"Mit ønske er, at civilsamfundet får en meget større rolle i den københavnske ældrepleje. For det er civilsamfundet, som kan gøre forskellen for ældres trivsel. Kommunen er kun på besøg," skriver Jens-Kristian Lütken, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune (V), i dette debatindlæg.

"Mit ønske er, at civilsamfundet får en meget større rolle i den københavnske ældrepleje. For det er civilsamfundet, som kan gøre forskellen for ældres trivsel. Kommunen er kun på besøg," skriver Jens-Kristian Lütken, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune (V), i dette debatindlæg.

Debat

Civilsamfundet gør forskellen for ældres trivsel – kommunen er kun på besøg

Hvis vi for alvor vil styrke ældreplejen, kræver det, at vi tør tænke samarbejde, fællesskab og frivillighed som en central del af løsningen. skriver sundheds- og omsorgsborgmesteren i Københavns Kommune.

Udgivet: 25/03/2026

Del artiklen:

Af Jens-Kristian Lütken, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune (V)

En cykeltur i rickshaw til barndommens gade på Nørrebro. En madklub med livretter og fællesspisning? Eller måske en spa-dag på plejehjemmet?

Det er tre gode eksempler på oplevelser, som sætter kolorit på hverdagen for byens ældre i hjemmeplejen eller på plejehjem. Arrangementer og aktiviteter båret af frivillige kræfter er ofte højdepunkter i hverdagen, og det skal vi have meget mere af for Københavns ældre.

Den tidligere ældreminister luftede sidste år sin bekymring for, om vi kommuner sætter ambitionsniveauet højt nok, når vi rækker ud til civilsamfundet og inviterer til samarbejde. Hvis den kommende ældreminister deler samme bekymring, så lad mig sige det klart: Det er ikke ambitionsniveauet i København, man skal være bekymret for.

Mit ønske er, at civilsamfundet får en meget større rolle i den københavnske ældrepleje. For det er civilsamfundet, som kan gøre forskellen for ældres trivsel. Kommunen er kun på besøg.

Fik du læst?

Det afgørende er meningsfulde fællesskaber

Kommunen kan og skal ikke løfte alt

Der er allerede gang i rigtig meget godt. Vi prioriterer samarbejdet med civilsamfund og frivillige højt. De gør en stor forskel, og de bidrager med noget andet, end medarbejderne kan og skal. De er drevet af ildsjæle, personlige værdier og engagement, fællesskab og relationer. Og netop derfor kan civilsamfundet nå nogle udsatte borgere, skabe tillid og understøtte fællesskaber og dynamikker, hvor vi som kommune har svært at slå til alene.

Det handler ikke om at erstatte professionel omsorg, men om at kommune og civilsamfund samarbejder dér, hvor det giver mest mening.

Samarbejdet med civilsamfundet er ikke en ny eller en fremmed tanke. Det er dybt forankret i dansk tradition og danske værdier. Foreningslivet, frivilligheden og det lokale engagement er en del af vores måde at være samfund på. Det er netop disse værdier, der handler om fællesskab, ansvar og frihed til at engagere sig, som vi bygger videre på i København.

Pengene skal ud af kommunen og ind i foreningerne

Vi har gennem mange år bevilget betydelige midler til organisationer, der arbejder målrettet med at forebygge og bekæmpe ensomhed. De sidste tre år har vi støttet knap 200 organisationer til fællesspisninger, udflugter og højskoleophold, alle med det formål at styrke fællesskaber og forebygge ensomhed blandt ældre. Et godt eksempel er Danmark spiser sammen, hvor Seniorklubber inviterer ensomme ældre i lokalområdet med ind i deres fællesskab. I Seniorklubberne bliver byens ældre også selv frivillige og tager ansvar for andre ældre.

Vi arbejder fokuseret med at omsætte Ældrelovens bærende værdi om et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundsaktører til gavn for byens borgere. Derfor arbejder Københavns Kommunes 39 plejehjem for at inddrage civilsamfund og frivillige for at sikre en meningsfuld hverdag for beboerne med musik, motion og gode madfællesskaber for eksempel i samarbejde med Røde Kors.

Også i hjemmeplejen er ambitionerne høje. Alle hjemmeplejeenheder i kommunen arbejder med opsporing af ensomhed. Og på Amager er hjemmeplejen og lokale organisationer i gang med at udvikle nye metoder til at hjælpe ensomme borgere, så de kan blive en del af et fællesskab, hvis de ønsker det.

Fik du læst?

Giv plads til fællesskaber

Vi skal åbne døren for mere samarbejde

Et andet område, hvor jeg ser et potentiale, er socioøkonomiske virksomheder i plejesektoren. Det kunne for eksempel være for ’Glad Service’. De er en del af Glad Fonden, som bidrager med rengøring på plejehjemmene. Deres tilgang til service og involvering af personer med særlige behov bidrager med endnu mere mangfoldighed til vores plejehjem.

Selvom disse eksempler danner et godt udgangspunkt, er der utvivlsomt mange flere og måske endnu bedre initiativer, som fortjener at blive fremhævet. Derfor er det mit håb, at endnu flere aktører vil række ud til os for samarbejde, og at vi kan tage en bredere dialog om, hvordan vi kan styrke og udvide de eksisterende tiltag. For hvis vi for alvor vil styrke ældreplejen, kræver det, at vi tør tænke samarbejde, fællesskab og frivillighed som en central del af løsningen.

Fik du læst?

Disse fire skal debattere de kommende måneder

Sidst opdateret: 25/03/2026 - 21:28

Temaer: Debat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]