"Det, vi er lykkes med, er at gøre hjælpen meget mere personlig," siger Mogens Bak Hansen, direktør, Social og Arbejdsmarked i Nordfyns kommune.

"Det, vi er lykkes med, er at gøre hjælpen meget mere personlig," siger Mogens Bak Hansen, direktør, Social og Arbejdsmarked i Nordfyns kommune.

Ældredirektører: Her gør vi det bedst

Særligt to ud af 18 områder skiller sig ud, når ældredirektører skal vurdere, hvilke områder deres kommune klarer sig bedst på, viser rundspørge.

Udgivet: 13/11/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

At bruge pengene mest effektivt. Det er det område blandt 18 mulige, som flest ældredirektører udpeger som et succes-område i deres egen kommune.

Det viser en rundspørge foretaget af NB-Ældre blandt landets ældredirektører, hvor 17 direktører har svaret.

Direktørerne er blevet bedt om at pege på hvilke tre ud af 18 mulige områder, hvor de efter deres mening gør det bedst på ældreområdet i deres kommune. De 18 områder tager afsæt i de 18 indikatorer, som kommunerne er blevet bedømt på i NB-Ældres omfattende kortlægning af ældreområdet, som blev offentliggjort i slutningen af oktober. Men rundspørgen er lavet inden offentliggørelsen af rangeringen.

12 af de 17 direktører peger på området ‘at bruge pengene mest effektivt’, som et af de områder, hvor deres kommune gør det bedst.

En af de ældredirektører, som har valgt ‘at bruge pengene mest effektivt’ som et af de områder, hvor hans kommune gør det bedst, er Mogens Bak Hansen, direktør for Social og Arbejdsmarked i Nordfyns kommune.

“Det, vi har gjort rigtig godt i Nordfyns Kommune, er, at vi har sagt, at vi godt kan levere velfærd af lige så høj kvalitet, som den man kender fra tidligere, selv om vi bliver presset af demografien og på økonomien. Vores borgere skal stadig være trygge og tilfredse, de skal have tillid til, at vi kommer, når der er brug for det, og så skal vi selvfølgelig sikre en h’øj sundhedsfaglig indsats,” forklarer Mogens Bak Hansen.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Lykkes med personlig hjælp

Kommunen prøver at adskille deres indsats fra den traditionelle diskussion om, hvornår noget er kvalitet.

“Vi har nogle kvalitetsmål, der siger, at man skal levere tryghed, tillid og sundhed. Men til gengæld, så har vi ikke ret mange standarder, der siger noget om, hvordan vi leverer på målene. Det, vi er lykkes med, er at gøre hjælpen meget mere personlig. Vi leverer alt vores service i dialog med den enkelte borger, det gælder også, hvad der er brug for og ikke brug for,” siger Mogens Bak Hansen.

For eksempel er der ikke noget fast serviceniveau om, at de ældre kan få gjort rent hver 14. dag. Det er hele tiden en dialog med den enkelte, fremhæver direktøren.

“Når vi gør det på den måde, kan vi hele tiden skrue op og ned for hjælpen. Det har faktisk været nøglen til en meget effektiv ressourceudnyttelse hos os. Og det gode er, at borgerne stadigvæk har tillid til, at vi kommer, når der så er brug for det, og at de stadigvæk er trygge og tilfredse med den service, de får,” siger han.

Fik du læst?

Se kortet: Jyske kommuner klarer sig bedst i omfattende faglig kortlægning af ældreområdet

Medarbejderne med på missionen

En af forklaringerne på, at det har kunne lykkes i Nordfyns Kommune er ifølge Mogens Bak Hansen, at der er meget stor politisk opbakning til at gøre det på den måde. “Det er en ret stor forudsætning,” siger han.

Og så er det afgørende at få medarbejderne med på missionen, hvis man vil lykkes med at gøre servicen mest effektiv.

“Medarbejderne skal have mod til at tale med borgeren om, hvad der er brug for, og så ikke sætte mere ind, end lige præcis det. Det er der nogle medarbejdere, der er dygtigere til end andre,” siger han.

Der kan godt være borgere, som ønsker mere, end de egentlig har behov for, fordi de måske også har hørt, hvad naboen får hjælp til.

“Det er det, som er det svære for medarbejderne. De skal stå på mål for den service, der bliver leveret, de kan ikke bare henvise til en standard,” forklarer direktøren.

Nordfyns kommune ser sig selv værende på en mission.

“Vi er ved at redde hele ældresektoren og hele velfærdssamfundet, hvis vi kan få det til at lykkes på den her måde. Den måde, man har gjort det på tidligere, er ikke holdbar. Jeg tror, der er mange af vores medarbejdere, som er meget motiveret af at finde løsningen på den rekrutteringskrise og velfærdskrise, som vi er midt i," siger Mogens Bak Hansen.

Fik du læst?

Lokalpolitikerne: Disse områder skal vi forbedre i ældreplejen

Væk fra offertænkning

Og netop fokuset på missionen er også forklaring på, at kommunen er lykkes på et andet område ifølge Mogens Bak Hansen. Han har også peget på 'at fastholde medarbejderne' som et af de områder, hvor Nordfyns Kommune gør det bedst på ældreområdet. I rundspørgen er ‘at fastholde medarbejderne’ det andet område, som skiller sig ud. Det område har syv af de 17 ældredirektører peget på som et af de tre områder, hvor de i deres kommune gør det bedst.

“Vi har arbejdet meget aktivt med at flytte debatten væk fra sådan en offertænkning, at det er synd for medarbejderne, at det er vanskelige arbejdsvilkår, til i stedet at fokusere på det positive. At fremhæve missionen, vi er på. Og det er det, som mange medarbejdere engagerer sig i,” siger direktøren og fortsætter:

"Vi har spurgt medarbejderne, hvad kvalitet er for dem. Altså hvornår er det, I trives i jeres arbejde, hvad er det, I gør godt? Og når man spørger medarbejdere om det, så vælter det ud af dem. Så har vi prøvet at spejle det i nogle videoer, så vi ligesom har opdyrket en fortælling om alt det gode i arbejdet.”

Hvis man derimod fokuserer på det negative, så er det sværere at fastholde medarbejdere og rekruttere nye.

“Jeg synes, der har været for mange negative fortællinger om det at arbejde i ældresektoren. Vi skal selvfølgelig også have fokus på, hvad vi kan gøre bedre. Men vi kan faktisk bedre løse problemerne ved at fokusere på det, der virker. Og vi har meget at byde på. Og så er det også sjovere," siger Mogens Bak Hansen.

Fik du læst?

Fem ting andre kommuner kan lære af vinderkommunen

Sidst opdateret: 13/11/2025 - 12:41

Temaer: Danmarks bedste kommune på ældreområdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]