Disse 11 kommuner udmærker sig særligt positivt i brugerundersøgelse af hjemmehjælpen
11 kommuner gør det særligt godt på tre centrale områder i Ældreministeriets nye brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmehjælpen, viser analyse. Og én af dem skiller sig helt specielt ud.
Udgivet: 09/09/2025
Tønder Kommune er den kommune, som klarer sig allerbedst, når man spørger hjemmehjælpsmodtagerne om deres samlede tilfredshed, grad af medarbejderkontinuitet og selvbestemmelse. Men også ti andre kommuner er blandt de bedste kommuner på alle tre parametre.
Det viser en analyse, som NB-Ældre har lavet på baggrund af de tre centrale områder, som Ældreministeriet har belyst i et særligt notat om brugerundersøgelsen af hjemmehjælpen.
I sidste uge skrev vi om ti kommuner, som skiller sig særligt negativt ud i samme undersøgelse. De kan dermed med fordel lade sig inspirere af, hvad de gør i de kommuner, hvor de gør det særlig godt på de tre områder. Det er netop formålet med brugerundersøgelsen, at kommunerne kan lade sig inspirere af hinanden samtidig med, at ældreministeren gerne vil se, om ældrereformen får effekt. Undersøgelsen er nemlig lavet lige inden, at ældreloven trådte i kraft, og målet er at gentage den om to år.
Tønder Kommune er den eneste kommune, som både er blandt de fem kommuner med den højeste andel ældre, som udtrykker tilfredshed samlet set, og den højeste andel ælde, som i høj eller nogen grad oplever henholdsvis medarbejderkontinuitet og selvbestemmelse.
Tønder klarer sig således andenbedst på den samlede tilfredshed af alle kommuner, kun overgået af Samsø. Tredjebedst på medarbejderkontinuitet kun overgået af Fanø og Ringsted og allerbedst på selvbestemmelse.
Ser man på de 25 kommuner, som scorer bedst på de tre parametre, er det yderligere ti, som er at finde blandt de 25 bedste for alle tre parametre.
Ni af de 11 bedst placerede kommuner er at finde i Jylland, mens en er fynsk (Nyborg) og en er sjællansk (Ringsted). Man kan se alle 11 kommuner i tabellen nedenfor.
(Artiklen fortsætter efter tabellen)
Ser man på de fem kommuner, som klarer sig dårligst i den samlede tilfredshed er der tre, som går igen ved også at være blandt de fem dårligste til medarbejderkontinuitet og selvbestemmelse, viste en analyse fra NB-Ældre i sidste uge. I alt 10 kommuner skiller sig særligt negativt ud, hvis man kigger på de 25 dårligste for alle tre parametre.
Generelt er der stor forskel mellem kommunerne, både når man ser på den samlede tilfredshed med hjælpen, oplevet medarbejderkontinuitet og selvbestemmelse. Dette ses på de tre kort nedenfor.
Brugerundersøgelsen er den første landsdækkende brugerundersøgelse på hjemmehjælpsområdet, hvor alle hjemmehjælpsmodtagere har haft mulighed for at deltage. Og senere på året kommer en tilsvarende undersøgelse for plejehjemmene.
Sådan har de gjort
Danmarks Statistik har stået for dataindsamlingen til brugertilfredshedsundersøgelsen for Ældreministeriet.
Alle hjemmehjælpsmodtagere på 67 år og opefter, det vil sige omkring 123.000, er spurgt, om de vil deltage. 52.860 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 43 procent.
Data er indsamlet i perioden fra november 2024 til februar 2025.
Alle personer har fået invitation til undersøgelsen digitalt med mulighed for at udfylde et digitalt spørgeskema. Personer som ikke er tilmeldt digital post har fået et brev.
Alle personer, der ikke har svaret på web er forsøgt kontaktet telefonisk for et interview, hvis det har været muligt at finde et telefonnummer via officielle kilder.
Resultaterne vil fremadrettet blive præsenteret på den nye plejeoversigt.
Kilde: Ældreministeriet
Sidst opdateret: 05/12/2025 - 09:55










































