Af Karen Nørskov Toke, fagdirektør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune

Ældreloven er nu endelig trådt i kraft. Og som alle andre kommuner står København derfor overfor store forandringer i måden, vi tilrettelægger og udfører vores ældrepleje på. Forandringer, der kræver, at vi styrker samarbejdet mellem faggrupper og er åbne for at samarbejde på helt nye måder med både borgere, pårørende og civilsamfund. Lovens bærende værdier om selvbestemmelse, tillid og et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet er værdier, som afspejles, i den måde vi tænker ældrepleje på i København. Vi skal derfor fortsætte de gode takter, der allerede er i gang. 

Med nye arbejdsgange og samarbejdsflader vil der også opstå nye dilemmaer – det kan vi ikke undgå. Det kan for eksempel være dilemmaer i mødet mellem den ældres ret til selvbestemmelse og medarbejdernes faglighed, tillid mellem ældre, medarbejdere og ledelse samt inddragelse af nye aktører i tilrettelæggelsen af ældreplejen. Disse dilemmaer er med til at udvikle ældreplejen, og dem skal vi i fællesskab være klar til at løse.

Et eksempel er spørgsmålet om, hvordan vi prioriterer borgerens selvbestemmelse i forhold til den omsorgsfaglige kvalitet, og hvordan vi inddrager pårørende og civilsamfund, uden at de føler, at vi pålægger dem opgaver, de ikke kan rumme. Og hvordan vi bruger velfærdsteknologi smart, så det både giver borgerne mere selvbestemmelse og aflaster vores medarbejdere. Det sidste har ældreloven desværre ikke haft fokus nok på.

Borgerens stemme som styrende udgangspunkt

Borgerne, de ældre, er i sagens natur dem, det hele handler om – sådan har det naturligvis også været hidtil. Vi skal altid møde den enkelte med respekt, forståelse og faglig omsorg ved at fokusere på borgerens perspektiv. Med den nye ældrelov er der sat et endnu større fokus på, at borgerens stemme er det styrende i vores arbejde. Det kræver, at vi bliver endnu bedre til at gå i dialog med borgerne og forklare den faglige vurdering bag vores beslutninger, så de oplever, at vi respekterer deres selvbestemmelse og integritet, og så vi samtidig sikrer kvaliteten i plejen.

Der kan opstå vanskelige situationer, hvor borgerens ønsker kan være uforenelige med, hvad der fagligt er forsvarligt. Dette dilemma er – og har altid været – en naturlig del af arbejdet i ældreplejen, og det kræver faglig refleksion, dialog i teamet og samarbejde med pårørende og andre fagpersoner.

I København er borgerens stemme allerede udgangspunktet for vores indsats og samarbejdet med borgeren – både når det gælder helhedsplejens tværfaglige teams med nærvisitation og for de faste teams på plejehjem. Teamsamarbejdet er med til at understøtte en større grad af selvbestemmelse for borgere, så støtten bliver tilrettelagt fleksibelt og kontinuerligt med udgangspunkt i borgerens ønsker og behov. 

For at klæde vores medarbejdere på til at varetage opgaven har vi i København udviklet en omsorgsfaglig kvalitetsmodel, der giver medarbejdere og ledere et fagligt grundlag for at møde borgerne med nærvær, respekt og kontinuitet i hverdagen. Resultaterne viser, at det er med til at øge borgerens oplevelse af tryghed og selvbestemmelse i hverdagen.

Vi har desuden prioriteret et øget fagligt råderum til medarbejderne i vores hjemmepleje i form af timer til fleksible aktiviteter sammen med borgerne. Timerne skal anvendes på forebyggende og rehabiliterende indsatser og dermed fremme borgerens funktionsniveau, trivsel og livskvalitet. Det skal sikre, at medarbejderne sammen med borgeren kan prioritere det, der giver bedst mening for den enkelte.

Vigtigt samarbejde med civilsamfund, lokale fællesskaber og pårørende

Med ældreloven skal vi i endnu højere grad tænke civilsamfund, lokale fællesskaber og pårørende som en vigtig ressource i vores ældrepleje. For eksempel øver vi os i at være mere opsøgende i samarbejdet med pårørende, og lave tydelige forventningsafstemninger tidligere i forløbet. Vi vil også gerne være i dialog med flere pårørende omkring borgeren, og sammen drøfte hvordan vi kan supplere hinanden. 

På den måde kan de pårørende bidrage med det, der er meningsfuldt for dem. Det kan for eksempel være, når en søn selv ønsker at lave frokost til sin mor, når han alligevel er på besøg om søndagen, eller når en nabo tager varer med på indkøbsturen. Mange pårørende vil gerne bidrage med opgaver, som er forbundet med omsorg og meningsfuldhed – og det er vores opgave at være nysgerrige på, hvilke opgaver, der giver mening for den enkelte, og tilrettelægge plejen, så det kan lade sig gøre.

Et godt samarbejde forudsætter tidlig dialog om både borgerens og de pårørendes ønsker og behov – herunder behov for støtte i rollen som pårørende. Det nye og styrkede pårørendesamarbejde er ikke noget, vi når i mål med fra den ene dag til den anden. Men vi er allerede i gang. Udover den daglige dialog tilbyder vi bl.a. mestringskurser, pårørendevejledning, netværksgrupper, diagnosespecifik rådgivning m.m. til pårørende.

 Mere strøm på velfærdsteknologien, tak

Alle i ældresektoren er bekendt med, at ressourcerne er knappe, og at vi i de kommende år vil opleve en stigende mangel på medarbejdere. Derfor bliver velfærdsteknologi en mere og mere vigtig ressource, der kan frigive tid til medarbejdernes kerneopgaver og hjælpe til, at vi løser opgaverne mest effektivt.

I Københavns Kommune er vi allerede langt i forhold til udbredelse af velfærdsteknologi. Vi havde derfor også gerne set, at man i ældreloven var gået længere med hensyn til fleksible rammer for brug af velfærdsteknologi og havde givet kommunerne generel hjemmel til at bruge hjælpemidler og teknologier forebyggende og rehabiliterende. Vi ville ønske, at vi som kommune kunne tildele, udlevere eller give tilskud til andre teknologier, der i dag betegnes som almene forbrugsgoder – også ud over robotstøvsugere – så teknologiens fulde potentiale i højere grad kan udnyttes. Der bør skabes bedre rammer for brug af sensorer og en italesættelse af, at velfærdsteknologiske løsninger bør indtænkes som første valg, der hvor det er muligt.

Implementeringen af ældreloven er en stor og vigtig opgave. Det er ikke bare nogle enkelte knapper, der skal skrues lidt på, men en decideret kulturforandring i den måde, vi tilrettelægger vores tilbud til de ældre på – og den måde, vi samarbejder med borgerne, og dem, der er omkring dem. Det vil tage tid at skabe fælles forståelse og engagement blandt alle involverede parter. Men vi er godt i gang, og vi oplever, at det giver mening for alle – ikke mindst for dem, det hele handler om – de ældre.