
Forsker: Storbykommuners ønske om højere rammebeløb vil skade udkantskommuner
Et højere rammebeløb, som flere storbykommuner ønsker, kan resultere i tomme plejeboliger i udkantsdanmark. Forsker kommer med forslag til, hvordan boligministeren kan tilgodese alle kommuner.
Udgivet: 08/05/2025
Flere storbykommuners ønske om at hæve rammebeløbet, så de kan få bygget nok plejeboliger, vil gå ud over udkantskommuner, påpeger forsker.
“Det kan få den betydning, at entreprenørerne i udkantsdanmark vil argumentere for, at de ikke kan bygge så billigt som hidtil, fordi et højere rammebeløb giver dem muligheden for det. De kender jo også godt til rammebeløbene og kan have en interesse i at udnytte dem til fulde. Hvis kommunerne skal have bygget plejeboliger, bliver de dermed nødt til at gå med til en højere pris, men kan derimod risikere ikke at kunne leje boligerne ud, da der vil være billigere alternativer for de ældre end i byerne,” forklarer Rikke Skovgaard Nielsen, seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.
Det er staten, der fastsætter, hvor dyr en plejebolig må være per kvadratmeter, dette kaldes rammebeløbet. Men byggepriserne er i øjeblikket meget højere i nogle storbyer, og derfor kan det være svært for kommunerne at finde boligselskaber, som kan opføre plejehjem inden for de økonomisk fastsatte rammer. Derfor ønsker kommunerne et højere rammebeløb.
“Når man bygger almene boliger af en eller anden art, så har man ønsket at fastsætte nogle maksimale grænser for priserne på, hvad det koster at bygge for at holde priserne nede. Men udfordringen opstår så, hvis man er i en situation, hvor det er for dyrt at bygge til de rammebeløb. Så vil rammebeløbene bare få den betydning, at man slet ikke kan bygge noget,” forklarer Rikke Skovgaard Nielsen.
Hæv kun rammebeløbet i storbyerne
For at tage hensyn til både storbykommuner og udkantskommuner har boligministeren dog en mulighed, mener seniorforskeren.
“Man kunne hæve rammebeløbet i byerne, og ikke for dem, der er uden for byerne, afgrænset af bystørrelsen,” foreslår Rikke Skovgaard Nielsen.
På den måde vil storbykommunerne kunne få bygget flere plejeboliger, mens udkantskommunerne ikke vil opleve et prispres fra entreprenørerne, når en højere pris ikke er en mulighed i de kommuner. Men det vil dog påvirke de ældres økonomi i byerne.
“Det kan godt være, at man i storbykommunerne vil kunne leje plejeboliger ud til den pris, det koster med et højere rammebeløb. Men der vil være nogle mennesker, der vil stå med en mere presset økonomi, og ellers vil man presse de ældre ud af byerne,” pointerer forskeren.
Dette kunne regeringen rydde bod på med et andet tiltag.
“Man kunne også hæve boligstøtten til de ældre, så de stadig kan bo i de dyrere boliger,” siger hun.
Men overvejelserne på Christiansborg vil også være hensyntagen til boligmarkedet som helhed.
“Hver gang vi tillader højere priser på dele af det regulerede boligmarked, så kan det være med til at skubbe markedets priser op. Ligesom når man laver nye låneformer,” forklarer Rikke Skovgaard Nielsen.
Sidst opdateret: 08/05/2025 - 11:44










































