
Datatilsynets vurdering af billeddeling af plejehjemsbeboere hænger dårligt sammen, mener juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.
"Det kan simpelthen ikke være rigtigt": Professor kritiserer Datatilsynets syn på billeddeling
Retningslinjerne for deling af billeder af ældre på plejehjem risikerer at svække beboernes selvbestemmelse og skabe usikkerhed blandt plejehjemsansatte, vurderer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.
Udgivet: 14/01/2026
Det er klart at stramme den, når Datatilsynet vurderer, at samtykke fra plejehjemsbeboere til billeddeling ofte ikke kan anses som frivilligt og derfor er ugyldigt.
Sådan lyder det fra Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor ved Syddansk Universitet.
"Ideen med GDPR er ikke at tage autonomi fra folk. Tværtimod. Det handler om at give os mere kontrol over, hvordan vores personoplysninger, herunder billeder, bliver brugt. Det er meget fornuftigt. Men Datatilsynet får det vendt om, så en plejehjemsbeboer ikke kan give samtykke til noget som helst. Det kan simpelthen ikke være rigtigt," siger han.
Kritikken udspringer af, at Datatilsynet i en afgørelse fastslog, at Aarhus Universitetshospital ikke kunne basere deling af patientbilleder på samtykke. Samtidig udvidede tilsynet sin vurdering af samtykke til også at kunne omfatte plejehjem. Det fik Ældreministeriet til at bede tilsynet om at præcisere reglerne for plejehjem, der deler billeder og positive fortællinger.
Paradoks i Datatilsynets vurdering
Ifølge Datatilsynet kan et samtykke ofte ikke anses som frivilligt, fordi der vil kunne være et ulige forhold mellem et plejehjems ansatte og beboerne. Men, skriver tilsynet: "Datatilsynet kan imidlertid pege på, at der kan være et rum for formidling af harmløse billeder og positive fortællinger inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.1, litra e."
Ved en nærmere læsning af denne bestemmelse, fremgår det, at det skal være "nødvendigt" af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, pointerer juraprofessoren.
"Det er derfor, jeg er skeptisk over for at bruge det grundlag, fordi det er ikke nødvendigt, at de (plejehjemmene, red.) skal reklamere for sig selv."
Derfor havde samtykke været bedre, mener han:
"Det indebærer, at der foretages en konkret vurdering af, om der kan gives samtykke. Det vil sige, at den pågældende beboer på en eller anden måde skal vide, hvad der foregår. Man skal måske have en værge med ind over, og det må ikke være betinget af, at hvis ikke de samtykker, så tror de, at de får en dårligere behandling."
Der er det med samtykke, at det kan trækkes tilbage. Hvis det sker, skal billederne med videre tages ned. I Datatilsynets udtalelse nævnes det, at billederne skal tages ned, hvis den pågældende anmoder om det. Men, fremhæver Sten Schaumburg-Müller:
"Det passer ikke godt med, at Datatilsynet slet ikke mener, at man bruge samtykke. Det er usammenhængende."
Minister kan udfordre Datatilsynet
Datatilsynets står for at forvalte lovgivningen, og derfor må Ældreministeriet som udgangpunkt rette sig efter deres vurdering, ifølge professoren – også selv om beboerens selvbestemmelse er bærende værdi i ældreloven.
Kan ældreministeren gå i rette med Datatilsynets vurdering?
"På den ene side ville jeg være ked af, hvis ministeren bare er ligeglad med vurderingen. Man bør rette sig efter den. Men det er muligt at gøre Datatilsynet opmærksom på, at det er misvisende – og ellers kan man i sidste ende indbringe det for domstolene."
Til Datatilsynets forsvar, fremhæver Sten Schaumburg-Müller, at de ikke er overbemandede.
"De har et kæmpe område. Deres afgørelser er overordnet fornuftige, men indimellem kommer de med nogle – det her er ikke det eneste, jeg har kritiseret – hvor jeg siger: Min juridiske vurdering er simpelthen, at det har de ikke ramt rigtigt."
På spørgsmålet om, hvorvidt plejehjemsledere bliver mere tilbageholdende med at lægge billeder ud, når de læser Datatilsynets svar, siger han:
"Det er svært for mig at vurdere. Men hvis jeg selv læste det her uden at have forstand på den underliggende jura, ville jeg nok sige: Uha, her skal vi passe på. Det må vi vist hellere lade være med, fordi vi risikerer at få problemer."
NB-Ældre har forelagt professorens kritik for Datatilsynet, som ikke har yderligere kommentarer.
Sidst opdateret: 14/01/2026 - 08:20










































