
"Vi er lykkedes, hvis vi kan svare klart ja til, at vores løsninger er til gavn for både den enkelte borger og det samlede sundhedsvæsen. Er svaret uklart, skal vi måske endnu en tur i værkstedet," skriver Karen Nørskov Toke, fagdirektør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, i dette debatindlæg.
Debat
To store reformer åbner for at gentænke det nære sundhedsvæsen
Ældrereformen og sundhedsreformen skaber en fælles bevægelse mod en ny version af det nære sundhedsvæsen. Vi skal gribe muligheden for at præge den nye version, så den får fokus på ældres behov, selvbestemmelse og tværfaglighed, skriver fagdirektør.
Udgivet: 06/11/2025
Af Karen Nørskov Toke, fagdirektør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune
Flere omfattende reformer påvirker og lægger nye rammer for arbejdet i og med det samlede sundhedsnæven – og herunder særligt udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Først kom ældreloven, som har medført et fornyet fokus på borgernes selvbestemmelse og frisættelse af de organisatoriske rammer – det er vi i fuld gang med at omsætte til virkelighed. Og nu kommer sundhedsreformen og rykker ved rammerne for det samlede sundhedsvæsen, hvor vi i endnu højere grad skal til at tage et fælles ansvar for borgernes sundhed i bred forstand.
Ældre og sundhed hænger sammen – og skal hænge sammen. Opgaverne skal løses som sammenhængende og borgercentrerede indsatser så tæt på borgerne som muligt og med højere kvalitet og bedre udnyttelse af de samlede ressourcer. Og vi må aldrig miste fokus: vores fælles løsninger skal altid komme de ældre mest muligt til gavn.
Men hvad betyder det egentlig alt sammen for de borgere, vi hjælper? Lad os tage et eksempel:
Einar er 82 år. Han har flere samtidige sygdomme og modtager palliativ sygepleje i eget hjem fra den kommunale sygepleje, og han er samtidig tilknyttet flere hospitalsafdelinger. Der er tale om det, vi kalder et ’meget komplekst borgerforløb’. I kommunen kender vi Einar, og den viden bringer vi i spil, så de øvrige behandlinger og indsatser tilrettelægges, så de er så målrettede som muligt i forhold til Einars liv og hverdag. Det er en hverdag, hvor Einars energi og overskud er en knap ressource. Vores fælles udgangspunkt er, hvordan vi kan skabe mest værdi for Einar.
Den næste fase for det nære sundhedsvæsen
I Københavns Kommune er vi gået sammen med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Region Hovedstaden om et fælles pilotprojekt om hjemmeindlæggelse på plejehjem. Her samarbejder vi om den ældre på tværs af aktører.
Her har plejehjemsbeboere været indlagt på hospitalet i deres eget hjem, og hospitalet har haft behandlingsansvaret i borgerens hjem. På den måde har borgerne kunnet fastholde egne rutiner og hverdag under indlæggelse. Det kan være en stor fordel for mange ældre, hvor stabilitet og det velkendte er essentielt for at skabe tryghed og gode betingelser til at komme sig.
Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi med udgangspunkt i de ældres liv flytter opgaver fra det specialiserede og centrale til det nære og lokale. Men det er ikke nemt. Det kræver blandt andet mere samarbejde, bedre kendskab til hinandens arbejde og stærkt ledelsesfokus. Sundhedsrådene har potentialet til at understøtte sådanne samarbejder, hvis de bliver brugt rigtigt.
En væsentlig erfaring fra pilotprojektet er, at hvis bevægelsen mod det nære skal give mening for borgerne, så skal det ske koordineret og struktureret og være tilpasset den enkeltes dagsform og rutiner. Det kan for eksempel være at koordinere, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at have en virtuel stuegang, hvor personale fra hospitalet virtuelt tilser borgeren, så det passer ind i borgerens dagsrytme og den øvrige pleje af borgeren.
Fokus på det nære og lokale behøver imidlertid ikke at være ensbetydende med behandling eller indlæggelse i eget hjem. Løsningen kan lige så vel ligge i nærmiljøet.
I Københavns Kommune arbejder vi med en rehabiliterende tilgang, hvor sygeplejeklinikker er førstevalg i sygeplejen, når det er muligt. Når vi hjælper borgeren hen til en af kommunens sygeplejeklinikker, kan det være med til at styrke borgerens funktionsniveau og følelsen af selvbestemmelse. Samtidig giver vi borgeren en bedre chance for at blive mere selvhjulpen og lære at mestre egen sygdom. Det er en stor gevinst for borgeren og samtidig en effektiv brug af vores ressourcer.
Vi må ikke overkomplicere løsningerne
De to store reformer og den fælles bevægelse mod det nære kommer ikke til at løse alle vores udfordringer. Sundhedsvæsenet skal løfte stadigt flere opgaver, mens medarbejderne til at løfte og pleje bliver færre.
Men vi kan nå langt med en helhedsorienteret tilgang og et fælles blik for, hvor i sundhedsvæsenet opgaverne bliver løst bedst og mest hensigtsmæssigt – og til fordel for både den enkelte og det samlede sundhedsvæsen.
Vi er lykkedes, hvis vi kan svare klart ja til, at vores løsninger er til gavn for både den enkelte borger og det samlede sundhedsvæsen. Er svaret uklart, skal vi måske endnu en tur i værkstedet.
Sidst opdateret: 06/11/2025 - 10:09
Temaer: Debat










































