Centerchef i Næstved Kommune, Torben Hollmann, glæder sig over, at velfærdsteknologi er på dagsordenen, men vurderer, at midlerne langt fra rækker.

Centerchef i Næstved Kommune, Torben Hollmann, glæder sig over, at velfærdsteknologi er på dagsordenen, men vurderer, at midlerne langt fra rækker.

Ældrechef: Afgørende område er overset i finanslovsforslag

Det er kritisabelt, mener Torben Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune, at der ikke er afsat midler til efteruddannelse af personale til den nye ældrelov.

Udgivet: 02/09/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Han er ikke tilfreds med regeringens forslag til en ny finanslov. Tværtimod. Torben Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune, har svært ved at forstå regeringens prioriteringer, når netop ældreområdet står over for nogle af de største udfordringer.

"Der bliver flere ældre med behov for hjælp, men færre hænder til at tage sig af dem. Derfor er det ikke det mest ambitiøse finanslovsforslag, jeg har set på området," siger han i et interview med NB-Ældre.

Ældreområdet står over for store udfordringer med flere ældre og mangel på medarbejdere. Ifølge fremskrivninger kan der mangle titusindvis af sosu-medarbejdere i 2035. Derfor har finansloven for 2026 betydning for, hvordan kommunerne kan ruste sig til de kommende år. Regeringen har afsat midler til tre nye prioriteter på ældreområdet: udbredelse af velfærdsteknologi, varige partnerskaber med Indien og Filippinerne samt billigere madservice.

Men der er ingen særlige midler til efteruddannelse af personale til den nye ældrelov. Det er en af de største bekymringer for Torben Hollmann, for ifølge ham har alle medarbejdere behov for et kompetenceløft.

"Det koster rigtig mange penge at efteruddanne, og de midler har vi ikke. Hver gang jeg hiver en medarbejder ud, koster det omkring 600 kroner i timen. Derfor risikerer man, at implementeringen af ældreloven kommer til at trække ud. Det havde være rart, hvis der også havde ligget lidt dér," siger Torben Hollmann.

En del af løsningen

Finanslovsforslaget rummer 20 millioner kroner årligt i en fireårig periode til udbredelse af velfærdsteknologi. Torben Hollmann, som sidder med i Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, glæder sig over, at området endelig er på dagsordenen, men vurderer, at midlerne langt fra rækker.

"Lige så snart man siger 'velfærdsteknologi' og '20 millioner kroner' i samme sætning, så harmonerer det ikke. Det er voldsomt dyrt - især at implementere. Derfor skal pengene bruges meget klogt," siger Torben Hollmann.

Fik du læst?

NB-Ældre erfarer: Tre nye prioriteter på ældreområdet i regeringens finanslovsforslag

Han understreger dog, at det er positivt, at regeringen har taget emnet med.

"Jeg ser velfærdsteknologi som en del af løsningen på manglen på arbejdskraft, så jeg synes, det er fint, at der er sat midler af. Men jeg har også et ønske om, at der kommer endnu mere fokus på det, fordi det er fandeme vigtigt," siger Torben Hollmann.

Til gengæld er han mindre begejstret for regeringens ambition om at styrke partnerskaberne med Indien og Filippinerne for at hente social- og sundhedspersonale til Danmark. Ifølge Torben Hollmann er initiativet velment, men han tvivler på, at det reelt vil løse problemerne.

Han peger på sprogvanskeligheder, kulturforskelle og risikoen for, at medarbejderne hurtigt rejser igen.

"Det er en sød tanke, men jeg er ikke super imponeret. Jeg frygter, at nogle på Christiansborg læner sig tilbage og tror, at problemet er løst. Det kan jeg love for, at det ikke er," siger Torben Hollmann.

Fakta

Regeringens finanslovsforslag på ældreområdet

Regeringens finanslovsforslag 2026 indeholder tre nye prioriteter på ældreområdet:

Partnerskaber med Indien og Filippinerne

  • Yderligere midler afsættes til varige partnerskaber om rekruttering og uddannelse af social- og sundhedspersonale.

  • Målet er at afhjælpe rekrutteringsudfordringer i ældreplejen.

  • Politisk aftale fra 2024 om op mod 1000 medarbejdere fra tredjelande danner baggrund.

Billigere madservice til ældre og handicappede

  • Regeringen vil afsætte 200 mio. kr. årligt fra 2026.

  • Loftet for egenbetaling pr. hovedmåltid sænkes fra 63 kr. til ca. 50 kr.

  • Skal være en økonomisk håndsrækning i en tid med stigende fødevarepriser.

Udbredelse af velfærdsteknologi

  • Der afsættes 20 mio. kr. årligt i 2026-2029.

  • Midlerne skal understøtte den nationale strategi for velfærdsteknologi i ældreplejen.

  • Formålet er at frigøre tid hos personalet til mere borgernær velfærd.

Kilde: Regeringens finanslovsforslag

Sidst opdateret: 02/09/2025 - 12:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]