Af Kirsten Dyrholm Hansen, ældre- og rehabiliteringschef i Vejen Kommune

Ingen er i tvivl om, at ældreområdet står midt i alvorlige rekrutteringsudfordringer. Det, der tidligere var periodiske udsving, har udviklet sig til en mere permanent tilstand, som kræver handling.

Der har i lang tid været fuld beskæftigelse i Danmark. Det er grundlæggende godt, men rammer erfaringsmæssigt ældreplejen hårdt. Når samfundshjulene kører på højtryk, skærpes konkurrencen om arbejdskraften, og her står ældreområdet tilbage som en af taberne.

Det skyldes dels arbejdstiderne, der omfatter weekender, aftener og nætter, og dels at andre fagområder kan tilbyde bedre arbejdsvilkår.

Det gælder både på medarbejderniveau og i ledelsen tæt på praksis. Samfundets, borgernes og pårørendes forventninger er vokset i takt med den øgede velstand og samtidig ses en vækst i kompleksisten af den hjælp, der skal leveres til ældre, syge og svækkede borgere. Det skaber et betydeligt pres på medarbejdere og ledere – og vi ser en flugt fra faget, som vi ikke længere kan bortforklare.

Vi står på en brændende platform, hvor løsningerne er komplekse og strukturelle. Hvis vi reducerer problemet til flere uddannelsespladser eller økonomiske incitamenter, overser vi de dybere årsager.

Der skal sættes ind flere steder samtidig.

Klogere hjælp – ikke mindre hjælp

Vi skal reducere behovet for arbejdskraft, ikke ved at tilbyde ringere hjælp, men ved at tilbyde klogere hjælp. Forebyggelse, rehabilitering, sundhedsfremme og teknologi er ikke spareøvelser – de er nødvendige krav i et bæredygtigt ældreområde. Men det forudsætter også en tydelig forventningsafstemning med borgerne om, hvad kommunen kan og skal levere.

I Vejen Kommune ser vi, at en målrettet indsats gør en forskel. Flere borgere over 80 år bliver mere selvhjulpne eller kan klare sig med mindre hjælp. Det skyldes en vedholdende prioritering af sundhedsfremme, rehabilitering og tidlige indsatser ved funktionstab eller begyndende sygdom.

Samtidig stiger andelen af yngre ældre, som modtager hjemmepleje eller sygepleje. Det hænger blandt andet sammen med, at flere udsatte grupper, lever længere og at flere overlever alvorlig sygdom – men med senfølger. Denne borgergruppe har vi endnu ikke lige så stor succes med at støtte til et mere aktivt og selvstændigt liv. Det viser, at behovet for pleje ikke kun følger af flere meget gamle borgere, men også af ændrede sygdoms- og sundhedsmønstre.

Teknologi og civilsamfund – nødvendige brikker

Velfærdsteknologi bliver en central del af fremtidens ældrepleje. Teknologien kan understøtte fagligheden, øge borgernes selvstændighed og frigive tid til de mest komplekse opgaver. Men det kræver kompetencer, ledelsesopmærksomhed og en klar forståelse af, hvor teknologien faktisk skaber værdi.

Samtidig er civilsamfundet og frivillige en vigtig del af løsningen. Frivillige skal ikke udføre kerneopgaver, men de kan skabe fællesskab, livskvalitet og meningsfulde aktiviteter. Det kræver tydelige rammer og respekt for, at frivillige og kommunale indsatser supplerer – ikke erstatter – hinanden.

At fastholde medarbejdere er nøglen

Hvis vi skal løse rekrutteringsudfordringerne, skal vi først og fremmest fokusere på, hvordan vi fastholder social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Højt sygefravær og stor personaleomsætning forstærker udfordringerne og skaber utryghed og mangel på kontinuitet for borgerne. Når erfarne medarbejdere forlader faget, øges presset på dem, der bliver tilbage.

Ledelse er her afgørende. Vi har brug for nærværende, tydelig og fagligt stærk ledelse, som skaber retning og tryghed. Derfor er det helt afgørende, at vi også gør det attraktivt at være frontleder på ældreområdet. Vi skal være insisterende på, at det ikke er muligt med et stort ledelsesspænd til en medarbejdergruppe, der dækker 365 dage om året døgnet rundt, der dagligt står over for komplekse opgaver, har høje følelsesmæssige krav i jobbet og er på en arbejdsplads, som også er et uddannelsessted for mange elever, studerende og personer i for forløb med bl.a. sproglige udfordringer.

Vi skal turde arbejde med fagets image

Ældrepleje er ikke et kald, man slides op i. Det er et professionelt fag, der kræver høj faglighed. Derfor skal kompetenceudvikling være målrettet, og kompetencer skal anvendes i praksis. Ansvarsniveauet skal matche medarbejderens kompetencer – hverken for lidt eller for meget.

I mange år har vi placeret flere og flere praktiske og administrative opgaver hos frontmedarbejdere, ofte for at spare på såkaldte ”kolde hænder”. Det har gjort dem til tusindkunstnere. Måske skal nogle opgaver tilbage, hvor de løses bedst. Det vil aflaste medarbejderne og give mere rum til kerneopgaven.

Et fælles ansvar

Kommunerne kan ikke komme uden om at have et stort ansvar for at løse rekrutteringsudfordringerne inden for ældreområdet, men vi har brug for hjælp fra staten, arbejdsmarkedets parter og samfundet som helhed. Rekrutteringskrisen er et fælles anliggende. Derfor kræver den også fælles handling.