Michael Bjørn, direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune

"Med hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent."

Med de ord blev ældrereformen født i statsministerens nytårstale 1. januar 2022.

Det er interessant at bevæge sige retur gennem memory lane. Jeg husker især samtalerne om, at årtiers new public management-styring var slidt op. I særdeleshed husker jeg tidligere departementschef Per Okkels, som i 2021 udtalte:

"Jeg tror faktisk, at ældreområdet er det første, som knækker ryggen i velfærdssamfundet, hvis vi ikke tænker nyt. Udfordringerne er enormt store".

Vi kender kronologien siden da. Først med daværende social- og ældreminister Astrid Krag (S) i spidsen for kampagnetoget, siden med ældreminister Mette Kierkgaard (M) i front: Nu skal der ryddes op i bureaukratiet, friheden skal herske, tilliden til medarbejdernes faglighed skal tilbage og borgeren skal sættes i centrum, lød mantraet.

Så vidt så godt – om end jeg ikke tror, at Okkels’ bekymring nu er borte. For et paradigmeskifte er for det første ikke tilstrækkeligt til at løse fremtidens udfordringer. Og selv uden at tage det med i betragtningerne, så er et paradigmeskifte i sig selv ikke klaret "blot" med en reform.

Et paradigmeskifte skal også afspejles i en forandring af retorikken hos alle, der på den ene eller anden måde arbejder med ældrepleje. Også hos den ansvarlige minister. Det bliver den bare ikke i tilstrækkelig grad.

For hvordan kan man med en reform bringe "tilliden til medarbejdernes faglighed tilbage" – samtidig med, at man fastholder et unuanceret og negativt narrativ om den indsats, de samme medarbejdere yder?

Er ældreplejen virkelig et postnummer-lotteri?

Narrativet om ældreplejen, der ikke er god nok, blev repeteret af ældreministeren for ikke lang tid siden med brugertilfredshedsundersøgelsen af hjemmeplejen som anledning.

En undersøgelse med en svarprocent lige over 40. Hurtigt blev et danmarkskort med stærke farvekontraster, som markerede de gode og de dårlige kommuner, kreeret. Målt, vejet og rangeret – paradoksalt nok i bedste new public management-stil. Ældreministeren konstaterede på den baggrund, at ældreplejen er et "postnummer-lotteri".

Jeg vil gerne udfordre den udlægning.

I Assens Kommune skriger farven alarmerende, selv om tilfredsheden ligger kun 0,1 under landsgennemsnittet på 4,0. Topscorerne omkring os ligger 0,2 højere. Er det så dramatisk, at der ligefrem er tale om et postnummer-lotteri

På ingen måde. Når vi kigger ind i undersøgelsen om Assens Kommune finder vi blandt andet, at:

• Tryghed ved medarbejdere: 93% føler sig trygge i høj eller nogen grad.
• Kendskab til vaner og behov: 82% oplever det i høj eller nogen grad.
• Indflydelse på hvordan og hvornår hjælpen gives: 70% oplever det i høj eller nogen grad.
• Overholdelse af tidspunkter: 90% oplever det i høj eller nogen grad
• Tilfredsheden er på 81% i den aldersgruppe, som modtager mest hjælp.

Kortet fortæller intet om, at et stærkt lokalpolitisk ansvar og mod til at imødekomme arbejdskraftsudfordringen ved struktureret brug af velfærdsteknologi spiller en rolle. Det betyder blandt andet, at robotstøvsugere anvendes i overensstemmelse med Ankestyrelsens principmeddelelse herom.

Det frigiver arbejdskraft og midlerne bliver i helhedsplejen til rehabilitering og mere rum og tid. For borgerne er det en praksisændring, som afspejles direkte negativt i tilfredshedsundersøgelsen, men den nuancering har danmarkskortene ikke plads til at fortælle om.

Undersøgelsen inddrager heller ikke socioøkonomiske forhold eller faktorer som andelen af ufaglærte medarbejdere eller personaleomsætning. Ej heller kommunernes økonomiske rammevilkår.

Tilbage står blot den skrigende farve og efterlader et unuanceret indtryk af, at "det ikke er godt nok".

Ord skaber virkelighed

Med præcision ramte kritikken for nylig igen kommunerne. På LinkedIn skrev ældreministeren "der er en del, der skal indhentes. For ældreplejen har i mange år ikke været god nok mange steder."

Kritikken nu med afsæt i en Epinion-undersøgelse af kommunalvalgets vigtigste emner. Ældreområdet markerer sig. Det kan ikke være overraskende for nogen, at ældreområdet fylder til kommunalvalget. Det har det altid gjort, og vil altid gøre, af den simple årsag, at det er en kommunal kerneopgave.

Retteligt skal det dertil siges, at ældreområdet ikke ligger højest, som ældreministeren anfører. Det gør skole og uddannelse, derefter sundhed, trivsel og socialt udsatte.

Jeg vil så gerne vide – og min nysgerrighed er enorm: Hvad er det konkret, der skal "indhentes"? Hvad er det, som ikke har været "godt nok"? Og hvilke kommuner udgør de "mange steder"?

Skal ældreområdet ikke "som det første knække ryggen i velfærdssamfundet", som Per Okkels formulerede det, så skal retorikken ændres. Markant - og det haster.

Så ofte at være udskammet øger risikoen for omsorgstræthed. De medarbejdere, som med vilje, faglighed og hjerte møder på arbejde hver dag, året rundt hører også, igen og igen, at de ikke gør deres arbejde godt nok.

Uden en ændring af retorikken, skabes der ikke grundlag for reel nytænkning og forandring. Med hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den nuancerede samtale om ældrepleje, som medarbejderne, og dermed vores ældre, fortjener.