bæredygtige fællesskaber – uden at lægge kerneopgaver over på frivillige.

I Vejen Kommune har vi gennem mange år arbejdet målrettet med sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering og tidlig indsats. Samarbejdet med lokalråd, foreninger og frivillige har været en naturlig del af vores tilgang, og vi har investeret både ledelsesressourcer, sundhedsfaglige kompetencer og fysiske rammer i at styrke de lokale fællesskaber.

Aktivitetshuse udviklet nedefra

Kommunens aktivitetshuse fungerer som lokale kraftcentre, hvor foreninger, frivillige og kommunale tilbud skaber aktiviteter side om side. Fordi de er udviklet i tæt dialog med lokale kræfter, har de hver deres identitet. Ét hus er skabt i samarbejde med 22 foreninger, mens et andet fungerer som generationernes hus med både ældretilbud, ungdomsskole og legestue.

Fokus har aldrig været på ensretning, men på at bygge videre på de styrker, der allerede findes i lokalområdet – og sikre, at borgere med behov for støtte får mulighed for at blive en del af fællesskaberne.

Stærke partnerskaber – uden at flytte kerneopgaver til frivillige

Ældreministeriets fokus på lokale partnerskaber flugter med vores egne ambitioner. Men det er afgørende, at partnerskaberne ikke udvikler sig til, at frivillige løser kommunale kerneopgaver. Frivillige bidrager allerede med væsentlige indsatser – som ex. vågetjeneste, besøgstjenester og aflastning af pårørende – men der skal være en tydelig balance mellem det professionelle og det frivillige.

Fik du læst?

Civilsamfundet gør forskellen for ældres trivsel – kommunen er kun på besøg

Tre gevinster ved et stærkere samspil

Hvis vi lykkes med at styrke civilsamfundets rolle, kan det skabe tre centrale gevinster: øget livskvalitet for borgerne og de frivillige, lavere ressourcetræk på kommunal opgaveløsning og mindre pres på arbejdskraft i en tid, hvor rekrutteringsudfordringer fylder. Derfor skal et velfungerende civilsamfund være en naturlig del af det levede liv – også for borgere, der er fysisk eller socialt udfordrede. Initiativer, der skaber inkluderende fællesskaber, bør derfor have høj prioritet.

En konkret udfordring, der kalder på nytænkning

Foreninger og frivillige peger især på én praktisk udfordring: betaling i forbindelse med indkøb og aktiviteter. Mange ældre har svært ved at hæve kontanter, bruge betalingskort, MobilePay eller MitID.

Det kan gøre det næsten umuligt for en frivillig at hjælpe en borger med at anskaffe og installere en robotstøvsuger eller udskifte et køleskab, der er gået i stykker. Eller bare at afvikle et arrangement med brugerbetaling, hvor det bliver svært for nogle deltagere at håndtere betalingen. Kontant hævning kræver, at borgere kan benytte en hæveautomat og komme frem til en sådan.

I landdistrikterne er der efterhånden lange afstande til hævemuligheder. Det er en reel barriere, der begrænser foreningernes muligheder for at hjælpe – og som kalder på nationale eller teknologiske løsninger.

Fik du læst?

Drop bestillingslogikken: Forsker giver opskrift på stærkere inddragelse af civilsamfundet

Hjemme- og sygeplejen skal tættere på partnerskaberne

Vi har gode erfaringer fra plejecentrene, hvor samarbejdet med civilsamfundet traditionelt har været stærkt. Men i arbejdet med at udvikle nye partnerskaber er det blevet tydeligt, at vi i mindre grad har involveret hjemme- og sygeplejens frontmedarbejdere. I praksis har det ofte været aktivitetscentre og forebyggende medarbejdere, der har stået for samarbejdet med frivillige.

Det vil vi ændre. Ved at involvere hjemme- og sygeplejens medarbejdere langt mere får de både reel indflydelse og ejerskab. Vi tror på, at netop disse medarbejdere – som møder borgerne i deres eget hjem – kan få øje på helt nye muligheder for samspil, og samtidig kan det styrke den faglige mening og kvalitet i deres daglige arbejde.

Hvordan når vi de yngre ældre med svækket helbred?

En af vores store udfordringer er at nå de socialt og helbredsmæssigt svækkede yngre ældre. Her ser vi ikke samme deltagelse i fællesskaber som hos de ældste borgere.

Forskning viser tydeligt, at frivillighed styrker både livskvalitet og helbred, og derfor skal vi blive bedre til at invitere, motivere og understøtte denne gruppe – også når deres eget overskud er begrænset.

Fik du læst?

Giv plads til fællesskaber

Arbejdet med partnerskaber bygger på tydelige temaer

Arbejdet med partnerskaber hviler på en række klare temaer, som tilsammen skal styrke sammenhængskraften og understøtte borgernes hverdagsliv. Vi arbejder blandt andet med at udvikle nye frivillighedsroller, der matcher tidens tendenser, og med at styrke omsorgen i hverdagen ved at inddrage lokalmiljøerne både i daglige situationer og i kriser.

Derudover arbejder vi målrettet med sundhedsfremmende fællesskaber, og med indsatser der forebygger ensomhed – eksempelvis gennem fællesspisninger og lokalt værtskab. Samtidig styrker vi relationerne mellem plejecentre og lokalområderne og udvikler nye måder at støtte pårørende, så deres rolle forbliver aktiv og meningsfuld. Endelig lægger vi vægt på brobygning til foreninger og erhvervsliv, som vi ikke tidligere har haft tradition for at samarbejde med, for at bringe nye kompetencer i spil.

Hvis vi skal tættere på borgernes ønsker og hverdagsliv, kræver det et bredt samarbejde mellem kommune, civilsamfund og erhvervsliv. Og i virkeligheden er behovet langt bredere end ældreområdet. Stærke fællesskaber er afgørende for trivsel og sammenhængskraft i hele lokalsamfundet – på tværs af generationer.

Vi lover ikke hurtige løsninger.

Vi lover vedholdenhed, gennemsigtighed og samskabelse.

For det er sådan, vi skaber mere fællesskab, mere mening og mere nærhed.

Fik du læst?

Disse fire skal debattere de kommende måneder

Sidst opdateret: 09/04/2026 - 09:05

Temaer: Debat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]