Når ustabile patienter kan placeres på sundheds- og omsorgspladser uden fast lægedækning, og når der samtidig forventes pladser i alle kommuner, risikerer sundhedsrådene at stå med to svære opgaver.

Sådan lyder vurderingen fra Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet, som gennem næsten 40 år har arbejdet med analyser af velfærdsstaten og den offentlige sektor, og som har gransket Sundhedsstyrelsen udkast til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser. Det blev sendt i høring lige inden jul.

"Når målgruppen er så bredt beskrevet, risikerer man, at nogle borgere placeres på sundheds- og omsorgspladser, selv om de efter min vurdering reelt burde være indlagt på hospitalet. Samtidig bliver det sundhedsrådenes opgave at få det til at fungere i praksis – også i områder, hvor det kan være svært at sikre både bemanding og faglig bæredygtighed," siger han.

Med sundhedsreformen flyttes myndighedsansvaret for blandt andet sundheds- og omsorgspladserne fra kommunerne til regionerne fra 2027. Kvalitetsstandarderne skal danne grundlag for, hvordan regionerne fremover driver og visiterer til sundheds- og omsorgspladserne.

Blandt flere af Sundhedsstyrelsens eksempler på borgere i målgruppen hæfter Bent Greve sig særligt ved ét. Det drejer sig om nyudskrevne borgere efter akut forværring af kendt sygdom eller akut nyopstået sygdom.

Fare for patientsikkerheden?

Ifølge eksemplet er der tale om borgere, der ofte er ustabile og har behov for løbende lægelig vurdering. Det er netop her, professoren ser et problem.

"Det er borgere, som efter min vurdering, ikke bør ligge i sådan et hus (sundheds- og omsorgspladser, red). De skal være på et hospital, fordi de stadigvæk er i en situation, hvor der er nødt til at være en mere omfattende lægedækning."

Selv om læger er tilknyttet sundheds- og omsorgspladserne, fremhæver Bent Greve, at de ikke vil være tilstede hele tiden.

"De kan have kontakt til nogen. Men hovedparten af bemandingen, som de beskriver den, er sygeplejersker. Jeg siger ikke, at de ikke er gode til at klare en række af de her dele, men det er ikke det samme som en omfattende lægedækning," siger han og tilføjer:

"Derfor ville det være mere logisk, at de lå på et hospital, fordi det både kan være en akut nyopstået sygdom eller en akut forværring af en allerede kendt sygdom."

Bent Greve er ikke i tvivl om, at der vil komme en række grænsetilfælde, hvor det havde været mere rigtigt, at borgeren var kommet på hospitalet end sundhed- og omsorgspladsen – netop fordi der er langt mere omfattende lægefaglige ressourcer til stede.

"Det er svært at sige, om det skaber en fare for patientsikkerheden. Men det er ikke udelukket, at der kan opstå tilfælde, som er uhensigtsmæssige," siger han.

Fagligt forsvarligt

I forhold til den geografiske tilgængelighed lægger Sundhedsstyrelsen i udkastet op til, at sundheds- og omsorgspladser som udgangspunkt skal findes i alle kommuner. Dog tages der forbehold for, at hensyn til faglig og organisatorisk bæredygtighed kan tale for andre løsninger, særligt i kommuner med et meget lavt befolkningsgrundlag, hvor pladserne i stedet kan organiseres på tværs af kommunegrænser.

Det er en ambition, Bent Greve betegner som optimistisk. Ifølge professoren er udfordringen især knyttet til bemanding og fagligt miljø – ikke nødvendigvis økonomien.

"I geografisk tyndt befolkede områder kan det være svært at sikre et tilstrækkeligt robust sundhedsfagligt miljø med døgndækning. Der vil ganske enkelt ikke være volumen nok til at drive enheden på en fagligt forsvarlig måde," siger han.

Netop derfor bliver sundhedsrådene ifølge Bent Greve centrale i implementeringen. Her skal der lokalt findes løsninger, som både tager højde for nærhed for borgerne og for, hvor det er realistisk at sikre den nødvendige faglighed.

"Det bliver enormt vigtigt, at sundhedsrådene sætter sig ned og taler om, hvordan man løser det her bedst muligt i praksis. I nogle områder vil det formentlig kræve fælles løsninger mellem kommuner og region," siger han.

To stole

Foruden en problematisk afgrænsning af målgruppen og en efter hans vurdering for optimistisk geografisk ambition peger Bent Greve også på, at udkastet er relativt generelt formuleret. Det betyder, at kvalitetsstandarderne i flere tilfælde mangler detaljer, hvilket ifølge professoren overlader et betydeligt fortolkningsrum til sundhedsrådene.

Det gælder for eksempel borgere, der er nyudskrevet fra hospitalet og har behov for genoptræning, hvor det endnu ikke står klart, hvor grænsen går mellem regionernes ansvar og den genoptræning, kommunerne fortsat skal varetage.

Det har både fordele og ulemper, mener han.

På den ene side kan det give sundhedsrådene den nødvendige fleksibilitet til at finde løsninger, der passer til lokale forhold. På den anden side stiller det store krav til samarbejde og fælles forståelse af, hvor grænserne går.

"Når rammerne er så overordnede, bliver det afgørende, at sundhedsrådene får talt sig grundigt igennem, hvordan man i praksis vil håndtere både målgruppen og organiseringen. Ellers risikerer man, at borgerne falder mellem to stole," siger Bent Greve.