Af Rune Hagel Andersen, freelanceanalytiker

Inden Mette Kierkgaard fratrådte som ældreminister, sendte hun i januar et brev til alle landets borgmestre om rekrutteringsudfordringerne i ældreplejen. Her skriver hun, at endnu flere redskaber skal tages i brug, og hun henviser konkret til den nye aftale om muligheden for at ansætte kvalificerede udenlandske sygeplejersker som social- og sundhedshjælpere.

Aftalen er, efter partnerskabsaftalerne med Filippinerne og Indien, det seneste skud på stammen af løsninger til at skaffe flere medarbejdere til ældreplejen. Både på Slotsholmen og i kommunerne afdækkes alle hjørner og kanter for at finde løsninger. Situationens alvor kræver ikke blot, at vi tænker uden for boksen. Vi skal tænke ud over kanten og turde afprøve helt nye veje.

Set fra mit perspektiv skal vi udfordre og måske helt opgive fire fastlåste tankemønstre.

Tillad deltidsarbejde

Vi skal droppe tanken om, at alle skal arbejde 37 timer. Det er blevet en mærkelig ambition, at ingen må være på deltid. Udfordringen er, at det får nogle til at vælge et arbejde i ældreplejen fra, eller at de går tidligere på pension på grund af nedslidning.

Målet må være at have flest mulige arbejdstimer at råde over, ikke færrest mulige medarbejdere. Kan man fastholde to medarbejdere på 30 timer i tre år mere, så er det bedre end at mangle de 30 timer i tre år.

Udskil støttefunktioner

Vi skal nytænke faggrænser og rykke ved, hvem der kan løse hvilke opgaver. I den pædagogiske verden findes Reggio Emilia-pædagogikken, hvis filosofi er enkel: specialisering skaber kvalitet. Hvis en pædagog skal være både rengøringsassistent, kok, administrativ medarbejder og kunstnerisk vejleder, bliver der mindre tid til den pædagogiske kerneopgave.

På samme måde skal vi gentænke ældreplejen. Kan andre faggrupper for eksempel gøre rent, holde orden på lagre, planlægge ruter, sidde i callcentre med mere? Støttefunktionerne skal udskilles.

Ansæt kun kvalificerede medarbejdere

Den store mangel på arbejdskraft har nogle steder ført til, at man har ansat alt, der var muligt. Men det er et problem, hvis medarbejderne ikke er motiverede nok eller har dårlige kvalifikationer. Det betyder, at den sparsomme tid spildes, hvis medarbejderen stopper efter kort tid. Eller at tiden forsvinder i ekstra kvalitetsikring og opfølgning, hvis medarbejderen er ustabil og uegnet.

Et stop for ukvalificeret personale løser selvfølgelig ikke hele problemet. Derfor er det vigtigt, at kommunernes serviceniveau også fastlægges efter antallet af ansatte.

Indfør muligheden for at dobbeltjobbe

En af mine bekendte arbejder som socialpædagog på et bosted på deltid. Den øvrige tid arbejder han med at afholde events. Forrige sommer mødte jeg en sosu-assistent, også på deltid, der ved siden af arbejdede som tjener på en restaurant. For begge handlede det om, at de havde flere kvalifikationer, som de gerne ville bruge. Men også om, at det ene job kunne give en aflastning for det andet. Havde de ikke den mulighed, havde de måske slet ikke arbejdet inden for deres primære uddannelse.

Det fik mig til at tænke, at vi i vores arbejdskultur er meget fastlåste. Man tager én uddannelse og har én type job. Hvorfor egentlig det? Jeg mener, at vi skal formalisere muligheden for at dobbeltjobbe.

Kreative tanker løser ikke problemet alene

24.000 sosu-medarbejdere viser statistikken, at vi vil mangle i 2035, hvis vi ikke handler nu. Skal problemet løses, skal vi tænke langt uden for boksen. Og vi skal turde at gå helt nye veje.

Ovenstående forslag løser selvfølgelig ikke problemet alene, langt fra. Der skal også tages fat på de helt store og mere fundamentale udfordringer i ældreplejen: for stort arbejdspres, for lav løn og lav status for faget. Ikke mindst skal der skabes en fagligt stolt arbejdsstyrke. Alle skal smøge ærmerne op, især de centrale beslutningstagere på Christiansborg og i Kommunernes Landsforening. Ellers bliver de kreative tanker blot spildte kræfter.