83 kommuner har flere sosu'er på fuldtid: Tre kommuner skiller sig særligt ud

Det seneste år har de fleste kommuner formået at få flere sosu'er på fuldtid, viser ny analyse. Tre hovedstadskommuner har en særlig positiv udvikling til inspiration for andre kommuner.

Udgivet: 09/04/2026

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

At få flere sosu'er på fuldtid regnes som en af løsningerne på rekrutteringskrisen i ældreplejen. Den vej er lykkes for 83 kommuner i større eller mindre grad. Det viser en ny analyse fra NB-Ældre på baggrund af tal fra Kommunernes Landsforening.

På landsplan er andelen af sosu'er på fuldtid steget fra 20,1 procent i 2024 til 25 procent i 2025. 83 kommuner er en del af den positive udvikling med flere sosu'er på landsplan. For 17 af dem er andelen steget med mere end fem procentpoint i perioden. Tre hovedstadskommuner skiller sig endnu mere ud. Her er andelen steget med omkring 10 procentpoint. Det gælder Allerød, Brøndby og Egedal kommuner.

Kommuner, som ønsker at øge andelen af sosu'er på fuldtid som en del af løsningen på rekrutteringskrisen, kan med fordel lade sig inspirere af de kommuner, hvor andelen er steget mest.

I den modsatte ende er der 15 kommuner, for hvem andelen er faldet. Værst ser det ud for Læsø Kommune, hvor andelen er faldet med 5,8 procentpoint fra 42,4 procent i 2024 til 36,6 i 2025. Også Brønderslev, Hvidovre og Skanderborg kommuner har fald på over to procentpoint.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Ser man på andelen af sosu'er på fuldtid i 2025 er det Samsø Kommune, som topper med 51,2 procent, efterfuldt af Helsingør på 44,9 procent. De tre øvrige kommuner i top fem er Rødovre med 44,3 procent, Aalborg på 43,4 procent og Høje-Taastrup på 40,8 procent.

I den anden ende finder man Fanø Kommune med kun 3,8 procent sosu'er på 37 timer. Økommunen efterfølges af Lemvig med 5,7 procent, Struer 5,8 procent, Ringkøbing-Skjern 6,2 procent og Holstebro på 6,7 procent.

Andelen af social- og sundhedsansatte på fuldtid på ældreområdet er lavere end på andre områder, hvilket viser, at der er potentiale i at få flere på fuldtid. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at langt størstedelen af de deltidsansatte sosu'er arbejder på trefjerdel tid eller mere. 46,2 procent arbejder mellem 32 og 36 timer pr. uge, mens 45,7 procent arbejder mellem 28 og 31 timer pr. uge.

Fakta

Disse spørgsmål bør I stille

Kommunernes Landsforening påpeger i rapporten, at det på baggrund af andelen af sosu’er på fuldtid i den enkelte kommune kan være relevant at drøfte følgende spørgsmål:

  • Har kommunen en politik for at få flere medarbejdere op i tid?

  • Er det afdækket, om der blandt kommunens deltidsansatte på området er en andel, der ønsker at gå op i tid?

  • Har det været overvejet i kommunen som udgangspunkt at slå stillinger på området op som fuldtidsstillinger?

  • Er arbejdstid og mulighederne for flere timer en del af den løbende dialog mellem medarbejdere og ledere, for eksempel i forbindelse med MUS-samtaler?

  • Indgår muligheden for mere medarbejderindflydelse på egen arbejdstid som et redskab til at få flere medarbejdere op i tid? og/eller fremadrettede effektiviseringsgevinster?

KL’s rapport ‘Kend din kommune’ 2026

Sidst opdateret: 07/07/2026 - 15:08

Temaer: Danmarks bedste kommune på ældreområdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]