Forud for onsdagens sættemøde i forbindelse med økonomiaftalen for 2026 løftede finansminister Nicolai Wammen sløret for, hvor meget kommunerne kommer til at få i demografiløft.

Forud for onsdagens sættemøde i forbindelse med økonomiaftalen for 2026 løftede finansminister Nicolai Wammen sløret for, hvor meget kommunerne kommer til at få i demografiløft. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Økonomiforhandlingerne er i gang: Disse tre punkter er vigtige for ældreområdet

I forbindelse med sættemødet for årets økonomiforhandlinger blev tre vigtige emner for ældreområdet berørt. Blandt andet kom der tal på den forventede økonomi til demografi til kommunerne.

Udgivet: 08/05/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Størrelsen på økonomien til demografi til kommunerne, økonomiafklaringen omkring opgaveflytningen med sundhedsreformen og regeringens administrative besparelser trods reformer i kommunerne.

Det var de tre vigtigste nedslagspunkter set med ældrebriller i forbindelse med onsdagens sættemøde forud for økonomiaftalen mellem regeringen, kommunerne og regionerne, som NB-Økonomi dækkede.

NB-Ældre giver et overblik over de tre elementer nedenfor.

Så meget får kommunerne til demografi

Finansminister Nicolai Wammen løftede onsdag eftermiddag sløret for, hvor meget kommunerne kommer til at få i demografiløft, i forbindelse med økonomiaftalen for 2026.

Det helt præcise tal lægger først klar når den næste økonomiske redegørelse lander senere i maj, men finansministeren havde dog taget et foreløbigt tal med.

"Lige siden jeg første gang var med til de her forhandlinger som finansminister har vi dækket udviklingen i demografien. Altså, at der følger penge med når vi heldigvis bliver flere ældre. Det kommer vi også til at gøre den her gang, og det kommer til at lægge på ca. 1,2-1,3 mia. kroner for kommunerne," sagde Wammen til den fremmødte presse, forud for sættemødet.

Økonomiafklaringen i opgaveflytningen kan stå i vejen for økonomiforhandlingerne

Kommuner og regioner har forskellige opfattelser af, hvor mange penge sundhedsreformen skal flytte fra kommunerne til regionerne. Slagsmålet skal afgøres hurtigt, ellers står det i vejen for økonomiaftalen.

Som en del af sundhedsreformen har regeringen lagt op til, at sundhedsopgaver for op til fem milliarder kroner skal flyttes mellem kommuner og regionerne. Præcist hvilke opgaver og hvordan henholdsvis regioner og kommunerne kompenseres er imidlertid ikke fastlagt.

Men det skal gerne på plads hurtigst muligt, hvis det står til sundhedsminister Sophie Løhde (V).

“Vi sidder i øjeblikket og forhandler med både kommunerne og regionerne omkring den konkrete opgaveflytning. Vi forventer, at vi kan lande en aftale,” siger hun på onsdagens sættemøde.

Pengene til sundhedsreformen indgår ikke direkte i økonomiforhandlingerne, men forhandles sideløbende. Alligevel er det vigtigt at få på plads, så kommuner og regioner ved, hvilke opgaver der skal løses, og hvordan de finansieres.

Det er også blandt de knaster, KL-formand Martin Damm (V) mener er kritiske for at lande en god økonomiaftale.

“Det er jo en kæmpe opgaveflytning, der skal ske på sundhedsområdet. Der er vores synspunkt jo, at man skal jo aftale den snitflade, der skal være i det, der skal flyttes fra kommunerne hen til regionerne og så skal man flytte det beløb, det koster og ikke et andet beløb, som andre kunne tænke sig,” siger han og fortsætter:

“Det burde alle jo have en interesse i. Men det har jo potentiale til at vælte det (forhandlingerne red.), hvis man varetager nogle andre hensyn end det der ligger i de her reformer."

KL-formand advarer: Administrative besparelser risikerer at underminere reformer

Mens kommunerne står midt i implementeringen af omfattende reformer på blandt andet ældre-, beskæftigelses- og sundhedsområdet, fastholder regeringen op til økonomiforhandlingerne ønsket om administrative besparelser. Det skaber bekymring i kommunerne, hvor KL-formand Martin Damm (V) advarer mod at fjerne de medarbejdere, der skal sikre, at reformerne overhovedet bliver ført ud i livet.

“Vi er på vej ind i at implementere reformer på stort set alle kommunale områder. Der tror jeg ikke, det er den klogeste beslutning at sige, at så skal vi undvære de medarbejdere, der skal gøre det,” siger Martin Damm til NB-Økonomi forud for sættemøde til årets økonomiforhandlinger.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fastholder, at det er nødvendigt og fornuftigt at se på den administrative effektivitet – både i staten og i kommunerne. Men han understreger, at det ikke er en kritik af medarbejderne.

“De udfører det, vi politisk har bedt dem om. Men det er vores ansvar – som ministre, borgmestre eller regionsrådsformænd – hele tiden at se på, hvordan vi kan gøre det klogere,” siger han og tilføjer:

“De reformer, vi laver, handler jo netop også om at løfte administration væk fra kommunernes skuldre, så medarbejderne bruger mere tid hos borgerne og mindre på at udfylde skemaer.”

Sidst opdateret: 08/05/2025 - 11:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]