
Hvorfor ender kommunerne så ofte i offside-position, når det kommer til kunstig intelligens? Den danske sektorlovgivning eller mangel på samme er den primære årsag, skriver Jan Nielsen, direktør i Senior og Omsorg, Aalborg Kommune, i dette debatindlæg.
Debat
Kunstig intelligens på ældreområdet: Klar til kickoff, men hvad er reglerne?
Kommunerne er klar til kickoff med mere kunstig intelligens på ældreområdet, men der mangler lovhjemmel til at anvende løsningerne. Så kære ministre og departementschefer, bolden ligger hos jer, skriver ældredirektør.
Udgivet: 12/06/2025
Af Jan Nielsen, Direktør i Senior og Omsorg, Aalborg Kommune
Danmark skal være verdensførende inden for anvendelsen af kunstig intelligens i det offentlige. Så klar lyder ambitionen fra den danske statsminister. Baggrunden for denne ambition er, at kunstig intelligens har potentiale til at afhjælpe strukturelle udfordringer, især inden for ældreområdet, hvor der er mangel på arbejdskraft og et stigende antal ældre.
Kunstig intelligens rummer både risici og etiske problemstillinger, men har samtidig potentialet til at skabe positive ændringer i måden kommunerne leverer velfærd og service til borgerne på. Det er derfor afgørende, at kommunerne tager teknologiens muligheder og udfordringer alvorligt, så borgernes rettigheder sikres og udvikling og innovation sker ansvarligt.
Klare og gennemskuelige spilleregler er nødvendige. I EU reguleres brugen af kunstig intelligens via blandt andet EU-loven ”AI-Act” og EU-loven om databeskyttelse (GDPR). Disse love har til hensigt at beskytte borgere og samfund mod potentielle skadelige effekter af kunstig intelligens. Erfaringer fra kommunernes arbejde med kunstig intelligens viser, at disse fælles europæiske spilleregler kan sikre en ansvarlig ramme for brugen af kunstig intelligens.
Mangler lovhjemmel
Hvorfor ender kommunerne så ofte i offside-position, når det kommer til kunstig intelligens? Den danske sektorlovgivning eller mangel på samme er den primære årsag. Inden for de store velfærdsområder mangler lovgivningen at tage grundlæggende stilling til en virkelighed, hvor kunstig intelligens udvikles og anvendes tæt på borgere og medarbejdere.
En række kunstig intelligens løsninger, som for eksempel projektet TALT, der styrker og effektiviserer dokumentationsopgaven på ældreområdet, har vist store potentialer. De kan øge kvaliteten for borgerne, nedbringe dokumentationsbyrden for medarbejderne og frigive tid til mere omsorg. Disse løsninger er alle blevet bremset af manglende lovhjemmel.
Det bør derfor være en bunden opgave at få vores fælles spilleregler opdateret til en ny virkelighed, hvis statsministerens ambition skal opfyldes. Optimalt bør dette ske gennem en generel hjemmel i forvaltningsloven, men hvis der ikke er politisk vilje til dette, kan det ske via ændringer eller bekendtgørelser i sektorlovgivningen. Det haster.
Bolden ligger hos jer
Hvis det sidste sker, kan det skabe en særskilt problemstilling for kommunerne i form af asymmetri mellem lovgivninger. På det kommunale ældreområde modtager borgerne ydelser efter flere lovgivninger. En bekendtgørelse, der skaber den nødvendige lovhjemmel i sundhedsloven uden tilsvarende muligheder i service- og ældreloven, kan skabe et A- og B hold. Et A-hold for de borgere, der kan drage fordel af kunstig intelligens og et B-hold for dem, der ikke kan.
Problemet med asymmetri bliver særligt aktuelt i lyset af sundhedsreformen. Et tæt samarbejde i de nye sundhedsråd, hvor kunstig intelligens forventes at spille en betydelig rolle, kan blive vanskeligt for kommunerne med utilstrækkelig lovgivning på området. Kommunerne deler statsministerens ambition om, at kunstig intelligens kan spille en afgørende og positiv rolle i fremtidens velfærd, og derfor bør vi adressere dette.
Så kære ministre og departementschefer, bolden ligger hos jer - vi er klar til kickoff!
Sidst opdateret: 12/06/2025 - 11:20
Temaer: Debat










































