Joachim Hoffmann-Petersen (K) bliver formand for det nye Sundhedsråd Lillebælt. Derudover bliver Konservative også formænd i tre andre sundhedsråd.

Joachim Hoffmann-Petersen (K) bliver formand for det nye Sundhedsråd Lillebælt. Derudover bliver Konservative også formænd i tre andre sundhedsråd. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Disse partier vinder formandsposten for de nye sundhedsråd

Formændene for de nye sundhedsråd får med sundhedsreformen en nøglerolle i sundhedsvæsenet. Se hvem der skal stå i spidsen for det sundhedsråd din kommune tilhører.

Udgivet: 20/11/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

De Konservative har fået flest formandsposter i de nye sundhedsråd, der blandt andet får ansvar for at styrke det nære sundhedsvæsen.

Fire formandsposter - én i hver af de nye regioner - er gået til De Konservative.

Der bliver i alt 17 sundhedsråd. Næstflest formandsposter på landsplan - tre - har Venstre fået.

Sundhedsrådets formand og næstformand vælges af og blandt regionsrådets medlemmer. Valget skete ligesom valget af regionsrådets formand og næstformand ved et flertalsvalg på konstitueringsmødet. I nogle regioner er der allerede sat navne på formændene for sundhedsrådene, mens der i andre kun er sat partinavn. Udover formænd og næstformand skal sundhedsrådene bestå af både regionale og kommunale politikere. De regionale politikere har flertal.

Socialdemokratiet tager to formandsposter på landsplan. Det samme gør SF og Dansk Folkeparti.

De resterende fire sundhedsråd skal ledes af en formand fra henholdsvis Danmarksdemokraterne, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance.

De 17 sundhedsråd skal knytte regioner og kommuner tættere sammen, så færre patienter tabes i sprækkerne mellem afdelinger på sygehuset, den praktiserende læge og kommunens tilbud.

Konkret er ambitionen for eksempel, at færre skal opleve at blive udskrevet fra sygehuset, uden at hjemmepleje og genoptræning er på plads.

De får kort sagt en nøglerolle, og formandsposterne er derfor attraktive, har vurderingen lydt fra Ulrik Kjær, professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

Samtidig får formændene ifølge en bekendtgørelse et årligt vederlag på 227.000 kr.

- Det bliver et ekstremt spændende sted at sidde, hvis man vil noget politisk. Honoraret er en ting, men den indflydelse, der ligger i det, er også ret attraktiv, har Ulrik Kjær sagt.

Region Østdanmark

Sundhedsråd Hovedstaden: Radikale Venstre

Sundhedsråd Københavns Omegn Nord: Venstre

Sundhedsråd Nordsjælland: Det Konservative Folkeparti

Sundhedsråd Amager og Vestegnen: Enhedslisten

Sundhedsråd Østsjælland og Øerne: Socialdemokratiet

Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland: Venstre

Region Syddanmark

Sundhedsråd Lillebælt: Joachim Hoffmann-Petersen (K)

Sundhedsråd Fyn: Annette Blynel (SF)

Sundhedsråd Sydvestjylland: Mette With Hagensen (S)

Sundhedsråd Sønderjylland: Danske Folkeparti

Region Midtjylland

Sundhedsråd Kronjylland: Danmarksdemokraterne

Sundhedsråd Horsens: Socialistisk Folkeparti

Sundhedsråd Aarhus: Konservative

Sundhedsråd Vestjylland: Dansk Folkeparti

Sundhedsråd Midt: Liberal Alliance

Region Nordjylland

Sundhedsråd Limfjorden: Konservative

Sundhedsråd Vendsyssel: Venstre

/Ritzau og RG

Sidst opdateret: 19/11/2025 - 22:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]