
Professor Bent Greve hæfter sig ved særligt to punkter i Sundhedsstyrelsens udkast til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser.
Professor om nye afregningspriser: Kommunerne risikerer at miste private leverandører
Private leverandører i ældreplejen risikerer at gå konkurs som følge af nye bekendtgørelser som følge af ældrereformen, vurderer professor Bent Greve. Den skaber økonomisk usikkerhed.
Udgivet: 08/04/2025
Private leverandører i ældreplejen kan ifølge nye bekendtgørelser som følge af ældrereformen fra juli blive pålagt at betale penge tilbage til kommunerne – også selv om ydelsen allerede er leveret og pengene brugt. Det kan få dem til at gå konkurs, og kommunernes mulighed for at bruge private leverandører vil blive mindre.
Det forklarer professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet, Bent Greve, som advarer mod konsekvenserne af de nye bekendtgørelser om frit valg af leverandør og fastsættelse af afregningspriser. Reglerne indfører nemlig et system, hvor afregningen med private leverandører kan blive ændret med tilbagevirkende kraft – afhængigt af kommunens regnskab.
"Hvis det nu er en forretning med et meget lille overskud, som pludselig skal efterbetale et betydeligt beløb og ikke har nogen egenkapital, så er der en risiko for, at virksomheden går konkurs," siger han.
Overhead dækker de administrative og indirekte udgifter – som for eksempel ledelse, IT og HR – der er svære at prissætte præcist. Hidtil har det været op til den enkelte kommune at vurdere, hvor meget der skulle lægges oven i prisen for en ydelse. Nu standardiserer man det med faste procentsatser, så afregningen bliver ens og mere gennemsigtig.
Fremover skal kommunerne hvert år sammenligne, hvad de har betalt leverandørerne, med hvad deres faktiske omkostninger har været. Hvis kommunen har haft højere udgifter end prisen, skal den efterbetale. Men har kommunen brugt mindre, skal leverandøren betale forskellen tilbage – senest to måneder efter, at kommunen opdager det.
"Det betyder jo, at leverandøren kan være usikker på, om leverandøren faktisk kan beholde de penge, leverandøren har fået," siger Bent Greve og forklarer, at selv om det i princippet er retfærdigt, at ordningen kan gå begge veje, skaber det en ny og usikker situation for de private aktører.
Manglende incitament
Selv små udsving i kommunens økonomi kan ifølge Bent Greve få konsekvenser for leverandørerne.
"Det kan jo være, at der har været noget afgang af personalet med lidt højere løn, og så er der kommet noget personale med lidt lavere løn. Så vil der være en forskel i prisen, og så skal leverandøren betale noget tilbage," siger han.
Det samme princip gælder for de såkaldte fritvalgsbeviser, hvor borgere selv kan vælge en privat leverandør til for eksempel rengøring eller personlig pleje. Kommunen skal herefter både betale leverandøren og kontrollere, at ydelsen er leveret korrekt – og til den fastsatte pris.
"Jeg tror simpelthen, at det her betyder, at der er ikke ret mange kommuner, der vil benytte fritvalgsbeviser, fordi de simpelthen er for vanskelige at administrere og for bureaukratiske at have med at gøre."
Fornuftige procentsatser
Bent Greve foreslår, at begge parter i stedet tager en vis risiko ved at justere prisen året efter.
"Så kunne virksomheden planlægge efter, hvad de får, og kommunen behøver ikke at lave den der efterfølgende frem- og tilbagebetaling."
Når det kommer til selve procentsatserne for overhead har Bent Greve ingen indvendinger. Ifølge bekendtgørelsen om faste overheadsatser skal kommunerne fremover anvende følgende faste satser, når de beregner afregningspriser:
- 6,3 % overhead ved afregningspriser efter friplejeboligloven § 32
- 6,0 % overhead ved afregningspriser og fritvalgsbeviser efter ældreloven § 10
- 3,6 % overhead ved afregningspriser og fritvalgsbeviser efter ældreloven § 13
Procentsatserne virker ifølge professoren meget fornuftige, fordi hovedparten af omkostningerne trods alt er kendt:
"Man kan jo altid diskutere, om det lige rammer på decimalen, men grundlæggende synes jeg, det virker som fornuftige satser. Det passer meget godt med, at de indirekte omkostninger ligger nede i den størrelsesorden."
Sidst opdateret: 08/04/2025 - 09:08










































