
Forskellige tilgange til borgeren kan skabe udfordringer i kommunikationen mellem sektorerne, forklarer Ditte Høesgaard. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Seniorforsker: Kommunerne skal have nøglerolle i fælles dataplatform
Inddragelse af kommunerne bliver afgørende, hvis regeringen vil have succes med at skabe en fælles dataplatform for hele sundhedsvæsenet, påpeger seniorforsker og forklarer hvorfor.
Udgivet: 01/10/2024
Kommunerne skal spille en central rolle, hvis regeringens ambitioner om en fælles digital platform for hele sundhedsvæsenet skal lykkes.
Det mener seniorforsker Ditte Høgsgaard fra forskningsenheden PROgrez og Syddansk Universitet, som advarer mod at lade projektet styres for ensidigt af regionerne. Hun ser kommunernes inddragelse i udviklingen af platformen som helt afgørende for, at platformen kan skabe den ønskede sammenhæng i borgernes behandlingsforløb.
"Det er enormt vigtigt, at kommunerne også er repræsenteret, og at man ikke bare ser det ud fra et regionalt, sygehusfokuseret perspektiv," siger hun.
Regeringen vil som led i sin sundhedsreform etablere Digital Sundhed Danmark, der i samarbejde med kommuner, regioner og staten skal skabe en fælles digital infrastruktur. Målet er at forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem sygehuse og kommunale sundhedstjenester.
Ifølge Ditte Høgsgaard kan en fælles digital platform afhjælpe mange af de kommunikationsproblemer, der i dag skaber barrierer mellem sektorerne.
"Det vil kunne løse nogle kommunikationsproblemer, fordi der er viden, som ikke er tilgængelig for sygehuset i den kommunale setting. Men omvendt kan kommunen heller ikke få adgang til de oplysninger, som sygehuset har," forklarer hun.
Forskellige syn på borgeren skaber udfordringer
Selv om platformen kan løse mange udfordringer, advarer Ditte Høgsgaard om, at teknologien ikke alene er nok. Der er markante forskelle i, hvordan sygehuse og kommuner ser på borgeren.
"Nu karikerer jeg det lidt, men i en sygehuskontekst ser man det meget ud fra et biomedicinsk perspektiv. Der er meget fokus på sygdommen, diagnosen og hurtig rehabilitering. Hvorimod man fra en kommunal kontekst har et mere livsverden-orienteret, holistisk perspektiv på borgeren," siger hun.
Forskellen i tilgangen skaber ifølge Ditte Høgsgaard kommunikationsudfordringer, da sundhedspersonale fra de forskellige sektorer har forskellige behov for information.
"Det spiller ind i, hvordan vi kommunikerer, og hvad det er for et perspektiv, vi har på opgaven eller situationen, borgeren står i. Det er ikke nødvendigvis de samme informationer, der er brug for i de forskellige sektorer," påpeger hun.
For at Digital Sundhed Danmark skal blive en succes, mener Ditte Høgsgaard derfor, at både regioner og kommuner skal være fuldt repræsenteret i udviklingen af platformen.
Sidst opdateret: 01/10/2024 - 11:06










































