
Sundhedsreformen har potentiale til at sikre den fælles retning som sundhedsvæsenet har manglet. Men der er også en risiko for at nye styringslag skaber mere bureaukrati uden samtidig at styrke den nære praksis, skriver Signe Haldgran, centerchef i Rudersdal Kommune, i dette debatindlæg.
Debat
Sundhedreformens succes afgøres af disse tre forhold
For det første skal der skabes klarhed om roller og ansvar, så borgerne aldrig oplever at blive ’skubbet rundt’ i systemet, hvis sundhedsreformen skal være succes, skriver centerchef. Hun peger også på to andre centrale punkter.
Udgivet: 14/01/2026
Af Signe Haldgran, centerchef i Rudersdal Kommune
I kommuner og regioner knokler dygtige samarbejdspartnere i øjeblikket med at lægge de første trædesten til det sammenhængende sundhedsvæsen som sundhedsreformen lægger op til. Det er en ambition, de fleste kan bakke op om.
Opgavedelingen er i gang og de organisatoriske rammer er ved at blive skabt. Erfaringen viser dog, at sammenhængende borgerforløb ikke opstår af struktur alene. Det kræver et vedholdende fælles fokus og en målrettet opbygning af nye relationer på tværs. Herunder klarhed om roller og ansvar, fælles datadeling og borgernære mål.
Dette gælder især for de sårbare og multisyge ældre, som bevæger sig på tværs af kommuner, regioner og almen praksis, og som desværre alt for ofte risikerer at falde mellem flere stole.
Fik du læst?
Professor advarer: To steder halter oplæg til nye kvalitetsstandarder for omsorgspladser
Sundhedsreformen skal måles på, hvordan vi lykkes for de mest sårbare
Mange ældre lever med komplekse sygdomsbilleder, kroniske lidelser og funktionstab og er derfor afhængige af, at vi i sundhedsvæsenet arbejder tæt sammen. De har både behov for forebyggelse, behandling, pleje og rehabilitering – ofte samtidig.
Når samarbejdsfladerne fungerer, oplever borgerne kontinuitet, tryghed og sammenhæng. Når de ikke gør, ser vi konsekvenser som gentagne indlæggelser eller unødig uro og stress for både borgere og pårørende. Derfor bør initiativer under sundhedsreformen måles på, om vi lykkes med at skabe sammenhæng for netop disse borgere. Den rehabiliterende tilgang er her afgørende, fordi den sætter fokus på borgerens ressourcer, funktionsevne og selvbestemmelse
Demensområdet er et tydeligt eksempel på, hvor afgørende det er, at samarbejdsfladerne fungerer, og at vi har en fælles rehabiliterende tilgang i hele forløbet. Et demensforløb strækker sig ofte over mange år og involverer både regional udredning og behandling samt kommunal træning, aktivitetstilbud, pårørendestøtte, omsorg og pleje.
Når overgangene ikke fungerer optimalt, eller når information ikke følger borgeren, kan det føre til utryghed, funktionstab og stort pres på de pårørende, der forsøger at kompensere for den manglende sammenhæng. En fælles rehabiliterende tilgang kan her sikre, at borgeren støttes i at bevare livskvalitet og mestringsevne, samtidig med at vi inddrager pårørende og sikrer kontinuitet.
Hvad skal der til?
Sundhedsreformen har potentiale til at sikre den fælles retning som sundhedsvæsenet har manglet. Men der er også en risiko for at nye styringslag skaber mere bureaukrati uden samtidig at styrke den nære praksis. Hvis de nye sundhedsråd skal fungere efter hensigten, vil det kræve en god balance mellem at sikre fælles retning og rammer, og samtidig have mod til at frisætte medarbejdere og ledere til at handle og afprøve nye, kreative løsninger tæt på borgerne. Vi skal spørge borgerne, hvad der er vigtigt for dem, og lære af det de fortæller os.
Set fra mit ståsted kræver den videre udvikling særlig opmærksomhed på tre områder.
For det første skal der skabes klarhed om roller og ansvar, især i overgangene, så borgerne aldrig oplever at blive ’skubbet rundt’ i systemet. Det skal være tydeligt, hvem der har ansvaret hvornår, og hvad der forventes af medarbejdere og ledere på de forskellige områder, for at de kan støtte borgeren bedst muligt.
For det andet er der brug for fælles digitale løsninger, der understøtter systematisk og sikker datadeling, så vi kan minimere risiko for utilsigtede hændelser eller dobbeltarbejde, og sikre at samarbejdet bygger på fælles viden.
For det tredje kræver et stærkt samarbejde konkrete fælles mål og løbende opfølgning, som tager udgangspunkt i praksis og de udfordringer, borgere og medarbejdere møder i hverdagen. Nye samarbejdsformer bør derfor i høj grad organiseres omkring de konkrete borgerforløb – ikke kun omkring opgaveløsningen.
Små afprøvninger kan gøre en stor forskel
Jeg ser sundhedsreformen som en reel mulighed for at styrke praksis, gennem fælles dialog og små, konkrete afprøvninger, hvor vi løbende lærer og justerer. På den måde kan vi langsomt skabe de praksisnære forbedringer, der kan gøre en forskel i hverdagen.
Reformen kan ikke løse alle udfordringer, men hvis vi bruger den som anledning til at styrke tilliden og forståelsen for hinanden, kan vi sammen tage et vigtigt skridt videre. Når der er sammenhæng selv for de mest sårbare ældre, styrkes forudsætningerne for effektiv ressourceudnyttelse, høj faglig kvalitet og trivsel for både borgere og medarbejdere.
Hvis samarbejdet forankres i en fælles rehabiliterende tilgang, hvor ansvar er tydeligt placeret, beslutninger understøttes af data, og målene tager afsæt i borgerens hverdagsliv, kan vi skabe en positiv spiral. En spiral, hvor sundhedsreformens ambitioner om sammenhæng ikke blot organiseres i systemet, men også kan mærkes i borgerens hverdag.
Sidst opdateret: 14/01/2026 - 09:29
Temaer: Debat










































