Henrik Aarup-Kristensen, direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune, ser øget administrativ kompleksitet i forbindelse med den nye takstvejledning for helhedspleje.

Henrik Aarup-Kristensen, direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune, ser øget administrativ kompleksitet i forbindelse med den nye takstvejledning for helhedspleje. - Foto: Brønderslev Kommune

Ældredirektør: Ny takstvejledning skaber mere bureaukrati

Nye krav til takstberegning risikerer at gøre det sværere – ikke nemmere – at sikre en fair afregning med private leverandører, mener ældredirektør Henrik Aarup-Kristensen.

Udgivet: 19/06/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Vejledningen til at beregne takster for helhedspleje til private leverandører risikerer at skabe mere bureaukrati og administrativt arbejde.

Sådan lyder det fra Henrik Aarup-Kristensen, direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune.

"Sigtelinjerne er fine, og meget stemmer overens med den måde, vi allerede arbejder på. Men der er klart elementer, hvor det bliver mere besværligt," siger Henrik Aarup-Kristensen, direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune.

Han peger især på, at vejledningen stiller nye krav til, hvordan kommunerne skal opgøre og dokumentere omkostninger – blandt andet til kørsel og arbejdstidstillæg.

"Vi skal bruge mere krudt på at beregne det. Det giver mere arbejde bag skrivebordet til administrative funktioner," siger han.

Vejledningen, som er udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL) og revisionsvirksomheden BDO, indeholder en femtrinsmodel for takstberegning – fra opgørelse af omkostninger og aktivitet til endelig dokumentation. Med den nye ældrelov, der træder i kraft 1. juli 2025, skal ydelser tildeles som helhedspleje frem for enkeltydelser. Vejledningen skal således være med til at understøtte kommunernes arbejde med at fastsætte takster for helhedspleje på en ensartet, gennemsigtig og dokumenterbar måde.

Kompleksiteten stiger

Henrik Aarup-Kristensen fremhæver, at den hidtidige måde at beregne på – for eksempel med gennemsnitstal for køretid – ikke længere er tilstrækkelig.

"Nu skal vi estimere og efterregne, hvor meget vi bruger på for eksempel kørsel – og det afhænger jo af, om man har ét langt besøg eller mange korte."

Fik du læst?

Her er vejledningen til beregning af takster for helhedspleje: Fem trin bør gennemgås

Arbejdstidstillæg skal fremover opdeles mere detaljeret efter arbejdstidens placering, hvilket stiller større krav til opgørelsen. Til gengæld ser Henrik Aarup-Kristensen en vis forenkling i, at takstberegningen fremover kun skal dække få forløbspakker.

"Der kan være en administrativ lettelse i, at vi nu kun har nogle få pakker, vi skal beregne for."

Men samlet set stiger kompleksiteten – ikke mindst i den overgangsperiode, hvor kommunerne både skal håndtere den gamle og den nye model parallelt, da nye borgere skal visiteres efter den nye model, og borgere der allerede får hjælp fortsat er på den gamle model, forklarer Henrik Aarup-Kristensen:

"Vi skal i en overgangsperiode køre med to forskellige takstberegninger, fordi kravene i den gamle og den nye er lidt forskellige. Det gør det ikke nødvendigvis nemmere."

Brønderslev Kommune har tidligere haft sin takstberegning prøvet ved Højesteret i en sag mod en privat leverandør – en sag, som ifølge direktør Henrik Aarup-Kristensen har sat sit præg på KL’s nuværende vejledning.

"Vejledningen fra KL er i høj grad lavet af de samme folk, der var med i vores Højesteretssag. Man har nærmest taget elementer direkte derfra og puttet ind i vejledningen."

Selv om Højesteret fandt mindre beregningsfejl, blev kommunens samlede metode accepteret – og netop derfor vurderer Henrik Aarup-Kristensen, at vejledningen i store træk flugter med den praksis, Brønderslev allerede har anvendt.

Ikke nødvendigvis mere rigtigt

Selv om vejledningen skal sikre større præcision i afregningen, er Henrik Aarup-Kristensen skeptisk over, om det reelt gør opgørelsen mere retvisende.

"Jeg ved ikke, om tingene nødvendigvis bliver mere rigtigt af, at vi regner mere. Der vil altid være gynger og karruseller i sådan noget."

Tidligere byggede taksterne på gennemsnit, som ifølge direktøren balancerede over tid.

"Den tilgang vi havde før, hvor det var et gennemsnit, så vandt man som privat leverandør lidt på kørsel på nogle besøg og tabte lidt på nogle andre. Så gik det nogenlunde lige op."

Selvom man gør beregningerne mere detaljerede, er det stadig umuligt at ramme helt præcist i praksis, mener Henrik Aarup-Kristensen. Ifølge ham vil der altid være variationer, som ikke kan indfanges i regneark, og derfor bliver resultatet ikke nødvendigvis mere retfærdigt – bare mere administrativt krævende.

"Det er mere et spørgsmål om, hvor stor en tolerance man vil acceptere. Der er truffet en beslutning om, at man vil tolerere færre afvigelser – men det er ikke det samme som, at så rammer man en eller anden forgyldt sandhed," siger han.

Sidst opdateret: 19/06/2025 - 11:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]