Af Rasmus Boss Jørgensen, fysioterapeut, Charlotte Shibli, social- og sundhedsassistent og Dorthe Skov Hansen, visitator - medarbejdere fra ældreområdet i Rødovre Kommune

Ældreloven handler om borgernes handlekraft. I Rødovre Kommune mærker vi, at vi som medarbejdere også skal genvinde vores egen. Tværfagligheden kræver mod, relationer og træning, og vi står midt i den proces.

Loven sætter en ny og vigtig retning for ældreplejen. Den handler om at give borgerne mere selvbestemmelse og skabe helhed i indsatsen. I praksis kræver det mere end nye mødestrukturer og gode intentioner. Hvis borgeren skal have sin handlekraft tilbage, skal vi også bruge vores faglighed på nye måder.

I mange år har ældreområdet været præget af systemer, der målte, planlagde og effektiviserede arbejdet. Flere fagligheder har i en længere årrække kun trænet den arm, der udfører, men glemt den, der tænker, vurderer og planlægger. Nu skal vi genoptræne vores faglige muskler – dem, der gør os i stand til at vurdere, prioritere og handle selvstændigt. Det kræver tid, tillid og mod, for det føles uvant at bruge en del af fagligheden, der har ligget stille. Men mange mærker allerede, hvor befriende det er at få handlekraften tilbage.

I vores tværfaglige teams er udgangspunktet derfor ikke ens. Nogle faggrupper er vant til at tænke helhedsorienteret, mens andre udelukkende har haft en mere udførende rolle. Nu skal vi lære at se borgeren gennem hinandens faglige blik. Det kræver både nysgerrighed og respekt.

“Hvad giver mest mening for borgeren?”

Strukturer kan hjælpe os på vej. I Rødovre Kommune bruger vi for eksempel sociokratiske runder, der sikrer, at alle stemmer bliver hørt. Når vi i en sociokratisk runde lytter til hinanden på skift, bliver det tydeligt, at alle perspektiver tæller; også dem, der normalt ikke siger så meget. Men strukturer alene skaber ikke tværfaglighed. Det gør relationerne.

Tværfaglighed handler ikke om at sidde til møder sammen, men om at turde dele ansvar, udfordre hinanden og lære af hinandens blik. Når hjemmeplejen fortæller, hvad de ser i borgerens hverdag og terapeuten spørger: “Hvad ser du, jeg ikke ser?”, opstår der et fælles fagligt rum. Det er dér, tværfagligheden bliver levende.

Ledelse mærkes tydeligst, når den skaber plads frem for at give svar. Når vores leder spørger: “Hvad giver mest mening for borgeren?”, vokser både vores ansvar og energi. Det flytter beslutningerne tættere på borgeren og giver vores faglige vurderinger reel betydning.

Ældreloven er et vigtigt skridt for fremtidens ældrepleje. Men hvis vi vil lykkes med den, må vi begynde med os selv. Tværfagligheden skal trænes, relationerne styrkes, og samarbejdet skal opfindes på ny, hver dag.

Tværfaglighed er ikke et møde i kalenderen. Det er et træningsrum, hvor vi sammen genvinder både borgerens og vores egen handlekraft.