
Kommunerne får nu hjælp til, hvordan de skal afregne private leverandører for helhedspleje. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Her er vejledningen til beregning af takster for helhedspleje: Fem trin bør gennemgås
Kommunernes Landsforening har netop lanceret den længe efterspurgte vejledning, som skal understøtte kommunerne i at beregne takster for helhedspleje, som skal bruges til afregning af private leverandører. Tjek om I har alle fem trin med i jeres beregninger.
Udgivet: 13/05/2025
Kommunernes Landsforening (KL) anbefaler, at kommunerne tager udgangspunkt i fem konkrete trin, når de skal beregne takster for helhedspleje til afregning af private leverandører.
Det fremgår af den vejledning til beregning af forløbstakster for helhedspleje under godkendelsesmodellen, som KL har udarbejdet i samarbejde med revisionsvirksomheden BDO, som netop er offentliggjort.
Fra 1. juli , hvor ældreloven træder i kraft, skal kommuner, som anvender godkendelsesmodellen til at sikre frit valg efter ældreloven, være klar med takster for helhedsplejeforløb, så private leverandører ved, hvad de får for en given opgave. Flere ældredirektører har tidligere efterlyst eksempler på, hvordan de bedst fastsætter afregningspriserne. Det er for at understøtte denne opgave, at KL har udarbejdet en vejledning.
Vejledningen indeholder en gennemgang af, hvordan den enkelte kommune kan skabe et overblik over alle direkte og indirekte omkostninger forbundet med at levere helhedspleje. Og så beskriver den også, hvordan omkostningerne til helhedspleje kobles med aktivitetsniveauet for den kommunale helhedsplejeleverandør for at kunne fastsætte afregningspriser for helhedspleje.
Det er frivilligt at bruge den, men KL anbefaler at følge de indholdsmæssige anvisninger eller på anden vis sikre klarhed og gennemsigtighed i takstfastsættelsen.
Takstvejledningen er tilvejebragt med sparring fra kommuner, erhvervsorganisationer, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Ældreministeriet.
Her er de fem trin
KL anbefaler, at kommunerne konkret griber sin beregning af takster an med udgangspunkt i disse fem trin:
1. Forberedelse
Kommunerne skal skabe en klar proces for arbejdsgangene for beregning og efterberegning af afregningspriser. Derudover skal der med forberedelsesfasen sikres, at der er overensstemmelse mellem afregningsgrundlag og aftalegrundlag, så den private leverandør afregnes i henhold til det aftalte og behandles på lige vilkår med den kommunale leverandør.
2. Opgørelse af omkostninger til takstberegning
Dernæst skal man lave en opgørelse af alle omkostningerne til helhedspleje, det gælder om at afgrænse, identificere og medtage alle relevante omkostninger. Totalomkostningerne udgøres af alle de forskellige typer af omkostninger, som er relateret til den kommunale leverandør for den givne periode.
3. Opgørelse af aktivitet (forløb og timer)
Næste skridt er via omsorgssystemet at identificere aktiviteten hos den kommunale leverandør. Her er det væsentligt at være opmærksom på relevante afgrænsninger på aktiviteten, således at aktivitetstallene i beregningerne modsvarer aftalegrundlaget med de private leverandører.
4. Udformning af pleje- og omsorgsforløb og fastsættelse af omkostningsfordeling
Når totalomkostninger er fundet, og opgørelsen af tilsvarende aktivitet (forløb og timer) er opgjort, skal der foretages en opdeling af omkostningerne på de forskellige forløb og timepriskategorier. Der kan være forskel på, hvor mange omkostninger, der knytter sig til de forskellige forløb og/eller timepriskategorier. Differentieringen af omkostninger foretages med afsæt i konkrete opgørelser.
5. Beregning, opfølgning og dokumentation
Sidste trin består i at lave beregningen af den fremadrettede afregningstakst, samt i forbindelse med kommunens årlige aflæggelse af regnskab at foretage en efterberegning af, hvorvidt afregningstaksten er i overensstemmelse med kommunens faktiske omkostninger. Det er vigtigt, at der er den fornødne dokumentation og gennemsigtighed i beregningerne, så takstberegningen kan genberegnes og justeres.
Du kan se de fem punkter uddybet i vejledningen her.
Kilde: Vejledning til beregning af forløbstakster for helhedspleje under godkendelsesmodellen, KL og BDO
Sidst opdateret: 12/05/2025 - 12:55










































