Lovforslaget til tilsynsreformen baner vejen for en del reaktive tilsyn, frygter Jan Nielsen, direktør for senior og omsorg i Aalborg Kommune.

Lovforslaget til tilsynsreformen baner vejen for en del reaktive tilsyn, frygter Jan Nielsen, direktør for senior og omsorg i Aalborg Kommune. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ældredirektører er tvivlende over for gevinsten ved samtilsyn

Med samtilsyn ønsker regeringen at frigive mere tid til pleje og omsorg, men flere ældredirektører frygter, at det ikke kommer til at ske. Forventningerne var ellers høje, lyder det blandt andet.

Udgivet: 01/10/2024

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Der skal frigives tid til kerneopgaven og modstridende krav fra tilsynsmyndighederne skal undgås. Det er formålet med tilsynsreformen på ældreområdet, men mange ældredirektører frygter i mere eller mindre grad, at samtilsyn i virkeligheden ikke kommer til at indfri målene. Det viser en ny rundspørge, som NB-Ældre har foretaget.

Ni ud af i alt 28 ældredirektører har svaret, at de 'i høj grad' eller 'i meget højt grad' frygter, at samtilsyn ikke kommer til at indfri målene. 11 tilkendegiver, at de 'i nogen grad' frygter det, mens fem svarer 'i mindre grad'. Blot en ældredirektør frygter det 'slet ikke', mens to har svaret 'ved ikke'.

I ældrereformen fremgik det, at de fem tilsynsmyndigheder på området skulle indgå i samtilsyn. Men i lovforslaget om tilsyn står der, at det er ældreministeren, som nu skal fastsætte regler om, hvilke tilsynsmyndigheder, som skal indgå. Og at det skal foregå i to faser. Det er det, som skaber skepsis hos kommunerne.

Klinke skårene

En af dem er Michael Bjørn, direktør for social og sundhed i Assens Kommune. Han mener ligefrem, at regeringen på populistisk vis fremlagde samtilsyn i ældrereformen som noget, der skulle reducere tilsynene voldsomt.

"Det var en besnærende tanke, ingen tvivl om det. Men når vi læser lovforslaget om ældretilsyn, har man nok været lidt for hurtig på aftrækkeren," siger Michael Bjørn med henvisning til, at ældreministeren først skal fastsætte reglerne om, hvilke tilsynsmyndigheder der skal indgå. Han tilføjer:

"Der har været en masse kritik af mængden af tilsyn, så hæver politikerne forventningsniveauet og lander et andet sted. Ældreministeren skal først finde ud af, hvordan samtilsynene skal konstrueres, og der skal i øvrigt forhandles med øvrige ressortministerier."

Michael Bjørn tror ikke, at tilsynsreformen vil kunne mærkes i en voldsom grad.

"Der kommer nok nogle andre slags tilsyn, og så får vi det til at fungere."

Han oplyser, at medarbejdere og ledere i Assens Kommune havde høje forventninger til samtilsyn. Men, siger han: "Realiteten er en anden, og så er det vores opgave at samle skårene op."

Samme niveau

Jan Nielsen, direktør for senior og omsorg i Aalborg Kommune, er også skeptisk. Han har flere nedslagspunkter:

"Som jeg læser forslaget, skal de kommunale nye tværfaglige tilsyn stå for koordineringen. Det kan godt blive noget af en opgave," siger Jan Nielsen, som godt kan frygte, at der ikke bliver meget samtilsyn:

"Tilsynene er risikobaserede og skal ske over fem år. Sandsynligheden for, at et plejehjem bliver udtrukket af samtlige tilsyn i 2025 er ikke særlig stor."

Fik du læst?

Samtilsyn på ældreområdet risikerer at blive udvandet

Han mener i øvrigt, at det reaktive tilsyn vil få en relativ stor betydning, fordi det ifølge ham bliver markeret meget kraftigt i lovforslaget, at blandt andre pårørende og medarbejdere har mulighed for at sende bekymringshenvendelser til tilsynsmyndigheden.

"Man kunne godt forestille sig, at der vil komme en del reaktive tilsyn - det har vi set en tilbøjelighed til i de senere år, fordi man blandt andet kan gøre det anonymt - og det var måske ikke lige tanken, at vi skulle gå den vej. Tilsynstrykket kan lynhurtigt blive på samme niveau, som vi kender i dag," siger Jan Nielsen.

Den eneste ældredirektør i spørgerunden, der ikke bekymrer sig om samtilsyn, er Søren Liner Christensen, der er direktør for social, sundhed og beskæftigelse i Herning Kommune. Det er noget af det, han går mindst op. Søren Liner Christensen vil hellere fokusere på, hvordan man sikrer, at den ekstra milliard, der følger med ældrereformen, kommer til at gøre gavn ude hos fru Jensen, fremfor at tale om de systemiske tilgange som samtilsyn:

"Det der med samtilsyn, skidt da med det, der har altid været tilsyn, så bliver der nok lidt mindre og lidt bedre tilsyn. Fint, det tager vi med. Det bruger jeg ikke fem minutter på. Jeg går ikke op i det, for jeg kan se, at vi får en bedre tilsynsmodel, og så er jeg sådan set tilfreds."

Sidst opdateret: 01/10/2024 - 11:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]