
De kommende måneder bliver flere tiltag fra sundhedsreformen, som sundhedsminister Sophie Løhdes (V) står i spidsen for, iværksat og afklaret. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det sker på ældreområdet de kommende måneder
Nu kommer der for alvor fart under tiltagene i sundhedsreformen. NB-Ældre peger på fire centrale politiske punkter, som sker de kommende måneder, og som har stor betydning for ældreområdet i kommunerne.
Udgivet: 13/01/2026
Skal kommunerne fortsætte driften af opgaver, som flytter til regionerne? Og bliver de kommunale indsatser på ældreområdet inddraget i den nationale sundhedsplan?
De kommende måneder kan man forvente svar på disse og andre spørgsmål, når sundhedsreformens tiltag for alvor udrulles.
NB-Ældre har samlet fire centrale punkter fra den politiske dagsorden de kommende måneder, som får markant betydning for ældreområdet i kommunerne.
Arbejdsfordelingen om opgaveflytningen skal afklares
1. januar trådte de forberedende sundhedsråd i kraft. De skal bane vejen for de nye sundhedsråd, som træder i kraft til næste år, ved at forberede overgangen.
En del af forberedelsen handler om de opgaver, som regionerne skal overtage fra kommunerne. Her bliver de forberedende sundhedsråds opgave at klarlægge arbejdsfordelingen.
I den sammenhæng bliver en vigtig milepæl 1. maj, hvor kommunalbestyrelserne senest skal tage stilling til, om de vil fortsætte driften af de opgaver, som flytter til regionerne med sundhedsreformen.
Sundhedsstyrelsen afleverer oplæg til den nationale sundhedsplan
Med sundhedsreformen blev det også besluttet at lave en national sundhedsplan. Sundhedsstyrelsen afleverer forventeligt sit faglige oplæg til den nationale sundhedsplan i januar.
Planen skal blandt andet bidrage til at styrke det nære sundhedsvæsen, flytte dele af patientbehandlingen ud fra sygehusene og tættere på borgerne og sikre en bedre geografisk fordeling af sundhedsvæsenets samlede ressourcer.
Her bliver det blandt andet værd at bemærke, hvordan de kommunale indsatser på ældreområdet inddrages. Projektchef i Vive, Pia Kürstein Kjellberg, har tidligere advaret Sundhedsstyrelsen mod at glemme ældreområdet i den nationale sundhedsplan.
Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen, lovede dog i foråret sidste år, at ældreområdet bliver en vigtig del af planen. Hvordan det bliver udmøntet, vil fremgå af sundhedsplanen.
Den nationale sundhedsplan forventes at træde i kraft i 2027 og vil blive opdateret hvert fjerde år.
Lovforslag om AI i ældreplejen fremsættes
I februar forventes lovforslaget om fjernelse af barrierer for velfærdsteknologi at blive fremsat.
NB-Ældre kan dog i dag afsløre, at det ifølge advokat Emilie Loiborg kun vil fjerne barriererne for brugen af AI-systemer og lignende teknologier, men ikke for den bredere vifte af velfærdsteknologier som for eksempel sensorer, bevægelsesmålere og andre digitale hjælpemidler, som bruges til overvågning, forebyggelse og støtte i ældreplejen.
Nye kvalitetsstandarder bliver offentliggjort
Den første nye kvalitetsstandard om sundheds- og omsorgspladser har netop været i høring. Men Sundhedsstyrelsen arbejder også på nye kvalitetsstandarder til de øvrige områder, som regionerne overtager fra kommunerne i forbindelse med sundhedsreformen. De kommer i høring løbende.
Det gælder områderne: akutsygepleje, rehabilitering på specialiseret niveau og en delmængde af genoptræningen på avanceret niveau samt patientrettet forebyggelse.
Sidst opdateret: 13/01/2026 - 12:41










































