Det er op til politikerne at tage ansvar, hvis velfærdsteknologi skal frigøre ressourcer i ældreplejen.

Sådan lyder det fra Emilie Loiborg, advokat og director hos Horten Advokatpartnerselskab, som onsdag deltog i en høring på Christiansborg om brugen af teknologi i velfærdssektoren.

"Jeg vil gerne gøre det klart: Det er ikke databeskyttelsesforordningen (GDPR), der spænder ben. Brugen af velfærdsteknologi kræver, at Folketinget synes, det er en god idé og vedtager de nødvendige nationale hjemler," siger hun til NB-Ældre.

Udmeldingen kommer, efter at flere kommuner har efterlyst klarere regler. Senest har Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, advaret om, at kommunerne risikerer at havne i en juridisk gråzone. Samtidig har ældre- og sundhedsreformen sat fokus på en national strategi for velfærdsteknologi. Et partnerskab for velfærdsteknologi er nedsat og forventes at aflevere sine anbefalinger i løbet af sommeren.

Emilie Loiborg peger på en grundlæggende udfordring i samspillet mellem EU-retten og dansk lovgivning. GDPR gælder direkte i Danmark, men den forudsætter på visse punkter, at medlemslandene vedtager supplerende nationale regler.

"Man kan sige, at hvis databeskyttelsesforordningen er 100 sider, så er de sidste 20 sider blanke. De skal udfyldes nationalt. Det har vi kun gjort i meget begrænset omfang i Danmark – og det skaber tvivl og usikkerhed om behandlingshjemlen, især i forhold til velfærdsteknologi, hvor der næsten altid er tale om behandling af følsomme oplysninger," siger Emilie Loiborg.

Danmark halter efter

I dag findes der for eksempel enkelte bestemmelser i serviceloven og en bekendtgørelse om velfærdsteknologi, der blandt andet regulerer bevægelsessensorer og kamerakig. Men det dækker kun et snævert felt.

Problemet opstår, når nye teknologier ikke passer ind i de “kasser”, som loven beskriver. Må man for eksempel bruge sensorer i bleer, der giver besked, når de skal skiftes?

"Man skal virkelig anstrenge sig, hvis man skal få det ind under reglerne om monitorering af bevægelse. Nogle kommuner fortolker reglerne om hjælpemidler derhen, at det giver hjemmel til brug af sensorbleer, mens andre mener, at man ikke må bruge det. De fleste er enige om, at det vil kunne gavne at vide, hvornår man skal skifte bleen, så den ældre ikke ligger med den i mange timer, og derfor kunne det være godt med en klar og tydelig hjemmel til det," siger Emilie Loiborg.

Hun understreger, at Danmark halter efter andre lande. I Sverige har man allerede vedtaget teknologineutrale regler, der gør det nemmere at bruge forskellige digitale værktøjer i velfærdssektoren.

"Jeg mener, man helt lavpraktisk kan vedtage en bestemmelse, der siger: Digitale værktøjer kan anvendes, når der ydes støtte efter serviceloven eller ældreloven for at sikre, at den enkelte får en helhedsorienteret indsats. De digitale værktøjer må kun anvendes uden for det menneskelige legeme," siger advokaten og fortsætter:

"Det læner sig meget op ad den regulering, der er i Sverige. Der har man udfyldt de tomme sider i GDPR og gjort det muligt at bruge en bred vifte af velfærdsteknologier på en mere simpel måde end i Danmark," siger Emilie Loiborg.

Politisk paradoks

Men risikerer man ikke at gå for langt ved at gøre lovgivningen mere lempelig? Det spørgsmål har Emilie Loiborg også forholdt sig til. Hun mener tværtimod, at klarere regler kan styrke borgernes retssikkerhed – fordi det bliver tydeligere, hvilke rammer der gælder for teknologi.

"I dag er det ekstremt vanskeligt at finde ud af, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. Hvis reglerne blev tydeligere, ville både myndigheder og borgere lettere kunne navigere i dem," siger Emilie Loiborg.

Hun understreger, at en bredere hjemmel ikke betyder frit spil.

"Der vil stadig gælde de almindelige krav om for eksempel egnethed og proportionalitet i databeskyttelsesretten samt cybersikkerhed. Man må stadig ikke vælge en løsning, der skader borgeren, og man skal overholde principper som dataminimering og formålsbestemthed," siger Emilie Loiborg.

Det er paradoksalt, mener hun, at politikerne ofte taler varmt om velfærdsteknologi – men undlader at lave de regler, der skal få det til at virke i praksis.

"Så bliver det rigtig, rigtig svært. Jeg tror, brugen af teknologi kunne blive både bedre og mere innovativ, hvis man åbnede mulighedsrummet ved at fastsætte de påkrævede nationale hjemmelsbestemmelser og gjorde de eksisterende regler mindre kompliceret."

Emilie Loiborg håber, at høringen har gjort indtryk på både ministeren og Folketingets ældreudvalg. Hun har i hvert fald fremlagt konkrete forslag til, hvordan lovgivningen kan justeres. Nu er det op til politikerne at handle.