Af Jesper Fisker, tidligere formand for sundhedsstrukturkommissionen og adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

“Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk , der hvor havet slår ind over molen …”

Det er da tæt på at være Gnags’ bedste nummer, er det ikke? Melodien sidder lige i skabet, og sangens budskab rammer noget helt grundlæggende og nærmest eksistentielt: Når vi bliver ældre, vil vi stadig være en del af livet.

Og livet leves bedst derhjemme. I velkendte rammer – ved spisebordet, hvor man har siddet utallige gange før – og på den foretrukne udsigtsbænk, hvorfra man har nydt solnedgangene gennem årtier.

Sådan har jeg det i hvert fald. Når jeg fylder 80 år, håber jeg på at bo i mit eget hjem. Og jeg forventer, at sundhedsvæsenet og ældreplejen i fællesskab kan hjælpe mig dér, hvis jeg får kræft eller andre helbredsmæssige skavanker.

’Hjemmekemo’ og medbestemmelse

Skulle diagnosen være kræft, forestiller jeg mig, at det vil være muligt at få min kemoterapi hjemme via en portabel infusionspumpe i stedet for at være indlagt på hospitalet. At en fysioterapeut kan hjælpe mig i gang efter en operation – ikke på et fremmed sygehus, men i min egen stue, hvor jeg kender hvert et møbel. At der er et fast hjemmebehandlingsteam, jeg kender ved navn, og som kender mig. Og at jeg – sammen med mine pårørende – bliver spurgt, hvad der er vigtigt for mig i hverdagen.

Det er ikke urealistiske drømme. Det er faktisk en af kongstankerne med sundhedsreformen: At flere ældre skal kunne behandles i eget hjem. At vi skal have reel indflydelse på vores forløb. Og at systemet skal indrettes, så det følger borgerens behov – fremfor omvendt.

I dag ligger tyngdepunktet i sundhedsvæsenet på hospitalerne. De har tiltrukket både økonomi, personale og kvalitet, og det har været nødvendigt for at skabe et stærkt behandlingssystem. Men konsekvensen er, at de nære sundhedstilbud uden for hospitalerne står for svagt. For mange patienter, der kunne få bedre og hurtigere hjælp hos deres egen læge, i et lokalt sundhedstilbud tæt på hjemmet – eller sågar i deres egen stue – ender med at blive indlagt.

Med sundhedsreformen skal tyngdepunktet flyttes tættere på borgerne, så ressourcer, kompetencer og personale følger patienterne i stedet for omvendt.

Tæt samarbejde

Det forventer jeg at drage gavn af, når jeg om godt og vel 15 år fylder 80. Til den tid vil der være langt flere ældre end i dag, mange med én eller flere kroniske sygdomme.

Men jeg regner også med, at sundhedsreformen er implementeret i en sådan grad, at de forskellige dele af systemet arbejder tæt sammen om mit forløb – hvad enten det er hjemmeplejen, sygehusets udegående sygeplejeteam eller den kommunale rehabilitering.

Naturligvis skal jeg stadig på hospitalet, hvis min tilstand kræver en operation eller specialiseret behandling. Men så længe det er muligt, skal hjælpen komme til mig. Og når dagen engang kommer, hvor jeg har nydt min sidste solnedgang og skal herfra, håber jeg, at det kan ske derhjemme – i min egen seng eller i en hospitalsseng udlånt af det nærmeste sygehus.

Med sundhedsreformen skal den palliative – lindrende – behandling styrkes. Det gælder både den basale og den specialiserede indsats til mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom, eller som er tæt på livets afslutning. Også her er ambitionen, at hjælpen i højere grad skal rykke ind i borgernes hjem.

Sundhedsreformen er et vigtigt skridt. Men den bliver kun en succes, hvis vi tør flytte kræfterne tættere på borgerne – og hvis de flotte ord omsættes til handling. Kun sådan kan vi skabe et sundhedsvæsen, der også kan bære os, når vi blir’ gamle.