Tværsektorielle videomøder, afholdt mens borgeren stadig er indlagt, kan reducere risikoen for genindlæggelser blandt multisyge ældre, viser nye forskningsresultater.

Det fortæller seniorforsker Ditte Høgsgaard fra forskningsenheden PROgrez i Region Sjælland, der leder projektet Virtuelle 4-partsmøder, som undersøger effekten af tværsektorielle videomøder i sundhedsvæsenet.

"Det peger i den retning, at borgerne får færre kontakter, når vi får lavet en fælles plan," siger Ditte Høgsgaard, der også er tilknyttet Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse samt Videnscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom og Syddansk Universitet.

Hun understreger dog, at der kræves større datamængder for at påvise signifikante effekter.

Ikke desto mindre rammer resultaterne direkte ned i de udfordringer, sundhedsreformen skal løse – nemlig at multisyge ældre ofte ender i et uoverskueligt forløb mellem sygehus, egen læge og kommunen. Derfor bliver tidlig videndeling og fælles planlægning afgørende for at undgå unødige genindlæggelser.

Positive resultater

Forskningsprojektet bygger på data fra 49 videomøder fra Slagelse Sygehus, hvor patienten, den ansvarlige læge og sygeplejerske fra sygehuset og eventuelt pårørende mødes virtuelt med den praktiserende læge og en relevant fagperson fra kommunen, mens den multisyge borger stadig er indlagt.

Ifølge Ditte Høgsgaard giver møderne et rum, hvor alle parter deler viden samtidig og udarbejder en fælles plan – og det ændrer kvaliteten af forløbet.

"De sundhedsprofessionelle vægter i høj grad, at de kan bidrage med hver deres viden og forståelse omkring borgerens forløb. De oplever, at videomøderne skaber en markant stærkere koordinering," fortæller hun.

Det betyder, at sygehuset får indblik i, hvad kommunen faktisk kan følge op på, og at den praktiserende læge kan supplere med den baggrundsviden, han eller hun ofte har opbygget gennem mange år. Samtidig oplever de sundhedsprofessionelle, at samarbejdet styrkes. Flere beskriver, at videomøderne nedbryder en ellers stærk sektoropdeling og skaber en relationel forståelse på tværs.

Patienterne oplever også en tydelig forskel. Flere fortæller, at de for første gang føler sig som centrum for planen, og at de får en klar fornemmelse af, at alle samarbejder om samme mål. En borger udtrykte det ifølge forskeren sådan: "Da alle hørte hinanden, fik de forståelse for, at jeg faktisk er så syg, som jeg er”.

For nogle skaber mødet også klarhed om helt konkrete udfordringer. En kvinde fortalte, hvordan hendes ustabile blodsukker viste sig at skyldes store mængder medicin, som ingen tidligere havde gennemgået samlet. Under videomødet gennemgik sygehuslægen og den praktiserende læge medicinen punkt for punkt – og fjernede præparater, hun ikke længere havde behov for.

Kommunerne har en hovedrolle

Ifølge Ditte Høgsgaard er kommunernes deltagelse helt central for effekten af videomøderne.

Kommunen bringer viden ind om borgerens hverdagsliv, funktionsevne og tidligere forløb – viden, sygehuset ofte ikke har. Sygehuset får samtidig indblik i, hvad kommunen faktisk kan følge op på, og den praktiserende læge kan supplere med sin ofte mangeårige viden om borgeren.

"Den vidensdeling er nødvendig for at undgå fejl og misforståelser ved udskrivelsen. Hvis ikke lægen eller sygeplejersken på sygehuset har forståelse for, hvordan der kan følges op hos egen læge og i kommunen, så sker der misforståelser. Så falder den plan, de måske har lavet," siger Ditte Høgsgaard.

De første data viser desuden en tendens til færre genindlæggelser og færre kontakter med sundhedsvæsenet i månederne efter videomødet. Resultaterne peger på, at patienter, der har deltaget i videomøde, efterfølgende har 2,4 færre indlæggelses dage.

Trods det begrænsede materiale, viser det, at den tidlige koordinering kan afhjælpe en del af det cirkulære forløb, mange multisyge ældre ellers havner i.

I stedet for at sende stafetten videre, som Ditte Høgsgaard udtrykker det, skaber møderne et fælles rum, hvor forløbet tilrettelægges ud fra borgerens behov – og hvor der tages højde for, hvad hver sektor faktisk kan løfte.

Ikke uden udfordringer

Selv om resultaterne er lovende, viser projektet også, at videomøderne ikke er simple at implementere i en travl sundhedssektor. For det første kræver modellen tid, koordinering og en klar ansvarsfordeling, understreger Ditte Høgsgaard:

"Det tager tid, og det kræver ressourcer," siger hun og forklarer, at der typisk skal findes et mødetidspunkt, hvor alle de involverede kan deltage.

Forskergruppen peger på, at en fast tovholderfunktion er afgørende.

Tovholderen skal både kunne spotte de borgere, der har behov for mødet, sætte det op, sikre en god struktur og få mødet landet med en klar fælles plan. Det kræver både organisatorisk forankring og kompetenceudvikling.

"Det er et magtfuldt rum at gå ind i," siger Ditte Høgsgaard og tilføjer:

"Der sidder både læger, sygeplejersker, kommunale medarbejdere, og det kræver noget at facilitere, så alle bliver hørt, og tiden ikke løber."

Ledelsesopbakning viser sig også som en forudsætning for succes. Uden en tydelig prioritering risikerer møderne at drukne i drift og akutte opgaver. Flere af de deltagende sundhedsprofessionelle fremhæver, at fordelene først for alvor viser sig, når møderne bliver en integreret del af arbejdsgangene og ikke et ekstra lag oven på alt andet.

Implementeringen på Slagelse Sygehus illustrerer, at det kan lade sig gøre, men også at processen kræver justeringer og vedholdenhed. Andre sygehuse – herunder Holbæk samt akutafdelingerne i Aabenraa og Kolding – er nu i gang med at afprøve modellen, forklarer Ditte Høgsgaard.

For forskerne er næste skridt at undersøge, hvordan videomøderne bedst implementeres i landets kommuner